Immigration. Grafikken viser de stater, hvor de fleste indvandrere kommer fra Mexico. Grafik: Tomas Østergreen.

Immigration. Grafikken viser de stater, hvor de fleste indvandrere kommer fra Mexico. Grafik: Tomas Østergreen.

Internationalt

Mexicanere strømmer til USA: Den enes drøm den andens mareridt

Antallet af latinamerikanere vokser hastigt i USA, og om 30 år vil de hvide udgøre under halvdelen af landets befolkning. Modreaktionen på udviklingen er den benzin, der driver Donald Trumps kandidatur til præsidentposten. Politiken besøgte en ung latinamerikaner, der er et af ansigterne i et nyt Amerika.

Internationalt

Den ældre, hvide kvinde smiler næsten forfjamsket, da hun åbner døren. »Så mødes vi igen«, siger hun til den unge, karismatiske latinamerikaner, der har ringet på.

Nu må Ruben Kihuen tænke hurtigt. Hvor er nu det, de har mødtes før? Med den rutinerede politikers små kneb får han umærkeligt lokket det ud af hende.

»Jeg var meget imponeret af din tale i Den Liberale Klub«, siger kvinden.

»Ja, det var dejligt at se dig der«, svarer han lettet og gentager kort hovedpunkterne fra sin tale for nogle uger siden for det demokratiske partis aktivister. Det munder ud i den konklusion, Ruben giver ved alle døre, der går op denne søndag i den velhavende Las Vegas-forstad Summerlin.

»Som du ved, stiller jeg op til Kongressen mod den højreekstemistiske republikaner Cresent Hardy her i opstillingskredsen, og jeg håber, jeg kan vinde din støtte«.

Hun tager strålende imod Rubens farverige folder i amerikanske farver.

»Jeg er ret sikker på, at hun stemmer på dig«, siger jeg drilsk, da vi går ud af forhavens lille grussti på vej mod den næste vælgers hus.

Han smiler lidt forlegent. »Det håber jeg«.

Foto: MADSEN KRISTIAN

Mor er stuepige i valgkredsen

Han har, som man siger, fået meget forærende, 35-årige Ruben Kihuen. Han er åbenlyst begavet, ligner en latinamerikansk filmstjerne og var fodboldspiller i eliteklassen, indtil en fodskade satte en stopper for drengedrømmen om en professionel karriere. Men den måske største gave har han fået af USA, der i 1988 åbnede dørene til uanede muligheder for en 8-årig knægt født i Guadalajara i Mexico.

Små 30 år senere er han et af de ansigter, der er ved at forandre USA økonomisk, kulturelt og politisk. Han blev blot få år efter sin universitetseksamen medlem af Nevadas delstatsparlament i 2006, og nu står han med gode muligheder for at blive delstatens første medlem af Repræsentanternes Hus i Washington med latinamerikansk baggrund.

Hans far begyndte som jordbærplukker i Californien og er nu tolk ved det lokale skolevæsen. Hans mor arbejder stadig som stuepige på det store MGM Casino på Las Vegas’ berømte hovedgade The Strip, der nu ligger i midt i hendes søns valgkreds.

De har udlevet den drøm om en bedre fremtid for deres børn, som USA har givet til millioner af mennesker gennem hele sin historie. Fra de fattige europæere, der gik lasede og pjaltede i land ved Frihedsgudinden for 150 år siden, til de latinamerikanere, der i dag sniger sig over den mexicanske grænse eller kommer ind på et turistvisum og aldrig tager hjem igen.

»Jeg ved, at den amerikanske drøm lever. Jeg er et levende bevis på det. For folk, der er villige til at gribe de chancer, der er«, siger Ruben Kihuen. Hans søster er sagfører i et stort advokatfirma i byen.

»Jeg er så stolt over, at ingen af os har svigtet vores forældre. Jeg er godt klar over, at jeg nu skal være et forbillede for andre latinamerikanere, og den tillid vil jeg heller ikke svigte, hvis jeg bliver valgt«.

Foto: MADSEN KRISTIAN

Højrepopulist med danske aner

Det er Ira Hansen selv, der har foreslået, at vi mødes på Starbucks på kasinoet Harrah’s i Reno i det nordlige Nevada, selv om han som mormon hverken rører kaffe eller de blippende spillemaskiner, som turisterne sidder bænket ved lørdag formiddag.

