Eksprestoget har lige forladt Malmø og kører 200 kilometer i timen mod Stockholm. Udenfor er der grønt. Grønne birkeskove, grønne marker, grønne granskove, grønne plæner, grønne egetræer, grønne bøgetræer. Sverige er en skov, der aldrig ender.

Mellem træerne dukker barndommens land af og til op. Et par røde og gule gårde med en lille tilhørende mark og et par køer. Gårdene er verdensberømte og ligger i Bulderby. De er en del af den store nordiske godnathistorie. Mellemgården, Sydgården og Nordgården hedder de i Astrid Lindgrens børneeventyr.

Her er der altid hvid jul, klingende frost og bjældeklang, her bor Ronja Røverdatter, Pippi, Tommy, Annika, og her hejste skarnsknægten Emil sin lillesøster op i flagstangen. Her er der rige gårdejere og fattige bønder, men kun få sulter, og når den farende landsknægt kommer forbi, bliver han budt på mad, og han får også en øl. Men kun én. Indimellem er der søer og stille svenske provinsbyer, der får Herning til at ligne Paris, Gørlev til at tage sig ud som en sydende metropol, og Sverige til at ligne sig selv.

Men djævlen ligger gemt i idyllen, mener Mona Sahlin. Hun er Socialdemokraternas statsministerkandidat og kalder det valg, svenskerne går ind til om 14 dage, for et skæbnevalg. For noget har ændret sig. Ikke voldsomt og dramatisk, men snigende og til tonerne af statsminister Fredrik Reinfeldts borgerlige melodi om, at Moderaterna er det virkelige arbejderparti.

I Socialdemokraternas Folkehjem stod fattig og rig side om side, samfundet tog de svage og syge i hånden, og ligheden var det politiske ideal. I Reinfeldts Sverige kan de rige springe foran de fattige i køen til sygehuset, kræftsyge mister deres sygedagpenge og bliver henvist til bistandshjælp, skattelettelser er midlet og uligheden målet.

At Sverige og Danmark under borgerlige regeringer stadig er de lande i verden, hvor ligheden er størst, skyldes kun, at det tager længere end en valgperiode at rive ned, hvad socialdemokraterne har bygget op på et århundrede.

»Sverige er jo kommet så langt, fordi politikken har været indrettet på det i mange årtier. Det er ingen naturlov. Hvis man sænker skatterne mest for dem, som tjener meget, og man samtidig tager velfærd fra dem, som har det hårdest, så vokser kløfterne. Det er et bevidst valg, regeringen har foretaget«, siger Mona Sahlin, og hun har historien på sin side.

Sverige bæver
Ligesom historien om det moderne Danmark er historien om verdens bedste folkehjem overvejende skrevet med rødt blæk, og sammenholdt med karismatiske socialdemokratiske skikkelser som landsfaderen Tage Erlander, den brillant begavede Olof Palme og den arrogante, men retorisk blændende Göran Persson, lignede Fredrik Reinfeldt for bare to år siden endnu et spagfærdigt blåt komma i den store røde bog.

Men noget skete. Sverige havde formandskabet i EU i anden halvdel af 2009, og Reinfeldt gjorde det godt. Ligesom det gik op for svenskerne, at de har en fremragende økonomisk begavelse i finansminister Anders Borg. Han går med pisk i nakken, han tør skælde bankerne ud, og så sent som i slutningen af august fremlagde han endnu en opjustering af vækstprognosen for svensk økonomi.

Sverige er nu den hurtigst voksende økonomi i EU, arbejdsløsheden falder, eksporten stiger, og på samme måde er det gået med regeringen Reinfeldt i meningsmålingerne. I 2008 lå de næsten 20 procent bag Socialdemokraterna og så sent som i foråret 7 procent efter. Men over sommeren skiftede flertallet farve, i august førte den borgerlige alliance med 7 procent, og for første gang i svensk historie stod en borgerlig statsminister til at genvinde et valg. Men fredag kom de seneste meningsmålinger. Alliancen er nu kun 2 procent foran, Sverigedemokraterna inde igen som en ond drøm fra Skåne, og Sverige bæver.

Nummer 1
Men det behøver landet ikke. En af Sveriges store personligheder, den politiske forfatter, journalist og modtager af Nordisk Råds Litteraturpris Per Olov Enquist, mener, at det land, der går til valg, er et stærkt land. Han holder med Socialdemokraterna, men under alle omstændigheder vinder Sverige.

