Den store Al-Abrar-moske i centrum af flygtningelejren Rafah er som et spejlbillede af hele Gaza.

Sønderslået, forvredet og ødelagt troner den midt på en stor plads, efter at to raketter natten til torsdag hamrede ned i den og fyldte den fire etager høje bygning med stendynger og forvredne stålbjælker. Mellem de halvt knækkede søjler kravler mennesker, der prøver at skubbe sten til side og få overblik over skaderne.

Kuplen står endnu, 30 meter over pladsen, og vidner om, at moskeen trods mere end to årtiers byggeri endnu ikke var blevet færdig. Gazas fattigdom betød, at de rå sten aldrig var blevet beklædt med de planlagte blå-hvide klinker.

Men moskeen blev brugt, som alt andet i Gaza, hvor drømmene har det med at være lidt for store til virkeligheden, og hvor man klarer sig igennem med det, der er. Nu, efter nattens voldsomme bombardement, kan indbyggerne begynde forfra på byggeriet.

»De efterlader intet«
»Vi har for længst opgivet at forstå, hvorfor Israel bomber de ting, de gør. Vi ved bare, at de ødelægger det hele. De efterlader intet«, siger Fuad Said al-Sherif, der før krisen var lærer på en FN-skole.

Raketterne mod moskeen var kun to blandt mange i nattens voldsomme bombardement, der ramte fra Rafah i syd til Gaza By i nord. Angrebene fortsatte torsdag, hvor mortergranater ramte FN’s hovedkvarter i Gaza og to hospitaler.

Over 1.000 dræbte
Det samlede tabstal er nu på over 1.000 – halvdelen er civile og mindst 280 børn.

I aftes oplyste diplomatiske kilder, at Hamas har meddelt Egypten, at det vil gå med til en etårig våbenhvile, som kan fornys, hvis Israel trækker sig tilbage inden for en uge. Men indtil videre kan diplomatiet ikke mærkes i Rafah. Tværtimod betegner flere indbyggere nattens bombardement som et af de allerhårdeste i næsten tre ugers militæroffensiv.

Overalt ses ødelæggelserne
Rafah – en flygtningelejr, der i løbet af de sidste 60 år er vokset til en regulær by – er kendt for det netværk af tunneler, der fører ind i den egyptiske tvillingeby, og som i årevis er blevet brugt til at smugle alt fra chokoladekiks til mortergranater.

Mange af bomberne var rettet mod tunnelerne. Andre mod byens magtcentre og samlingssteder, herunder moskeen.

Overalt ser man ødelæggelserne efter de især natlige bombardementer. Det er værst i de dele af byen, der ligger tæt ved grænsen. Hele boligblokke af fireetages huse er omdannet til stenmarker.

»Jeg vidste, de ville bombe«
»Mit hus lå lige dernede«, siger 26-årige Tareq Qeshta og peger ned ad en gade, der er spærret af et udbrændt bilvrag.

»Der var tunneler både til venstre og til højre for mit hus, så jeg var allerede flyttet ud, for jeg vidste, de ville bombe. Jeg vil tro, at de nu har fået ram på 70 procent af tunnelerne«, siger han.

Højt over ham høres lyden af en ubemandet drone. Men trods den konstante trussel om nye bomber prøver indbyggerne at leve et liv, der minder bare lidt om normalen, mens de forbereder sig på natens bombardement. Butikker og markeder holder åbent. Børn cykler i gaderne, og drenge spiller fodbold mellem sortsværtede huse og granatkratre.

Og inde ved Al-Abrar-moskeen peger en ældre mand på de to høje blå-hvide minareter, der i modsætning til selve bygningen var helt færdige.

»Prøv at se«, siger han. »De står endnu. Vi holder ud endnu«.