Trods. På pladsen La Bourse i Bruxelles er en gruppe på flere hundrende mennesker er samlet, og råber slagord mod terror og for frihed. Her skåles der i øl, mens der råbes på pomfritter og øl istedet for krig.
Foto: MADS NISSEN

Trods. På pladsen La Bourse i Bruxelles er en gruppe på flere hundrende mennesker er samlet, og råber slagord mod terror og for frihed. Her skåles der i øl, mens der råbes på pomfritter og øl istedet for krig.

Internationalt

»Vi vil have pomfritter, vi vil have øl, vi vil ikke have krig«

Mens terrorchokket stadig vibrerer gennem byen, forsøger borgerne i Belgiens hovedstad at genfinde livet omgivet af angst og kampklædte soldater.

Internationalt

Lysene blafrer mellem blomster og flag, da Sonia og hendes to børn knæler på fortovet foran den gamle børsbygning midt i Belgiens hovedstad. Det er morgenen efter bombemændenes angreb på Bruxelles, og hun er kommet for at græde.

»Min mor var i metroen lige før eksplosionen, og bagefter kunne jeg ikke få fat på hende. Hun slap uskadt, men det chok har ændret mit liv for altid«, siger den 33-årige vuggestuepædagog fra kommunen Anderlecht.

»Jeg ved ikke, om nogen kan beskytte os mere. Men mine børn skal vide, at vi er i sorg. Ellers kommer vi ikke videre«, siger hun.

Omkring Sonia og børnene samles folk langsomt på dette sted lige ved den ikoniske Grand Place, som spontant er blevet belgiernes mindested for de 31 dræbte og over 270 sårede under attentaterne på byens lufthavn og metro.

Vi vil have pomfritter, vi vil have øl, vi vil ikke have krig

Der er flere politifolk og medier fra hele verden, end der er almindelige mennesker, ved dagens begyndelse her i centrum af den sårede by.

Kridtstreger

Siden i går har folk lagt blomster og skrevet masser af budskaber om både angst og kærlighed med kridt over hele pladsen foran La Bourse. Nu vågner de op til eftervirkningerne.

»Det bliver endnu sværere at have min hudfarve og religion nu«, sukker den 54-årige marokkaner Ferrougi Touati, der har arbejdet som kok i Bruxelles hele sit voksne liv. Netop som de omkringstående prøver at forsikre ham om deres forståelse, kommer en oprørt kvinde løbende.

’LUK GRÆNSERNE NU’, skriver hun på jorden, mens hun råber, at »de fremmede må ud, inden de slår os ihjel«. Touati ryster på hovedet og peger. Men så kaster en teenager sig ned og grifler med sit eget kridt hen over kvindens anklage.

’RACISME’ står der med store, skæve bogstaver.

Kontrolleret kaos

Det centrale Bruxelles er som forstenet denne morgen i terrorangrebets kølvand. Fanget mellem afmagten, afskyen og en spirende trods mod »de galninge, som vil ødelægge vores liv«, som mange siger. De store sikkerhedsforanstaltninger udløser også splittede følelser af taknemmelighed og irritation.

Annonce

Bruxelles kan i dag ligne en by under belejring, men folk er begyndt at vende tilbage til hverdagen, fortæller Thomas Lauritzen. Kilde: Politiken TV / Europaredaktør: Thomas Lauritzen / foto: Mads Nissen, AP / Klip: Peter Vintergaard

Netop som de skulle mindes terrorofrene med et minuts stilhed over hele byen, kæmper hundredvis af mennesker for at komme forbi kampklædte soldater, så de kan nå deres tog.

»For helvede, er det Afghanistan? Jeg skal på arbejde«, vrisser en mand i mængden. Andre betragter militæret med ophøjet ro, mens soldaterne roder i alle de rejsendes bagage. »Hallo, vi er ikke i Molenbeek«, mumler en kvinde i køen.