»Det svenske velfærdssystem har overlevet og overlever. Den svenske økonomi går godt, svensk småindustri går godt, og mens hele verden har været rystet af økonomiske katastrofer, så går det ganske roligt og stille. Det er klart, at dette giver selvtillid«.

Det amerikanske blad Newsweek lægger ved til selvtilliden. I sit augustnummer har det vejet verden på en vægt for at finde ud af, hvor et menneske, som bliver født i dag, har størst mulighed for at leve et sundt, trygt og vellykket liv. De har set på sundheden, livskvaliteten, den økonomiske dynamik og det politiske miljø og er nået frem til, at Sverige er verdens tredjebedste land at leve i. Det ligger foran Danmark, som er nummer ti, og er kun overgået af Finland og Schweiz.

På ét punkt er Sverige nummer 1. Svenskerne lever i verdens bedste politiske miljø. Her er ytringsfriheden, pressefriheden og religionsfriheden ifølge Newsweek bedre beskyttet end i nogen andre lande, og Newsweek er ikke alene.

Det velanskrevne blad The Economist udarbejder med mellemrum en rangliste, hvor det udnævner verdens bedste demokrati ud fra kriterier som valgprocessen, regeringens evne til at fungere, politisk deltagelse hos befolkningen, politisk kultur og civile frihedsrettigheder. Den seneste opgørelse blev offentliggjort i 2008. Sverige ligger nummer 1.

De tavse svenskere
Den somaliske taxachauffør taler flydende engelsk og svensk. Han har boet fire år i den bedste af alle politiske verdener. Her er frit og fredeligt, og han har det godt, men hvordan svenskere er over for somaliere kan han ikke svare på.

»Jeg ved det ikke. De siger aldrig noget. Så jeg ved ikke, om de er gode eller onde«.

Det skal han nu ikke være overrasket over.

»Svenskerne er historisk set vældig usociale sammenlignet med danskerne. De lidt ældre generationer hilser ikke på mennesker, som de ikke kender. Hvad skal jeg sige til en person, som jeg ikke kender. Der er ikke noget at tale om jo«, siger professor emeritus Åke Daun. Han er tidligere chef for Etnologisk Institut ved Stockholms Universitet og udgav i 1989 bogen ’Svensk mentalitet’. Den blev en bestseller, er oversat til en række sprog og sælger stadig. Konklusionen er, at svenskerne har en række særegne karaktertræk. De er generte, uafhængige, konfliktundvigende, saglige, tungsindige og sparsomme med deres følelsesudtryk.

For nylig så Åke Daun en udsendelse i fjernsynet.

»En svensk kvinde, der blev interviewet i en forstad med mange indvandrere, blev spurgt: Hvis du går fra din bolig til den forretning, hvor du køber mad, og møder en nabo, som bor i samme hus, og I ikke har set hinanden længe, hilser du så? Hun svarede: Nej, det gør jeg ikke. Men hvis jeg vil noget, så hilser jeg«. Det er meget typisk. Man må have en anledning. Man taler ikke sammen, hvis man ikke behøver det, og det er stadig ganske typisk svensk«.

En taxachauffør af østeuropæisk afstamning, som har været i Stockholm i 40 år, vil egentlig gerne tale med Politiken om Sverigedemokraterna. Han er ikke enig med dem, men synes de holdes ude. Han ser næsten ked ud af det, for han er svensk og vil ikke være uhøflig. Men han vil ikke sige mere.

»Det er Stockholms Taxis politik. Vi må ikke tale politik med kunderne«.

Reinfeldt
Heroppe er der nogen, der siger, at statsminister Fredrik Reinfeldt har humor. Det er nu ikke en egenskab, han går og reklamerer med. Han er en høj mand med tyndt tilbagestrøget hår, hans holdning er lidt ludende og kropssproget er blødt. Hans øjne er sørgmodige, hans udstråling blodfattig, og lige meget om han er glad eller ked af det, ser han ked ud af det.

Han taler heller ikke særlig højt på denne dag, hvor han skal fremlægge den borgerlige alliances store valgmanifest i et kulturhus foran den samlede svenske presse, og hvis fremlæggelsen af det program, som skal vinde valget, skulle decibelaflæses på en computerskærm, ville det være en lang monoton streg.

