Både små og store EU-lande vil hellere selv bestemme, hvor skabet skal stå, end rette sig efter en stærk leder.

Derfor endte gårsdagens valg til posterne som præsident og udenrigschef med at falde på de ukendte kort belgieren Herman van Rompuy og britiske Catherine Ashton.

LÆS OGSÅ Ekspert: Hende baronessen - hvem er hun?

EU-ekspert Marlene Wind påpeger, at medlemslandene har kørt en »kæmpe intern krig« - især de EU-venlige og mindre lande Belgien, Holland og Luxembourg - for ikke at få en højtprofileret topfigur.

Afviste blankt Blair
De små lande har gennem interne breve og erklæringer blankt afvist den britiske eks-premierminister Tony Blair, der længe var favorit til posten som præsident - også kaldet Fast Formand for Det Europæiske Råd.

»De har ikke ønsket en leder fra et stort land, der måske ville tage æren for succeserne og nøjes med at konsultere de andre store lande. De var bange for at blive kørt ud på et sidespor«, siger hun og peger på, at de EU-venlige lande desuden ikke ønsker en leder fra et traditionelt EU-skeptisk land som Storbritannien, der ikke er med hverken i euro- eller Schengensamarbejdet.

Men de mindre lande har kun haft succes med strategien, fordi de store lande samtidig ikke har ønsket, at nogen skulle stjæle rampelyset.

LÆS OGSÅ Eksperter: Europa opfører sig barnligt over for USA

»De vil gerne fortsætte det mellemstatslige samarbejde og selv bestemme i hvilken retning, EU skal bevæge sig. Nu er vi landet på den laveste fællesnævner - EU er blevet en butik, der bare skal køres«, påpeger Marlene Wind.

Posten afhænger af personen
Kan det ikke vise sig at være klogt at starte blødt ud med en leder, der kan fremme integration og dialog med lande som Polen og Tjekkiet?

»Det kan der være noget om, men 90 procent af sådan en post er afhængig af personen, der får den, og enten viser de nye ledere sig at trænge igennem, eller også kan man frygte, at man nu lægger linjen for, hvad man mener EU's topposter skal rumme«, siger hun.

Britisk post tilgodeser Cameron
Sara Hagemann er PhD i EU-politik og underviser på det anerkendte universitet London School of Economics and Politics.

Hun beskriver valget af det belgisk-britiske team som et udslag af alliancen mellem Tysklands Forbundskansler Angela Merkel og den franske regeringsleder Nicolas Sarkozy.

Onsdag sagde Merkel, at de to lande, som udgør den stærkeste alliance i EU, ville gå til forhandlingsbordet med en fælles holdning til, hvem der skulle have posten som EU's første præsident - måske ovenikøbet med et navn. Det var Herman van Rompuy.

Den anden post skulle tilgodese andre interesser. De britiske.

»Udnævnelsen af Catherine Ashton sender et signal om, at regeringslederne vil have, at England skal sidde centralt i toppolitikken i EU«, siger Sara Hagemann og peger på, at man har ønsket at opbløde de hårde fronter, der er trukket op mellem den engelske konservative opposition - sandsynligvis det kommende regeringsparti - og lederskabet i Bruxelles.

Barroso vil fremstå stærk
Hvad er konsekvensen af valget?

»Intentionerne bag de topposter tilbage til dengang, man begyndte at diskutere forfatningstraktaten, den nuværende Lissabontraktat, var at give EU et genkendeligt ansigt. Det kan man nu stille spørgsmålstegn ved om, man har fået«, siger Sara Hagemann.

Hun peger på, at Kommissionsformand José Manuel Barroso efter al sandsynlighed i det nye selskab vil komme til at fremstå stærk - mange havde ellers forudset, at han ville forsvinde fra det politiske centrum med de to nye topposter.

»Barroso er allerede en etableret EU-topfigur, og han skal nu dele manegen med to profiler uden tung EU-ballast. Han vil efter alt at dømme - og imod forventning - få en stærk EU-profil under den nye traktat«, siger Sara Hagemann.