»Min farfar kunne tale dansk«, fortæller Hansen om slægtsgrenen, der har givet ham hans efternavn.

Hans bedsteforældre talte kun dansk. Så han var tosproget, men der var ingen særlige tilbud i skolen. De forventedes at samle det op selv og blive amerikanere. Lære sproget, acceptere kulturen og alt det andet.

55-årige Ira Hansen er republikansk medlem af delstatsparlamentets underhus. Efter valget i 2014 var han på nippet til at blive parlamentsformand og dermed en af Nevadas mest indflydelsesrige politikere.

Hans politiske drøm blev slukket, da pressen gravede citater frem fra den klumme, han i årevis havde skrevet i lokalavisen, og klip fra hans konservative talkshow på en lokalradio. Her kom Hansen med udfald mod bl.a. homoseksuelle, sorte og den voksende latinamerikanske befolkning i Nevada.

»Man kan ikke læse en historie i lokalnyhederne om kriminelle uden at lægge mærke til en markant overrepræsentation af latinamerikanere«, skrev Hansen ifølge lokalavisen Reno News and Review, der gravede historien op.

Annonce

Jeg ved, at den amerikanske drøm lever. Jeg er et levende bevis på det

Herefter måtte han trække sig, da flere partifæller truede med at stemme imod ham. Men han står helt ved sine udtalelser og har noteret sig, at han ikke er alene.

»Ironien er, at det, Donald Trump i dag er ved at blive præsident på, dybest set er det samme, som jeg sagde. Mine synspunkter er ved at blive mainstream«, siger Hansen, der stolt erklærer sig som både »højrepopulist« og »amerikansk nationalist«.

»Folk som mig afskyr det faktum, at vores levestandard og – endnu vigtigere – vores børns levestandard falder«, siger Hansen. »Én ting er, at den falder på grund af normale økonomiske omstændigheder. Men når den falder, fordi virksomhederne kunstigt oversvømmer arbejdsmarkedet med immigranter, så de kan betale lavere lønninger, eller når demokraterne med vilje gør det for at fortynde den hvide stemme til valgene, så må vi gøre oprør«, siger Ira Hansen.

Den halvskaldede, midaldrende politiker taler klart og direkte, mens han peger rundt i Harrah’s blinkende inferno.

»Hvis du går rundt i det her kasino, vil jeg vædde på, at mere end halvdelen af de ansatte her er latinamerikanere, og hvor mange af dem, der er illegale, ved jeg ikke, for vi har ikke styr på det«, siger Hansen.

Det har presset den hvide, amerikanske arbejderklasse helt i bund.

»Min far var murer og fagforeningsmand. Min farfar var smed og fagforeningsmand. Min oldefar var blikkenslager, ligesom jeg er«, siger Hansen.

»I 1983 rejste jeg rundt som blikkenslagermontør. Jeg fik 14 dollars i timen i 1983. I dag tjener den gennemsnitlige blikkenslager 15 dollars i timen. Mere end 30 år senere! Det er, fordi lønnen er blevet trykket ned af illegale immigranter. Hvis du tager til en byggeplads her i området, vil du have svært ved at finde nogen, der taler engelsk. De er næsten alle sammen udlændinge«, siger Hansen.

»Jeg er ved at blive gammel, jeg er 55 år. Da jeg var ung, gik det bare op, op, op. Vi havde selvtillid og troede på vores land. Reagan genskabte fornemmelsen af at være stolt af at være amerikaner. De unge har høj ledighed, og arbejderklassen har få muligheder. Det er den første generation, for hvem fremtiden ikke ser særlig lys ud«.

Interaktiv grafik: Klik på kortet og se, hvorfra den pågældende stat det år havde flest immigranter:

Reddet af Ronald Reagan

Det er paradoksalt nok det republikanske ikon Ronald Reagan, der årsagen til, at Ruben Kihuen måske snart kan vippe et kongresmedlem fra højrefløjen af pinden.

