En 19-årig pige ligger på en madras og hulker i et hus ude på landet i det sydlige Rwanda.

Hun var fire år gammel, da hendes far blev dræbt under folkedrabet i Rwanda i 1994, hvor 800.000 tutsier blev slået ihjel i løbet af 100 dage med en hastighed, der oversteg nazisternes jødeudryddelser under Anden Verdenskrig.

Pigen ligger i et hus, hvor der bliver holdt en ceremoni i anledning af 15 års-dagen for folkedrabets begyndelse.

Dansker til sørgeceremoni
Med til sørgeceremonien er også danske Cecilie Dinesen. Hun er udsendt til Rwanda for organisationen IMCC, der står for et samarbejde mellem danske og rwandiske studerende om sundhedsudvikling.

»Vi er i et hus, som ikke er bygget færdigt. Folk sidder på bænke og ser en film om folkedrabet, som bliver vist på et ti-tommers fjernsyn«, fortæller hun gennem en mobiltelefon til politiken.dk

Hun har fået pigen til at forklare, hvorfor hun er så ked af det:

»Hendes far var tutsi og døde. Hendes mor er hutu og har giftet sig igen med en hutu-mand. Pigen bliver opfattet som et tutsibarn, og ingen i hendes familie vil hjælpe hende, så nu spørger hun: Skal jeg gå til min fars grav og bede om penge?«, fortæller Cecilie Dinesen

»Livet skal gå videre«
Rwanda indledte en officiel sørgeuge i går, som var den officielle årsdag for folkedrabets udbrud.

Rwandas præsident, Kagama, holdt i dagens anledning en tale til folket fra et stadion, hvor tusinder af stearinlys stavede ordet 'håb'.

I talen sagde Kagame:

»Vi skal huske, men livet skal gå videre. Vi skal fortsætte med at skabe en bedre fremtiden«.

Cecilie Dinesen fornemmer, at minderne fylder mere end fremtidsudsigterne i det lille østafrikanske land i disse dage.

»Mange mennesker går sort klædt og har lilla mindebånd bundet om håndleddene eller om halsen, og alle går rundt og er kede af det. Normalt er der musik og gang i gaden, men nu er det sørgemusik fra en radio, man kan høre«.

»Hvordan kunne du gøre det?«
Mindehøjtidelighederne bliver holdt ugen igennem. Både kirker, skoler og pladser bliver taget i brug.

I går var Cecilie Dinesen til en ceremoni på universitetet i Rwandas næststørste by, Butare, hvor 3.000 studerende var mødt op for at mindes.

»Nogen havde trukket hætterne op om hovedet, andre sad med hovedet mellem knæene og græd«, fortæller Cecilie Dinesen.

Under ceremonien blev der spillet teater om folkedrabet, holdt taler og sunget sange.

Hvad handlede sangene om?

»En af dem lød: Du var min nabo. Du fik den bedste mælk fra min ko, men dræbte mig. Hvordan kunne du gøre det?«, refererer danskeren fra Rwanda.

Studerende sørger dag og nat
Hun fortæller, at de studerende efter ceremonien gik ud til et bål, som brænder hele ugen.

»De holder vagt ved bålet dag og nat for at mindes de døde«.

Folkedrabet i Rwanda varede i hundrede dage. 800.000 tutsier og mindre radikale hutuer blev slået ihjel af hutu-militser.

Det retslige efterspil kører forsat både i Rwanda og ved Den Internationale Krigsforbryderdomstol for Rwanda, som ligger i Tanzania.