Borgerkrig i Sri Lanka

• Borgerkrigen mellem De Tamilske Tigre (LTTE) og Sri Lankas regering har været i over 25 år.
• Omkring 75 procent af Sri Lankas indbyggere er singalesere, mens LTTE tilhører øens tamilske mindretal. Tamilernes forfædre har følt sig marginaliseret i landet siden uafhængigheden i 1948.
• I 1970’erne opstod kravet om en selvstændig tamilsk stat i den nordlige og østlige del af landet. Siden september 2008 har regeringshæren sat ind med en militær offensiv, og oprørerne kontrollerer nu kun en mindre enklave.

For 25 år siden lå lederen af De Tamilske Tigre, Prabhakaran, i baghold, der endte med at antænde et blodigt kapitel i Sri Lankas historie.

Bagholdet indledte den borgerkrig, der først i dag er tæt på at være afsluttet efter flere måneders militær offensiv på oprørernes territorium.

Dengang, for 25 år siden, ville Prabhakaran sammen med tredive af sine soldater hævne sig på den regering, som i årtier havde undertrykt og diskrimineret det tamilske mindretal.

13 regeringssoldater blev slået ihjel, og da nyheden om bagholdet nåede hovedstaden Colombo, faldt reaktionen prompte.

I løbet af de efterfølgende uger blev mellem 500 og 2.000 tamiler dræbt, mens politi og militær enten så passivt til eller deltog i massakren. Herefter var grøften mellem tamiler og singalesere blevet så dyb, at der ikke længere var nogen vej uden om borgerkrigen.

Sidste bastion faldt
I disse dage har de tamilske oprørere kun en lille flig af deres territorium tilbage, og selv her er regeringssoldaterne trængt ind. De seneste måneders voldelige kampe, hvor begge parter i konflikten er blevet beskyldt for at ramme civilbefolkningen, er næsten ovre. Oprørslederen Prabhakaran selv, manden, der var med til at starte det hele, er tæt på at blive enten fanget eller slået ihjel.

Dermed vil tamilernes oprørskamp miste sin godfather, manden, der har trukket i trådene, siden han stiftede De Tamilske Tigre i 1973.

Det var ham, der i 1980'erne udraderede alle konkurrerende oprørsbevægelser, gerne ved blodige og omfattende massakrer, så tamilernes kamp for selvstændighed blev holdt samlet hos De Tamilske Tigre, under hans kommando.

Det var ham, der i 1975 affyrede den pistol, der dræbte borgmesteren i Jaffna - en tamilsk politiker, der samarbejdede lidt for meget med det singalesiske flertal.

Og det var ham, der stod bag det attentat, der i 1991 dræbte Indiens premierminister Rajiv Gandhi, efter at den indiske hær i tre år havde kæmpet for at slå det tamilske oprør i Sri Lanka ned. En kamp, der trods Indiens massive overmagt var forgæves.

Netop mordet på Rajiv Gandhi har medført, at Prabhakaran i årevis har været eftersøgt af Interpol, og Indien har bedt om at få ham udleveret, hvis han bliver fanget i live.

At Prabhakaran ender med strafforfølgelse i Indien, er slet ikke utænkeligt, vurderer Sri Lanka-ekspert Mikkel W. Kaagaard. Også selv om en srilankansk domstol allerede har idømt oprørslederen 200 års fængsel in absentia.

Cyanid om halsen
Prabhakaran er ofte blevet beskyldt for at have opfundet selvmordsbombevesten, og selv om dette ikke er sandt, har han en særlig forkærlighed for selvmordsaktioner. Tigre, der bruger deres liv som det sidste våben, bliver ophøjet til martyrer, og inden de bliver sendt af sted, belønner oprørslederen dem ved at holde dem ved selskab under det sidste måltid.

Han har indført, at der fra brystet af hans soldater dingler en lille glasampul med cyanid i. Bliver en tiger taget til fange, skal glasset knuses mellem tænderne, og det dødelige indhold sluges.

Sådan har det været i oprørsbevægelsen siden dengang, da det lykkedes regeringen at torturere tilfangetagne tigre til at tale over sig om bevægelsen.

Og sådan er det formentlig også for Prabhakaran selv. På billeder ses han med en lædersnor og et vedhæng, der ganske vist er skjult i skjortelommen, men som alligevel sender et signal om, at for oprørslederen er kampen for tamilsk selvstændighed vigtigere end at overleve.

Fremtidsudsigterne lå i ruiner
De nærmere detaljer om, hvad der i sin tid fik Prabhakaran til på denne måde at vie sit liv og sin død til oprørskampen, kendes ikke.

Ifølge Sri Lanka-eksperten Mikkel Kaagaard var oprørslederen en af de mange tamiler, der ikke kunne følge i faderens fodspor og blive embedsmand, da regeringen for et halvt århundrede siden gjorde livet svært for det tamilske mindretal.

Hvis ikke man talte singalesisk - hvilket de færreste tamiler gjorde - kunne man ikke blive ansat i det offentlige, det blev sværere at tage en uddannelse, og politiet og militæret var pludselig dine fjender.

»Prabhakaran var en af de mange unge tamiler, der pludselig så sine fremtidsudsigter blive ødelagt«, fortæller Mikkel Kaagaard, der er forfatter til bogen 'Sri Lanka: Fra selvstændighed til selvmordsterrorisme'.

Nu kan den kompromisløse og voldelige kamp for selvstændighed meget vel gå i arv til Prabhakarans egen søn, Charles Anthony. Ifølge rygterne er han det bedste bud på en efterfølger, selv om han kun er 23 år og indtil videre ikke har spillet nogen fremtrædende rolle udadtil.

Men der er meget at leve op til. Også selv om Prabhakaran har fået kritik - også blandt sine egne - for sin forherligelse af voldelige metoder. Ligesom han har begået flere politiske brølere og formentlig aldrig var blevet en leder i en tid med fred, siger Mikkel Kaagaard.

»Men regeringen har prøvet at slå ham ihjel i 30 år, og han har formået at holde sig i live og at fastholde sin position som leder i al den tid. Det vidner om et vist talent«.