Foto: DALSGAARD MIRIAM

25 år, kommer fra en landsby på Østfyn, bor i dag i Odense.

Ingen kæreste i øjeblikket. Var ude af forsvaret i nogle år, mens han tog en landbrugsuddannelse.

Begyndte som skytte i gruppen, men overtog Røjkjærs plads som observatør og vognkommandør på vognen 1 Alfa Victor, da Røikjær blev gruppefører.

Max går som nummer to på patruljer, han har ansvaret for at finde den bedste vej frem mod de punkter, som gruppeføreren udpeger. Max vil gerne uddannes til sikkerhedsvagt.

Om at være den ældste:
»Det er ikke noget problem, men nogle gange bliver det lidt for meget drengerøv og børnehave. Så trækker jeg mig lidt tilbage og lader dem ræse derudad. Måske er det lidt underligt, at Røjkjær er føreren, men han er simpelthen dygtig«.

Om missionen:
»Selvfølgelig tror jeg på det, ellers ville jeg jo ikke være her, men der er godt nok lang vej hjem. Jeg synes, vi laver noget godt hver dag – ikke nødvendigvis store ting, det handler om at bygge sten på sten, men jeg kommer ikke hjem og føler mig som superhelt. Når folk ikke vil snakke med os, så bliver jeg pisseirriteret. Jeg oplevede en gang en – han var tolk for briterne, og alligevel gav han os fingeren. Er det takken for det, vi gør?, tænkte jeg«.

Om at være bange:
»Johh, hvis det sådan har været virkelig ’lakrids’. Hvis vi er et kedeligt sted med IED-trusler (vejsidebomber, red.), og vi skal ud for at sweepe for bomberne. Jeg kørte lige bag efter 3. gruppe, da de kørte på en IED. Der var sådan en kæmpe støvsky, man når at tænke en del over, hvad man nu skal hen at se, men der var kun en lettere såret«.