Er valget definitivt afgjort?

»Ja. Den øverste leder Ali Khamenei og Vogternes Råd har erklæret, at omvalg er udelukket og at alle, som ikke accepterer det, vil blive bragt til tavshed med våbenmagt. Den åbenlyse forfalskning af valgresultatet har imidlertid øget mistilliden til præsteskabet«.

»Iranerne har tidligere troet på, at nok bestemmer Vogternes Råd, hvem de kan stemme på, men stemmeoptællingen har været opfattet som fair. Selv Mahmoud Ahmadinejad-vælgere erkendte over for Politiken, at resultatet var urealistisk. De troede, at Ahmadinejad havde vundet, men slet ikke så stort«.

Hvilken forskel havde det gjort, hvis Mir-Hossein Mousavi havde vundet?

»Mousavi er en del af præsteskabet og anfægter på ingen måde den islamiske stats legitimitet. Han kunne alligevel gøre en stor forskel. Indenrigspolitisk, fordi han ønsker større frihed for iranerne og ligestilling af mænd og kvinder«.

»Udenrigspolitisk, fordi han nok støtter Irans ret til at berige uran, men ifølge atomeksperter omkring ham er indstillet på kompromis, der kan indebære begrænsning af berigelseskapaciten (færre centrifuger) og internationalt overvåget sikring af centrifugerne. Dermed vil de ikke kunne nå berigelsesgraden til at producere atomvåben«.

Hvor bredt funderet i befolkningen er det igangværende oprør?

»Oprøret har bredt sig til ud fra Teheran til større og mellemstore byer. To tredjedele af iranerne lever i byer. Under valgkampen var bevægelsen båret af de unge og de veluddannede, men mange fattige støttede også Mousavi i skuffelse over galopperende inflation og arbejdsløshed under Ahmadinejad«.

»Og mange dybt religiøse tilslutter sig kravet om adskillelse af moske og stat, fordi de mener, at sammenblandingen af politik og religion krænker islam. Protesterne har antaget deres helt egen logik, der går ud råbene imod valgsvindel med det hidtil uhørte råb: "Død over Khamenei", som direkte antaster præstestyrets magt«.

Hvem har reelt magten lige nu?

»Ali Khamenei er stadig formelt den øverste leder, der træffer alle afgørende beslutninger om indenrigs- og udenrigspolitik. Men i Ahmadinejads præsidenttid er sket en militarisering af regeringen. Der er kun en præst tilbage og hovedparten af ministrene er hentet fra Revolutionsgarden. Den har tidligere været den islamiske stats beskytter. Nu viser den sammen med Ahmadinejad, der som den første præsident i 28 år, ikke er hentet fra præsteskabet«.

Hvor dyb er splittelsen i præsteskabet?

»Den var dyb før valget, men uddybet efter. Mange i præsteskabet foretrækker Mousavi som præsident, da han bedre kunne sikre ro på bagsmækken med visse liberaliseringer og forståelse med de unge, der udgør det store flertal af befolkningen. Han kunne have konsolideret præstestyret, mens Ahmadinejad øger konflikterne, da de moderate dele af præsteskabet mener, at han er ude efter at knække dem og ikke kun oppositionen, der manifesterer sig i gaderne«.

Hvad kommer der til at ske de kommende dage?

»Protesten hører ikke op. Men regimet har den absolutte overmagt, da demonstranterne kun har brosten som våben. Revolutionsgarden, Irans mest veludrustede styrker, står parat til at gribe ind, HVIS Khamenei giver ordre det. Sker det, vil de betyde et blodbad. I dag er opfordret til generalstrejke, men det er for tidligt at sige, hvor omfattende den bliver. Butiksindehavere og statsansatte ved, at de vil blive registreret og risikerer livet for det«.

Hvilke langsigtede konsekvenser får oprøret?

»Iran bliver næppe nogensinde det samme land som før valget. Der bliver sandsynligvis tale om et endnu mere autoritært regime en tid, men den dybe splittelse i præsteskabet er bragt ud i befolkningen. Iranerne er traditionelt det mest forandringsparate folk i Mellemøsten. Det har de sidste par uger gjort endnu tydeligere end før«.

En ny revolution?

»Nej. Iranernes flertal ønsker næppe en gentagelse af revolutionen i 1979 om end med andet fortegn. Mange håber på, at de demokratiske idealer fra oprøret imod shahen nu kan realiseres. Det er efter alt at dømme en social revolution, ikke en politisk. Mange demonstranter, som ønsker præsteskabet væltet, giver udtryk for, at det er en evolution, ikke en revolution, som skal til«.