Der er fire punkter, der for alvor skal gøres noget ved, mener han. Der er arbejdsløsheden, som er faldende, men stadig 9 procent og højere end i Danmark. Der er skolen, hvor der er åbenbare brister med kundskaberne. Der er kvaliteten i velfærdssamfundet, hvor omsorgen skal være bedre og sygehusene mere tilgængelige. Desuden skal folk føle sig mere trygge, men Reinfeldt fremlægger ikke kampen for tryghed på en måde, så det lyder, som om samfundet skal ud og jage forbrydere. Snarere som om det også er synd for dem.

»Her er det også vigtigt at sige, at i et åbent og frit samfund, der findes også dem, som har en fornemmelse af at være indelukkede og udenfor, og som lever i skyggen af vold og narkotika«.

»For at skabe arbejde må der findes makroøkonomisk stabilitet«, siger han også.

Nogen politisk popdreng er han ikke, men trods tætte meningsmålinger er det Fredrik Reinfeldt, der har det personlige momentum. Svenskerne stoler mere på ham end på Mona Sahlin. Middelklassedrengen fra en forstad til Stockholm er selv vokset op med indvandrerunge, og med sin ydmyge fremtoning har han vundet almen respekt. Med den lille tilføjelse ’Nya’ til Moderaterna har han ført partiet mod midten, og når han siger, at han vil skabe arbejde til svenskerne, fordi det er forudsætningen for, at Sverige kan have fremgang, lyder det, som om han mener det, og som om han tænker mere på den store middelklasse end på den overklasse, som traditionelt har stemt på Moderaterna. Når han en gang imellem går til angreb på sine modstandere, så er det meget dæmpet.

»Vi har en arbejdslinje – de har en bistandslinje«, siger han altid. Hans hovedbudskab i valgkampen er, at der vil ske skattelettelser for 25 milliarder svenske kroner, og at folk skal have lov til at arbejde, til de er 69 år.

Engang blev Reinfeldt spurgt, hvad hans visioner var for Sverige. Han svarede, at han ikke kunne lide at tale om store visioner, for det lød altid som floskler, når politikerne kom med store visioner. Det er den slags svar, svenskerne er kommet til at holde af.

»Reinfeldt er en meget blød mand. Han lytter til mennesker, og han tager virkelig til sit hjerte, hvad de siger. Han er meget ydmyg, og det er vigtigt. Han ser ikke sig selv som højere og mægtig, men som en af folket. Han er vidunderlig«, siger Jordan Cansington på 21 år.

De unævnelige
Hun kom til Sverige fra USA, da hun var syv, har et lille spir i underlæben, en spraglet ring i tungen, en vældig farvet manke og ligner mere en blid bz’er end en moderat vælger. Hun er eminent veltalende, men også arbejdsløs, og hun bedyrer, at hun tager pænt tøj på, hver gang hun søger arbejde. Men der er ikke noget at få, selv om hun har søgt alt fra McDonald’s til lagerarbejde, og det er på grund af unge som hende, at Reinfeldt betegner ungdomsarbejdsløsheden som Sveriges største problem.

Men han kan få et, der er større, for selv om hun tror, hun vil stemme på ham, så er Sverigedemokraterna også en mulighed. Sverige tager for mange fremmede ind, og hun har hørt om mennesker, der tager til landet og begår forbrydelser, så de kan komme i svensk fængsel, fordi svensk fængsel er som et hotel for dem.

»Så er noget virkelig galt«, siger Jordan, der mener, at de, der kommer, må acceptere, at Sverige er Sverige.

»Hvis de vil bygge landet med os, vil jeg være lykkelig for at have dem. Men hvis de kun prøver at gøre det her land til deres land, hvorfor er de her så?«, siger Jordan Cansington, der ubesværet tager Sverigedemokraterna i sin mund.

Sådan er det ikke på Reinfeldts pressemøde. Her har de det lidt, som personerne i Harry Potter-bøgerne har det med lord Voldemort. Hvis man nævner navnet, findes han, og så tager dæmonerne fra de dødes rige magten. Reinfeldt siger ikke et ord om den onde drøm fra Skåne, ingen journalister spørger til dem, og den generelle opfattelse er, at Sverigedemokraterna er noget, som interesserer danskerne mere end svenskerne, at partiet får langt mere omtale, end dets størrelse berettiger til, og at det søger et martyrium, som det ikke skal have foræret. Et svensk valg er simpelthen for vigtigt til mere vrøvl om Sverigedemokraterna.