Tag og skriv, at vi ikke er tosser alle sammen

Nej, det er vi ikke. Men næsten. Kun tre kilometer væk, ovre på den anden side af byens kanaler, går kommunen Molenbeeks borgmester rundt i det, omverdenen har døbt »terroristernes baggård«.

Foto: NISSEN MADS

»Jeg er lige så dybt chokeret som alle andre. Det kunne have været min søn, der døde i den metro«, siger Françoise Schepmans, da vi støder ind i hende foran rådhuset i den ramponerede indvandrerkommune.

Mange af terroristerne i Paris kom her fra Molenbeeks små brolagte gader, som huser en af hovedstadens største koncentrationer af marokkanske indvandrere.

Det var her, Europas mest eftersøgte terrorist, Salah Abdeslam, blev arresteret i fredags. Manden, der må have vidst, at hans kumpaners blodige angreb på Bruxelles var på vej. Men Abdeslam sagde intet om det, og så flød blodet i hans egen hjemby.

»Ja, der er terrorceller her i Molenbeek. Men det er der også andre steder i Belgien og i resten af Europa. Vi må forstå det her sociale nederlag bredere. Disse unge mænd er kriminelle tabere, ikke religiøse fanatikere«, siger borgmester Schepmans, inden hun haster ind på rådhuset.

kricket på gaden

Lidt nede ad gaden, på en anden plads, fortsætter livet sin normale blanding af nationaliteter og aktiviteter.

Marokkanere og andre af nordafrikansk, arabisk oprindelse betragter Yusuf og Mansur fra Afghanistan, som spiller kricket med vennerne foran et teatertelt. De vil ikke sige så meget, faktisk kan de ikke rigtig tale andre sprog. Men de er gode til kricket.

Annonce

Annonce

Henne foran et telt står Khalid El Aft på 50 år og deler farvestrålende foldere ud om en teaterforestilling for børn inde i teltet.

»Vi kalder os ’selskabet for dem, der har forladt os’. Vi vil ære ofrene. Men samtidig vil vi vise, at der er håb. At der stadig er liv og lykke her i Molenbeek«, siger han.

Ved siden af finder vi 16-årige Fares, en genert dreng af marokkansk oprindelse, som er født og opvokset få gader fra bombemændene. Fares betragter os alvorligt, inden han beslutter sig for at sige noget, når nu så mange andre klapper i for en sikkerheds skyld.

»Tag og skriv, at vi ikke er tosser alle sammen«, siger han.

Jeg spørger Fares, om han var bange for at stå op i morges.

»Bange? Jeg kan ikke tillade mig at være bange. Det her er mit liv. Jeg kan ikke blive på mit værelse resten af mit liv. Så jeg gik bare i skole i morges som sædvanlig. Hvad skal jeg ellers gøre?«, siger han.

Henne på Molenbeeks kulturhus er Fares sammen med en gruppe af andre teenagere ved at lave et projekt, hvor de med foto og video vil prøve at vise deres reelle hverdag.

De vil gerne demonstrere for verden, at der bor næsten 100.000 mennesker i Molenbeek. Ikke bare en håndfuld terrorister.

Derfor vender hele flokken, drenge og piger af forskellig afstamning, nu kursen mod Børsen inde midt i Bruxelles.

De unge fra »terroristernes baggård« går hele vejen derind denne råkolde onsdag eftermiddag. For at tage billeder og filme. Men også for at vise, hvem de er. »Det er vores Bruxelles«, siger en af drengene.

Inde i centrum, der hvor Sonia og børnene i morges sad og græd midt i kridtstregerne og blomsterne, har stemningen ændret sig sidst på dagen.

Foto: NISSEN MADS

Der er mange flere mennesker nu, og de har besluttet sig for at jage sorgen på flugt med musik. Muslimer og ikke-muslimer af mange nationaliteter vifter med alverdens flag foran de statelige gamle bygninger og cafeerne.

»On veut des frites, on veut de la bière, on ne veut pas la guerre«, råber folk: Vi vil have pomfritter, vi vil have øl, vi vil ikke have krig.

Belgierne har trukket deres skarpeste våben.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

Annonce

Forsiden