Barack Obama er som den første amerikanske præsident i 88 år, ankommet til Cuba. Kilde: politiken.tv / redigering og tekst: Jakob Kyed Jakobsen

Internationalt

Eksilcubanere om Obamas Havana-besøg: Det er forræderi

Obamas håbefulde baseballdiplomati overfor Cuba får en blandet modtagelse hjemme i USA

Internationalt

I Miami, der er hovedbyen for USA’s eksilcubanere, demonstrerede godt 200 mennesker søndag mod præsident Barack Obamas besøg i Cuba. Castro-brødrene er forhadte i byens cubanske kvarter, Little Havana, hvor mange er flygtet fra Cuba.

Den gamle garde betragter Obamas åbning mod Cuba som et forræderi. Men en meningsmåling i New York Times viser, at de fleste amerikanere bakker op om Obama og også støtter det næste mulige skridt. En ophævelse af handelsembargoen har opbakning fra tæt ved 60 procent af befolkningen.

Men forholdet til Cuba er blevet endnu et af de symbolske spørgsmål, der splitter USA langs partilinjer. Mens demokraterne overvejende støtter besøget, er 55 procent af republikanerne imod. Kun 23 procent synes om ideen.

Intet er forandret

Områdets republikanske kongresmedlem Ileana Ros-Lehtinen, der er født i Havana, fordømmer i en pressemeddelelse Obamas besøg: »Præsidenten har sagt, at han kun ville tage til Cuba, hvis menneskerettighederne og friheden for det cubanske folk blev forbedret. Det er ikke sket. Intet i Cuba er forandret«.

Republikanernes præsidentkandidat Ted Cruz, der er søn af en cubaner, beskylder Obama for at svigte styrets samvittighedsfanger.

»De politiske fanger, der rådner op i fangekældre over hele øen, vil høre dette budskab: Ingen tager sig af jer. I er alene med jeres plageånder. Verden har glemt jer«, skriver Cruz i Politico.

De frygter, at en flod af dollars til Cuba blot vil styrke Castro-regimets greb om magten.

Baseball-diplomati

Men i den yngre generation af cubanskamerikanere mener mange, at isolationspolitikken har spillet fallit i forsøget på slippe af med kommunisterne. De håber, at Obamas tale til cubanerne i dag kan gøre en positiv forskel.

»Obama har en evne til at indgyde håb i andre«, siger 33-årige Felice Gorordo fra organisationen Roots of Hope, der støtter ungdomsarbejde på Cuba, til Washington Post. »Han har en fantastisk personlig historie at dele med øens unge«.

Besøget dækkes intenst i de amerikanske medier, og mange tv-kanaler har flyttet studiet til Havana. Trods de mange forskelle mellem de to nationer deler de en fælles passion: Cubanerne er næsten endnu mere tossede med baseball end amerikanerne. Mange stjernespillere fra Cuba er gennem tiden hoppet af til USA for at søge en professionel karriere.

Ligesom bordtennis blev et diplomatisk værktøj i optøningen af det amerikansk-kinesiske forhold i 1970’erne, håber mange, at dagens opgør mellem de professionelle amerikanske hold Tampa Bay Rays og det cubanske landshold – med Obama på tilskuerpladserne – kan blive en murbrækker for mere end 50 års adskillelse.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce