Det kostede i 1970’erne tyske atomkraftværker små 60 millioner kroner at lagre 126.000 fade med radioaktivt affald i en saltmine nær Wolfenbüttel i Niedersachsen.

I dag, 30 år efter lukningen af affaldsdepotet, vil det koste tyske skatteydere mindst 15 milliarder kroner at bjærge de mange affaldstønder op igen fra minen og lagre dem et mere betryggende sted.

Asse II, som depotet hedder, kan udløse en uoverskuelig miljøkatastrofe. Politikere og videnskabsmænd ved ikke, hvad der er smidt væk i lageret. De ved ikke, hvor radioaktivt affaldet er. Og de ved ikke, i hvilken tilstand af opløsning de mange giftfade befinder sig.

Svindel med deklarationer
Det har vist sig, at leverandørerne af affald i perioden 1967 til 1978, da Asse II modtog tyskproduceret atomskrald, har svindlet med indholdsdeklarationerne.

Den dokumenterede svindel skulle skjule, at fadene indeholdt langt højere radioaktivt affald, end deklarationerne viste.

Ingen ved, om man kan nå at flytte fadene, inden katastrofen er fuldbyrdet. Da man oprettede depotet, lovede fagfolk, at der kunne gå århundreder, inden der trængte vand ind i gruben. Det tog ti år.

Saltlage strømmer ned i minegange
I 1988 kom vandet, og i dag strømmer der 12.000 liter saltlage ned i minegangene.

Driftsselskabet BfS, den statslige styrelse for strålebeskyttelse, forsøger at pumpe det op igen. Men styrelsen advarer om, at hver dag tæller.

Vandindstrømningen kan hvert øjeblik komme ud af kontrol, og så ender en ukendt mængde lav- og middelradioaktivt affald, herunder mindst 24 kg plutonium, i den tyske undergrund.

LÆS OGSÅAtomkraft breder sig voldsomt i Europa

De store mængder radioaktivt affald kan næppe anbringes i affaldsskakterne i det nærliggende depot Gorleben. Det blev midlertidigt lukket for »forskning« af den daværende socialdemokratisk-grønne regering for ti år siden, da man tvivlede på sikkerheden.

BfS’ direktør, Wolfram König, siger: »Vi må afveje, hvad vi kan byde de næste generationer«.

Politikere: Industri skal betale
Angela Merkels borgerlige regering ønsker, at atomindustrien er med til at betale for oprydningen. Det samme siger oppositionen.

Men det er industrien ikke umiddelbart interesseret i. Wulf Bernotat, direktør for Europas største energikoncern, det tyske E-on, kalder det »et politisk problem«.

Industrien overvejer dog at komme med indrømmelser. Men kun på den betingelse, at den kan hente pengene fra den stærkt øgede indtjening, man venter sig af en politisk vedtaget forlængelse af driftstiderne for flertallet af de 17 stadig fungerende tyske atomkraftværker.

KRONIK OM ATOMKRAFTTuren går til Brokdorf

Atomindustrien jublede, da et minefirma, Wintershall, i 1963 stillede nogle fra 500 til 700 meter dybe skakter i en udtjent saltmine nær Wolfenbüttel til rådighed for dens affald.

Politikerne sagde god for projektet. Det skete, selv om lagringen allerede dengang ikke levede op til selv de mest minimale standardkrav. Den statslige styrelse, BfS, kalder lagringen dengang for »uansvarlig«.

Men politikerne mente i 1960’erne, at Asse II kunne blive et »slutlager« for atomaffald og krævede først fra 1975, altså tre år før lukningen, et beskedent gebyr for ulejligheden ved at lagre fadene.

Tanken var, at den tyske kernekraftindustri skulle hjælpes hurtigt og effektivt på benene uden astronomiske startomkostninger.

Dyr side om side med atomkraftværker
På sin side har industrien siden, bl.a. i store offentlige reklamekampagner, solgt sine produkter som »miljørene« og billige. Så sent som sidste år kunne togrejsende glæde sig over store billboards på stationerne, hvor man så får og køer græsse fredeligt side om side med atomkraftværker midt i den skønneste natur.

I tiden op til den politisk foranledigede lukning af Asse II i 1978 hældte atomindustrien affald ned i minen, ofte udeklareret og ofte helt ureglementeret.

Tønderne er mange steder væltet omkuld, og flere minegange er styrtet sammen. Det gælder bl.a. dem, hvor der ligger mellemfarligt radioaktivt affald – stadig ifølge de datidige deklarationer, der ikke overdrev strålefaren.

Affaldet er i øvrigt blandet sammen med andet industriaffald, bl.a. kadavere af råddent kvæg.

Arbejdere risikerer kraft
Styrelsen BfS har overvejet to andre redningsmuligheder. Enten at grave affaldet endnu dybere ned i den ødelagte mine eller støbe det hele ind i beton.

Begge muligheder er forkastet, bl.a. fordi BfS frygter, at man ikke har tiden til det.

De arbejdere, som skal håndtere det affald, der skal hentes op på jorden og anbringes i et nyt midlertidigt lager, får en ti procent forhøjet kræftrisiko, erkender BfS.