»Min far havde siden 1970’erne rejst ind og ud af USA på turistvisum. Han arbejdede som landarbejder i Californiens marker med at plukke jordbær, og hvad han nu kunne få. Hans chef ansøgte om, at min far og mange af hans kolleger kunne blive legaliseret gennem Ronald Reagans reform«, fortæller Kihuen, mens vi går fra dør til dør i den bagende middagssol.

Reagans immigrationsreform legaliserede med ét slag omkring 3 millioner illegale indvandrere. Nu mener politikere som Ruben Kihuen i Det Demokratiske Parti, at det igen er tid til at give i hvert fald nogle af de 11 millioner mennesker, der menes at leve i skyggerne, lovligt ophold.

Illegale indvandreres børn får automatiske amerikansk statsborgerskab, hvis de er født i USA. Men de, der kom til landet som små børn med deres forældre, har været fanget i samme skæbne som deres mor og far. Indtil præsident Obama i 2012 gav mere end en halv million af disse såkaldte ’dreamers’ ret til at blive på lovlige vilkår i to år ad gangen.

Den ret kan imidlertid fjernes med et pennestrøg af en ny præsident. Både Donald Trump og Ted Cruz har lovet at smide alle 11 millioner ud af USA, mens Marco Rubio har været mere ulden i spørgsmålet.

Både Obama og Hillary Clinton ønsker at udvide denne ordning til børnenes forældre, der i hvert fald i princippet stadig risikerer at blive deporteret, hvis de bliver arresteret. Obama-regeringen deporterede i 2015 235.000 illegale indvandrere, men de fleste var enten kriminelle eller folk fanget, umiddelbart efter at de ulovligt var kommet ind i USA.

Ruben Kihuen støtter bl.a. Hillary Clinton som præsidentkandidat, fordi hun ønsker at udvide amnestien. Han er rystet over Donald Trumps udtalelser om mexicanske indvandrere, som realitystjernen bl.a. har beskrevet som »voldtægtsforbrydere« og »mordere«.

»Det mest bekymrende er ikke det, Donald Trump siger. Det er, at så mange mennesker er enige med ham. Det er ikke det USA, jeg kender. Det USA, jeg kender, er det land, der har givet min familie og mange andre immigrantfamilier en mulighed for at komme frem. Medmindre du er indianer, kom du selv udefra. Donald Trump er gift med en immigrant. Hans forældre var immigranter. Hvordan kan man med den baggrund ville blokere de muligheder, man selv fik, for mange andre familier? Det er helt uforståeligt for mig«, siger Ruben, da vi kører væk fra dagens dørklokkestemmeri.

Ruben Kihuen kører ganske vist i en Cadillac, men den er så ramponeret og gammel, at der er kassettebåndafspiller i bilradioen.

Det kan ikke lade sig gøre at deportere 11 millioner mennesker alligevel, og mange af dem tager jobs, som ingen andre vil have, mener Ruben.

Annonce

Annonce

»Det interessante er, at mange, der støtter Trump, er folk, der ville nyde godt af, at mindstelønnen steg. Folk, der ville drage nytte af billigere universiteter. Kvinder, der ville nyde godt af ligeløn. Alle de ting, vi demokrater har foreslået«.

Men hvad er det så for en frustration, der driver dem til at stemme på Trump alligevel, spørger jeg.

»Det er et godt spørgsmål«, funderer han. »Det er et godt spørgsmål. Det er ofte immigration. Du har selv hørt reaktionerne, når han siger det med at bygge en mur og lade Mexico betale for den«, siger Ruben Kihuen.

Da han er født i Mexico, kan han ifølge den amerikanske grundlov ikke selv blive præsident. Men han håber at se en latinamerikansk præsident i sin levetid – dog helst ikke ved næste valg, hvor en af de to cubanskamerikanske republikanere Mario Rubio og Ted Cruz kan være på stemmesedlen.

»Jeg bliver skuffet, hvis Rubio eller Cruz bliver vores første latinamerikanske præsident. Jeg ville ikke føle mig stolt. For mig hører folk, der ikke vil give de muligheder, der blev givet til deres forældre og dem selv, til andre, ikke hjemme i Det Hvide Hus. USA er bedre end det«, siger han.

Kan ende i borgerkrig

Ira Hansen støtter ironisk nok i primærvalget latinamerikaneren Ted Cruz, som han opfatter som mere principfast end Donald Trump. Men han har stor sympati for den retning, Trump er ved at skubbe partiet i.