Så hellere tale om, at der fortsat skal være skattefradrag til svenskere, der vil have udført rengøring og havearbejde, ligesom regeringen vil halvere restaurantmomsen, fordi det skaber vækst og mennesker i arbejde. Desuden vil man belønne supermiljørigtige bilejere, privatisere statslige virksomheder, gøre det dyrere at købe alkohol og tobak og skærpe straffen for dem, som køber sex.

Man kan ikke sige, at Fredrik Reinfeldt smiler, da Politiken spørger, hvad han synes om Sverigedemokraterna, men han svarer.

»Vi har to tydelige regeringsalternativer i Sverige. Det er det, valget handler om. Jeg fører hovedsagelig politik for at fortælle, hvad Moderaterna står for. Jeg er ikke valgt for at formulere, hvad andre partier står for. Jeg håber, at det svenske folk indser, at hvis man stemmer Sverigedemokraterna ind i Riksdagen, så risikerer man at tabe en del af den stabilitet, man har haft med en majoritetsregering, som har ført Sverige gennem en svær finanskrise, og at det kommer til at blive meget sværere, hvis de skulle få et mandat til Sveriges Riksdag«.

Kan der komme en situation, hvor du vil samarbejde med Sverigedemokraterna, hvis de bliver tungen på vægtskålen?

»Nej«.

Giv os Sverige tilbage
Den afdøde danske sangerinde Natasja, som skrev hittet ’Jeg vil have Danmark tilbage’, må se på lidt af hvert, derfra hvor hun nu befinder sig. Først kopierede Dansk Folkeparti hendes slaglinje. Nu gør Sverigedemokraterna det.

’Ge oss Sverige tilbage’, står der på de brochurer, som Sverigedemokraterna uddeler fra deres valgstue på Sergels Torv. De unge partisoldater er venlige og imødekommende, men en del af de unge, der stiller sig op for at diskutere, taler til dem, som man taler til den langsomste knallert på molen. På et tidspunkt løber nogen forbi og vælter deres bord med badges og brochurer. De er gule og blå. Politiet når ikke at stoppe ham.

Jimmie Åkesson er her også. Han er en velformuleret mand, der rejser rundt med et budskab om, at den farveglade svenske magtelite er blind over for farerne ved islam, at det er en religion uden kærlighedsbudskab, og at mange muslimer mener, at konvertitter skal henrettes. Ifølge Åkesson har mindst ti muslimske terrororganisationer etableret sig i Sverige, ledende muslimske talsmænd vil have indført sharialovgivning, muslimske mænd er årsag til, at Sverige har europæisk voldtægtsrekord, og han finder det foragteligt, at der er kønsadskilt svømmeundervisning i svenske skoler, at staten betaler penge til omskæring af sunde drengebørn, og at der nu tilbydes rituelt slagtet kød i svenske kølediske, samtidig med at svenske forskoler holder op med at servere svinekød. Han synes, det er grotesk, at han ikke må optræde på Expressens valgstue, og at det er falsk historieskrivning, når man knytter Sverigedemokraterna til nazismen.

»Der fandtes en bevægelse i 80’erne, som var meget mod indvandring, og der fandtes individer med kobling til ekstreme bevægelser. Værre har det aldrig været. Det er de svenske medier, som har udlagt os som et ekstremt parti. Sådan er det ikke«. Hans politiske mål er at få ’folkhemmet’ tilbage og at begrænse Europas mest ekstreme masseindvandringspolitik.

»Folkehjemmet er for mig den indre solidaritet, som fandtes i det svenske samfund, hvor der var et fællesskab og en samhørighed. Det er man helt og holdent ved at ødelægge gennem masseindvandringer og gennem en stærk europæisering af det svenske samfund«.

