Her er nogle af de vidneudsagn, som israelske soldater har givet til organisationen Breaking the Silence.

Udsagnene omhandler december måneds militære offensiv i Gaza, hvor omkring 1.100 palæstinensere mistede livet. Soldaterne kritiserer Israels hærledelse for ikke at tage hensyn til civile ofre.

De udtaler sig anonymt.

LÆS OGSÅ Soldater: Vi gik langt over stregen

Om ordrerne til at skyde. Det israelske militær anklages for ikke at have taget hensyn til de mange civile i Gazas tætbefolkede gader.

»Der var ingen klare røde linjer. Det siger jo sig selv, at når man kæmper i tætbebygget område, så er det hele tiden op til den enkelte officer at tage stilling til situationen – alt kan ske. Vi fik at vide, at befolkningen var blevet varslet med flyveblade, så hvis der opholdt sig mennesker, så var det nogen, der ikke burde være der«.

»Når vi skulle afsøge huse og ejendomme, fik vi at vide, at vi skulle gå ind alle steder med ild. Først og fremmest skulle hvert hus have en granat eller to. Det gav os umiddelbart en god fornemmelse af, at man ville sikre vores liv – at man ville passe på os.«

»En dag gik vi ind i et hus, hvor der var en familie. De sad der alle sammen under trappen, men de gemte sig ikke bag noget. Min gruppeleder gik ind med en skudsalve, og fordi de ikke sad i læ bag noget, skød han ved en fejl en gammel mand, der intet havde gjort. Jeg vil jo ikke sladre, men folk bør straffes for den slags«.

»Inden vi rykkede ind, kom en oberstløjtnant og briefede os og sagde: »Vi kan ikke overraske dem med hverken timing eller position, det eneste, vi har, er vores ildstyrke«. Han sagde også: »Jeg vil ikke tolerere, at et eneste hår krummes på hovedet af mine soldater. Ingen sætter livet på spil ved at tøve. Hvis der er tvivl – så skyd«. Vi ved jo alle sammen, at vi lever i et land, der er følsomt over for krigsofre«.

FOKUS Kampen om Det Hellige Land

Om brugen af hvid fosfor, som det israelske militær beskyldes for at have brugt mod civile mål i strid med internationale konventioner:

»Under træningen lærte vi, at hvid fosfor ikke er noget, man bruger. Vi så film af, hvad det gør ved de mennesker, det rammer. Jeg har hele tiden troet, at jeg var en del af verdens mest humane hær – det er sådan, vi har lært at opføre os, med respekt for mennesker. Og så bruger vi hvid fosfor alligevel. Det havde jeg ikke troet«.

»Vi brugte fosfor til at rense steder, bevoksninger og den slags, og der var ingen mennesker der, når vi gjorde det. Men vi fik også tilladelse til at bruge fosforgranater mod specifikke mål. Engang kan jeg huske, vi brugte fosfor til at besvare en beskydning. Jeg ved ikke, hvorfor vi overhovedet havde mortergranaterne med fosfor i vores arsenal, hvis det er forbudt at skyde med dem«.

Om at anvende civile palæstinensere som skjold. Flere beretninger fortæller, at israelske soldater sendte civile palæstinensere foran sig for at beskytte sig mod angreb fra Hamas.

»Vi kaldte dem ’Johnnie’, og det var civile palæstinensere, der var blevet tilbage, på trods af at hæren havde sendt flyveblade ned, inden vi rykkede ind. De fleste civile var væk, men nogen af dem blev for at passe på deres huse«.

»Måske havde de ingen steder at tage hen. Hvert hus, vi nærmede os, sendte vi en ’Johnnie’ ind for at tjekke, om der var væbnede Hamasmænd derinde. Andre gange fik ’Johnnierne’ udleveret 5 kg forhamre og blev sat til at smadre mure, fordi vi ikke ville gå ind af dørene, af frygt for at de var minerede«.

Om stemningen blandt de israelske soldater:

»Der var mange ting, der generede mig, Først og fremmest alle ødelæggelserne. Al skyderiet imod uskyldige. Det var virkelig et chok for mig, da jeg opdagede, hvem jeg var sammen med. Mine kammerater, det var utroligt«.

»Når så officererne kommer og siger: »O.k. – skyd«, så holder soldaterne sig ikke tilbage. De venter bare på at få lov at skyde og fornemme den der følelse af magt, hvor man med en finger på aftrækkeren kan smadre en halv bygning«.

Om ødelæggelserne:

»Der var ødelagte huse over det hele. Det var helt tydeligt, at der var blevet skudt på dem med ustyrlige mængder ild. Vi så ikke et eneste hus, der ikke var blevet ramt. Hele infrastrukturen var ødelagt, stier, marker, veje, det hele var lagt i ruiner. D-9’erne havde kørt hen over det hele for at bygge kampvognspositioner. Hele det område, vi var i, var fuldstændig ødelagt«.

»Ruiner. Jeg havde på forhånd set luftfoto af området, og jeg er ret god til at huske den slags. Jeg huskede, at der 200 meter længere nede skulle være et kryds med to store huse. Men der var ikke noget kryds. Og jeg kunne huske, at der skulle være en plads med et Hamasmonument. Men der var ikke noget. Kun murbrokker«.

KRONIK Hvad skete der egentlig i Gaza?