»Da Donald Trump begyndte åbent at kritisere mexicanere, føltes det som noget, der ikke måtte siges politisk. Jeg troede, han ville være færdig. Men det havde den modsatte effekt. Jeg var på en måde positivt overrasket over, at reaktionerne var »ved I hvad, han har ret, vi må gøre noget ved det«, siger Hansen.

»De, der støtter Trump, er dem, der bliver smadret rent lønmæssigt ved at have en konstant strøm af illegale, ja selv legale immigranter. Den rigtige løsning er at sætte et hegn op og få reguleret immigration, som ethvert intelligent land har«, siger han.

»Jeg bebrejder ikke den fyr i Mexico, der forsøger at komme til USA, fordi der er bedre muligheder for at forsørge familien. Han gør, hvad alle ville gøre. Dem, der skal straffes, er de virksomheder, der med vilje hyrer dem«.

Man behøver ikke deportere 11 millioner mennesker, siger han. Hvis der bliver sociale klausuler mod løndumping, så forsvinder størstedelen af problemet.

»Virksomhederne skal have bøder og nægtes adgang til at byde på offentlige opgaver eller lignende. Når efterspørgslen forsvinder, tager de før eller siden hjem til Mexico, Honduras eller et andet land«.

LÆS ANALYSE

»Folk siger altid det her med, at de passer de jobs, som amerikanerne ikke vil tage. Men sandheden er, at amerikanerne vil tage hvilket som helst arbejde – hvis du betaler dem ordentligt. Hvis du betalte folk 35 dollars i timen for at plukke frugt, så ville du se masser af hvide på plantagerne. Hvis du betaler 9 dollars i timen, er der ikke mange«, siger Hansen.

»Jeg er blikkenslager. Jeg renser kloakker. Du drømmer ikke om, hvad jeg har stået i. Men jeg gjorde det med en rimelig løn i posen, og så kan man jo tage et bad«, griner han.

Men går hele ideen om USA som det indvandrerland, som hans danske forfædre fandt lykken i, så ikke fløjten?

»Hvide er de originale illegale indvandrere. Det kan indianerne med fuld ret sige. Og jeg vil svare: Ja, og I passede ikke på jeres problem med illegale indvandrere, og se, hvad der skete med jer«.

Det bekymrer Hansen, der frygter, at indvandringen kan ende i en væbnet konflikt.

»Det er meget langt ude i fremtiden. Men i baghovedet mener jeg, der er en fare for borgerkrig. Når man har dramatiske kultursammenstød og dramatiske magtforskydninger, hvad sker der så? De, der ikke synes, de bliver behandlet retfærdigt, gør oprør. Det var derfor, vi gjorde oprør mod Storbritannien i sin tid«.

Han føler et slægtskab med højrenationale bevægelser som Marine Le Pens Front National og hollandske Geert Wilders. For det er også et kulturelt problem, mener han.

»Vi er immigranter fra Europa og oprindeligt fra Nordeuropa. Den hvide angelsaksiske kultur blev den dominerende kultur i USA. Det varede til længe efter Anden Verdenskrig. Så besluttede vi at kaste os ud i det her multi-kulti-halløj. Multikultur, som I også er ved at opdage det i Danmark, virker simpelthen ikke«.

Ira Hansen følger tydeligvis med i den europæiske debat i kølvandet på flygtningekrisen og virker særdeles velunderrettet om situationen i landet, hans tipoldeforældre udvandrede fra.

»Det er ligesom i Danmark, tror jeg. Hvis man for 20 år siden havde sagt noget som helst om race, ville man have været blevet udstillet som verdens ondeste mennesker. Nu vil jeg vædde på, at det i Danmark er helt anderledes. At folk siger ’Hey, de her muslimer ødelægger Danmark. På et tidspunkt er vi ikke danske mere. Vi bliver arabere eller noget’, siger Ira Hansen.

»Danskerne var ih-åh så antiracistiske, nu er I blevet konfronteret med virkeligheden, hvor kulturer støder sammen, og hvad gør I så pludselig nu? Der er ingen lette svar, vel?«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

Annonce

Forsiden