Elitens bySverige.  Fem billeder af Sverige. Fra Malmø til Stockholm. Øverst til højre en af Sverigedemokraternas sympatisører, som ikke ønsker at få sit navn frem. Herover en af servitricerne på Conditoriet i Markaryd.
Stockholm er en ren, lys, vandomkranset by, der ligger blændende smukt på 14 øer, forbundet af 54 broer, og hvis velstand måles i vandudsigt, er stockholmerne nogle af verdens rigeste. Kører man gennem Skærgården mod Østersøen, afløser det ene rigmandskvarter det næste med velhaverhuse i vandkanten og med lystbåde så store og talrige, at de får Rungsted Havn til at ligne en jollehavn. Men byen er også elitens by.

»Hvis man skal nå noget i politik eller kulturlivet, så skal man til Stockholm. Ingen mennesker, der har ambitioner om at nå langt i Sverige, kan blive boende i Umeå eller endda Göteborg«, siger Åke Daun. At det er elitens by, aflæses også på stemmetallene i byen. Hvor København aldrig har haft andet end et rødt styre, er magten skiftet mellem de borgerlige og Socialdemokraterna i Stockholm. For tiden er Moderaterna det største parti i byen. Ved sidste valg vandt de stort over Socialdemokraterna, og det ser de også ud til at gøre denne gang.

Men i modsætning til København har byen intet Nørrebro eller Vesterbro, hvor mennesker fra Tyrkiet, Irak, Marokko og Somalia har bosat sig. Den muslimske befolkning er næsten ikkeeksisterende i indre by, og man skal sætte sig ind i en taxa eller tage uden for byen for at møde den. Her ændrer billedet sig til gengæld drastisk. I en by som Alby er der pædagogiske farvestrålende svenske legepladser, grønne bakkede plæner, men næsten ingen hvide svenskere, og hvis man skulle være rig, skulle man slå sig ned som parabolantennefabrikant i Alby. En anden forskel fra København er, at kun ganske få ældre kvinder bærer tørklæde.

Stockholm by night
Det er en kølig lørdag nat, men Stockholm syder, og det er ikke kun den unge velklædte og økonomisk velpolstrede elite, der er i byen. For mange ser livet ud til at begynde ved de 40. De svenske restauratører har taget konsekvensen af klimaet, næsten alle restauranter har udendørs servering under glødende varmelamper, og fra det hippe Södermalm til de dyre restauranter og barer på Stureplan er byen forvandlet til en stor fest, som i langt højere grad end i København foregår udenfor. I den svenske succesforfatter Jens Lapidus’ romaner om Stockholm er især diskotekerne på Stureplan et dekadent mekka for alle, der vil købe og sælge kokain, flashe Guccibælter og Ralph Lauren-skjorter. Kokainen er ikke til at se. Dyre åbne biler og unge mænd med silketørklæder i blå blazere og med knivskarpe skilninger er der til gengæld så mange af, at Mona Sahlin burde sende et skjult kamera herned og vise, hvordan unge moderater fester. Lysten til at vise velstand er stor.

På Södermalm i den anden ende af byen har Åke Daun boet i en menneskealder. Kvarteret kan minde om Vesterbro, med den forskel at her ingen indvandrere bor, og han ser en ny generation af unge svenskere vokse op. Hvor hans generation sad indenfor hos hinanden, spillede kort, hørte grammofonplader og røg cigaretter, går den nye generation i byen og ryger ikke. De har kolossale netværk, de kender verden, de kender mennesker fra andre lande, og de har forandret Stockholm.

»Der er en kolossal forskel. Jeg har boet på Södermalm siden 1973. Da var det et arbejderkvarter, og der fandtes næsten ingen restauranter og vistnok kun ét hotel. Nu er Södermalm det mest restauranttætte kvarter i Stockholm«.

Man kan stadig kun købe spiritus på Systembolaget, og en gin og tonic koster omkring 100 svenske kroner, men billedet af et afholdsland med restriktive regler er for længst malet over af et nyt, mere løssluppent og forlystelsessøgende Sverige.

»I 70’erne måtte man ikke spise udenfor, man måtte ikke drikke udenfor, og man kunne ikke gå ind på en restaurant og bestille en øl uden også at bestille mad. De steder, man kunne gå ud, lukkede klokken 24, og fra da af var Stockholm stille og tyst. Når man gik ud, gik man ud for at spise. Nu går de unge ud for at feste. Vi holdt fest, når vi havde bryllup eller fyldte 50«.

