Der er halvmørkt i det inderste hjørne af den lille restaurant, men manden overfor beholder de store solbriller på i et forsøg på at virke så anonym som muligt. Efter mødet forsvinder han hurtigt hen ad gaden, mens han kikker ned i jorden og undgår øjenkontakt med andre.

Raafat al-Luwaizy er på flugt, fordi han står på en terroristgruppes »forræderliste«. Gruppen har sendt sedler til hans familie, hvor den truer med at likvidere ham. Derfor er han gået under jorden og har levet i skjul her i Kirkuk, siden han blev tvangshjemsendt fra Danmark i slutningen af juni.

LÆS OGSÅHjemsendte irakere går under jorden

»Jeg overlever dag for dag, fra time til time. Du spørger, hvor jeg er henne om tre måneder. Hvordan skal jeg kunne svare på det, når jeg ikke engang kan planlægge i morgen?«, siger han under mødet på den lille restaurant.

Flygtede til Danmark for tre år siden
Raafat er 32 år. Han flygtede til Danmark i 2006. Nu er hans asylanmodning afvist, og han var en af de første seks irakere, som blev tvangshjemsendt 25. juni. To af dem kommer her fra Kirkuk, som er et af de farligste områder i Irak, som FN fraråder at sende flygtninge tilbage til.

DIREKTEStil et spørgsmål til hjemsendt iraker

Kirkuk er en olierig by med mere end en million indbyggere. Den er splittet mellem tre store etniske grupper, kurdere, arabere og turkmener. Den hærges jævnligt af etniske drab og terrorbomber, den seneste bilbombe eksploderede i fredags i et kurdisk kvarter, 2 blev dræbt og 16 såret.

Eneste chance for beskyttelse
»Men det er her, jeg har min familie og venner – min eneste chance for beskyttelse. Det hjælper ikke noget at tage til en anden by i Irak, terroristerne kan finde mig overalt. Det er kun her i Kirkuk, at jeg kan håbe på hjælp fra vennerne«, fortæller Raafat.

Siden tvangshjemsendelsen har han boet på skift hos venner. Han er bange for at opsøge sin nærmeste familie, fordi naboer så kan opdage, at han er tilbage. I januar blev den seneste besked fra terrorgruppen afleveret til hans forældre.

»Der stod: »Dette er sidste advarsel, giv den videre til jeres søn, som er forræder«. Mine forældre blev så bange, at de fortalte naboerne, at de flygtede til Syrien. De forlod deres hus, men bor i skjul i en anden del af Kirkuk«, siger Raafat.

Bange døgnet rundt
Han beskriver sin situation som håbløs. Han er bange døgnet rundt: Det har krævet megen overvindelse at tage turen gennem byen ved højlys dag for at mødes med Politiken. Men det er vigtigt for ham, at danskerne kommer til at kende følgerne af tvangshjemsendelserne.

»Jeg fik afslag på min asylansøgning i Danmark med beskeden: »Du er ingeniør, der er arbejde til dig i Irak«. Folk fra andre lande får asyl i Danmark, men hvorfor kan vi irakere ikke få det? Det må være en politisk beslutning. Politifolkene, som fulgte os fra Danmark til Bagdad, sagde det samme. Men jeg har ikke forstået grunden til den politiske beslutning. Vi bliver sendt tilbage af årsager, vi ikke kan få nogen forklaring på«, siger Raafat og ryster på hovedet.

Han påpeger, at han ikke er flygtet fra Kirkuk på grund af den almindelige usikkerhed i byen.

»Jeg har været her, da drabene og terrorbomberne begyndte i 2003, 2004 og 2005. Det var først, da en terrorgruppe truede mig på livet i 2006, at jeg flygtede. Jeg ville bare væk fra Irak i en fart, og det var et tilfælde, at jeg gennem menneskesmuglere kom med en lastbil til Danmark. Når det skal gå stærkt, kan man ikke selv vælge. Det er skæbnen, der vælger for dig …«.

Arbejdede for amerikanerne
Raafat fortæller, at han kom i knibe i 2006, da han som ingeniør arbejdede for de amerikanske besættelsesstyrker i den såkaldte grønne zone i Bagdad. Det er en del af den centrale bykerne, hvor det amerikanske hovedkvarter, den irakiske regering og de vestlige ambassader holder til.

Den grønne zone er omgivet af en høj beskyttelsesmur. For at forhindre terrorangreb er området stærkt bevogtet, og det kræver særlig tilladelse at komme ind.

Raafat havde tilladelsen, og en dag blev han standset uden for zonen af tre civile mænd.

Truet af tre civile
»De kendte mit navn og vidste, at jeg arbejdede for amerikanerne. De ville have mig til at give detaljerede oplysninger om amerikanernes bevægelser. De sagde, at jeg er på »forræderlisten«, fordi jeg arbejdede for amerikanerne. Hvis jeg ikke ville give dem oplysninger, ville jeg blive likvideret«.

Han fortæller, at der var politifolk i nærheden, mens det skete, men at de tre civile overhovedet ikke var bange for politiet. Det tolker han, som om terroristerne også har forbindelser ind i systemets rækker. Raafat blev bange for truslen. Han søgte om orlov uden løn og tog hjem til Kirkuk. Her dukkede et brev op hos hans forældre om, at sønnen var på »forræderlisten« og skulle likvideres. Derfor flygtede han igen – og endte ved et tilfælde i Danmark.

»Men nu er jeg tvunget tilbage til Irak. Hvad skal jeg gøre? Det er umuligt at arbejde i denne situation. Jeg har ingen penge og kan derfor ikke betale for en ny flugt. Hvor skal jeg tage hen? Når Danmark, der gør sig til talsmand for demokrati og menneskeret, putter os i lejre og sender os hjem, hvad kan vi så forvente af andre lande?«, spørger han og tilføjer:

»Jeg har hverken været involveret i kriminalitet eller noget andet ulovligt«.

Nåede at få en dansk kæreste
I asylperioden i Danmark nåede Raafat at få en dansk kæreste, men den forbindelse er han helt bevidst ved at lukke ned for:

»Min sag er slut i Danmark. Derfor er jeg også ved at gøre det forbi med min kæreste. Hun skal ikke blive ved med at lide under, at jeg aldrig mere kan komme til Danmark. Hun skal videre med sit liv, selv om jeg ikke kan se, hvordan jeg kommer videre med mit«.