Send valgobservatører
Men nu er festen forbi, hvis det står til den danske regering. De vil have valgobservatører til broderlandet, fordi svensk TV4 nægtede at vise Sverigedemokraternas valgvideo, og fordi det svenske valgsystem er indrettet på en måde, så der er en lille risiko for, at man kan se, hvad ham ved nabobordet stemmer på, hvis man er intimiderende nysgerrig.

Men Mona Sahlin siger, at hun er stolt over, at man i Sverige har modet til at tage debatten mod dem, som fører hetz mod en bestemt befolkningsgruppe, og hun forsvarer beslutningen om ikke at vise filmen.

»Det, jeg har set af SD’s forsøg på reklamefilm, er en hetz mod en befolkningsgruppe«, har hun sagt, og da Politiken spurgte hende om, hvorfor Sverige tilsyneladende kan have en valgkamp, uden at der tales om indvandring og Sverigedemokraterna, sagde hun.

»Fordi i Sverige taler vi om arbejdsløshed og om brister i velfærden. Når vi taler om at stå udenfor, så handler det om alle mennesker, som bor i vores land. Vi har aldrig haft en debat om at skyldsbelægge en gruppe. Og jeg vil virkelig, at Sverige aldrig skal komme dertil. Vi er mere modne. For det handler ikke om at dølge en debat, men at tale om det, som er det virkelige problem. De, som mister arbejdet, uanset om den person, der gør det, er kommet hertil som flygtning eller er vokset op i Sverige«.

Sveriges statsminister har med en afdæmpet Reinfeldt classic sagt, at han mener, at »vi har en tilstrækkelig demokratisk tradition i Sverige til, at vi kan klare os uden valgobservatører«.

Sagen er dog langt større i Danmark end i Sverige, eller som Per Olov Enquist udtrykker det:

»Partistrategerne siger ikke: Vi kan ikke tale indvandrerpolitik. De siger, at vi må tale om de centrale spørgsmål, som vi kan vinde valget på, og det er noget andet end indvandrerpolitikken. Det er ikke et stort problem i Sverige som i Danmark. Det må du meget undskylde, men det er det ikke«.

Det moderne Sverige
Eksprestoget kører med 200 kilometer i timen mod Danmark. Udenfor er der grønt, og Sverige er stadig en skov, der aldrig ender. Derinde bor der ikke kun små Bulderbybørn. Derinde er der også mørkt og ensomt, der er fyldt med myg og flåt, og der er mænd, der hører Abba, kører Volvo, drikker træsprit, bliver sindssyge og kun taler med de træer, de fælder. En gang imellem kører de på tanken og køber hotdogs med rejesalat, og nogle af dem hader kvinder. Der er en grund til, at svenske krimiforfattere har succes. De har noget at skrive om.

Om 14 dage er der valg. 80 procent ventes at stemme. Kun få håber på, at den onde drøm fra Skåne vil have materialiseret sig i riksdagsmandater, når de vågner 20. september om morgenen. Endnu mere angstprovokerende er det, at partiet i visse målinger er større end det borgerlige regeringsparti Kristdemokraterna, som er i fare for at ryge ud, og det er, som om statsminister Fredrik Reinfeldt har fattet alvoren. For som han sagde til nationen, da han torsdag aften blev interviewet i svensk tv’s store spørgerunde med partilederne.

»Samtidig vil jeg opfordre dem, som holder af Sverige, til ikke at stemme Sverigedemokraterna ind i Riksdagen«. I den strammede overskriftversion, som fredag gik landet rundt i alle medier, lød det sådan her:

Reinfeldt: »Den som tycker om Sverige röstar inte SD«.

Men skulle mareridtet blive til virkelighed, vil verdens bedste demokrati alligevel bestå, mener Sveriges store gamle forfatter, Per Olov Enquist.

»Objektivt går det godt. Sverige er et ungt samfund. Vi er omkring 100 år gammelt. Tidligere var vi et bondesamfund, som var blandt de fattigste i Europa. Der lå tusindvis af små bondebyer inde i skoven. Det var et land i den tredje verden. Men 1900-tallet betød en enorm forandring. Modernitetens gennembrud i 1910-1920 var dramatisk, og nu er Sverige et ungt og succesrigt samfund. Det giver en form for selvtillid. Selv om det lyder lidt hovmodigt, så tror jeg, det er en korrekt beskrivelse«.