Efter valget

Efter 13 år med Labour-styre har Storbritannien fået en konservativ regering med David Cameron i spidsen.

Valget 6. maj gav de konservative flest stemmer, men ikke nok til at regere alene. Først efter fem dage med dramatiske forhandlinger lykkedes det for Cameron at indgå en aftale om en koalitionsregering med Liberaldemokraterne og deres leder Nick Clegg.

Det er første gang siden Churchill, at Storbritannien skal regeres af en koalition.

Enhver der har siddet på en avisredaktion for at finde et pænt billede af Gordon Brown har bemærket det.

Der er ikke mange af dem – på de fleste ser den 59-årige britiske premierminister uheldig ud med lukkede øjne og et stift smil.

Betragtningen er overfladisk – nuvel, men den har vist sig at være en af Browns største udfordringer som moderne politiker – i særdeleshed i en valgkamp mod den 44-årige, rødkindede og noget mere dynamisk udseende konservative rival David Cameron.

Kan ulempen blive en fordel?
6. maj er der valg i Storbritannien, og i de næste uger bliver Browns ord, optræden og udstråling vejet på en guldvægt.

Skulle han gå hen og blive fundet for tung i forhold til en yngre og mere udadvendt type, har han prøvet det før.

I 1997, da han kæmpede mod partifællen og vennen gennem mange år Tony Blair, gik sejren til Blairs fornyer-image: Ung middelklasse-familiefar med mulighed for at appellere til flest af de ubeslutsomme, men afgørende vælgere.

Fejden mellem Blair og Brown vender vi tilbage til. Men lad os dvæle lidt ved, at Brown ikke er den fødte seermagnet.

Hans akilleshæl kan nemlig vise sig at blive hans redning:

Brown står for det seriøse, det grundige, det hårdtarbejdende, det vidende. Og det bidske. Og det utålmodige.

Men han er også kendt som et mildt, leende og venligtsindet væsen med hang til The Beatles (yndlingssang er 'Hey Jude')poesi, skønlitteratur og privatlivets fred.

Alt i alt en af de helt tunge drenge, der ikke bryder sig om at være omgivet af snagende journalister og badet i blitzlys, men alligevel har en blød og privat kerne.

Men afgjort:

Brown er en mand med politik på hjernen.

Fanget af politik som barn
Allerede som 12-årig lod han de første Labour-pjecer dumpe ned i postkasserne Kirkcaldy i Skotland, hvor han er født.

Hans far var præst i den skotske kirke og han mor Elizabeth, som døde i 2004, beskrev ham som det »mest generte medlem af familien«, men samtidig som en talentfuld sportsmand (bidt af en gal fodbold) og med masser af venner i skolen.

Han blev udset som en ekstraordinær begavelse og blev som 10-årig sendt i gymnasiet. Senere har Brown dog bekendtgjort, at han ikke satte pris på at blive sat op i en højere klasse på baggrund af IQ-tests.

Som 16-årig slog han følge med sin storebror John på Edinburgh University, hvor han, som den yngste førsteårsstuderende siden 1945, læste historie.

Men allerede i hans første uge fik Gordon Brown diagnostiseret en øjensygdom som følge af et spark i hovedet under en rugbykamp.

Ind og ud af hospitalet røg han i de næste fem år, og mens han mistede synet helt på det ene øje, lykkedes det lægerne at redde 30 procent på det andet. Rygtet siger desuden, at en del af hans ansigtsmuskler blev ødelagt.

The Brown Sugars
Edinburgh University var i 1960´erne et arnested for studenteroprøret, og Brown blev som 21-årig valgt af de studerende som universitetets rektor godt hjulpet på vej af fans i miniskørt og ’Gordon for me’-T-shirts – gruppen kaldte sig ’The Brown Sugars’.

Da universitetets myndigheder forsøgte at annullere valget af Brown, trak han dem i retten og vandt. Han blev siddende i tre år til 1975.

Dengang var Brown en stjerne, fortæller radiovært Simon Pia ifølge BBC.

»Han holdt undervisningstimer i sin lejlighed over et par dåseøl. Han holdt alle mulige slags fester og havde venner fra alle samfundslag«, siger Pia, som blev undervist af Brown.

Pigerne havde han også et godt tag på.

Han indledte en romance med den rumænske eksil-prinsesse Margarita du Romaine, som studerede på universitetet og flyttede ind i Browns lejlighed.

Margarita har senere fortalt, at hun »blev vildt forelsket« i den fremtidige premierminister.

Men Browns stigende interesse i politik blev for meget, og forholdet gik i stykker. Der var ikke tid nok til Margarita, har hun ifølge BBC fortalt.

Jagten på parlamentet
Brown fik en mastergrad i 1972 og begyndte på sin PhD-afhandling - 'Partiet Labour og politisk forandring i Skotland 1918-29' - som han først fik gjort færdig ti år senere i 1982.

Tiden gik nu med jagten på en plads i parlamentet.

Efter at have arbejdet som underviser på universitetet og som tv-journalist og producer, vandt han endelig den sikre Labour-plads i Dunfermline East ved parlamentsvalget i 1983 – 32 år gammel.

Fejden
Kort efter mødte Brown den to år yngre Tony Blair. Begge var de overbevist om, at Labour måtte forandre sig, hvis partiet skulle tilbage til magten.

Den intellektuelt tunge Brown tog Blair under sin vinge, og de to blev uadskillelige. De blev begge forfremmet, og Browns popularitet i partiet var på sit højeste.

Men da Labours skyggefinansminister John Smith døde, skulle der findes en ny partileder, og de to venner blev rivaler.

Selv om det aldrig er blevet bekræftet, siger rygtet, at Blair og Brown indgik en aftale om, at Brown skulle træde til side for Blair mod til gengæld at blive den mest magtfulde finansminister i historien med hidtil uset kontrol over Labours indenrigspolitiske linje.

Brown havde længe været en strategisk drivkraft bag New Labour og blev den længst siddende finansminister siden 1800-tallet.

Ifølge politiske observatører lykkedes det ham at gøre Labour til et troværdigt parti på det økonomiske område.

Men spændingerne mellem Brown og Blair siges aldrig rigtigt at være forsvundet.

»Selvfølgelig lå det til at blive svært, fordi kun en af os kunne rykke frem, og vi havde begge arbejdet ekstraordinært tæt sammen og været meget produktive«, siger Blair om sagen til The Times.

Briterne gik med i den amerikanskledede invasion af Irak i 2003, og debatten om grundlaget for krigsdeltagelsen tog til

I 2007 - efter ti år på posten - valgte en skrammet Tony Blair at gå og overlod posten til Brown.

Kortvarig glæde
27. juni 2007 flyttede Brown ind i premierministerboligen i Downing Street 10 sammen med Sarah, som han blev gift med i 2000, og deres to børn.

»I de seks måneder inden Brown flyttede ind i nummer 10 (Downing Street red.) var Labour bag de konservative i samtlige meningsmålinger undtagen én. Siden han flyttede ind i Downing Street har Labour ligget foran i samtlige målinger«, påpeger Observer-journalisten Andrew Rawnsley i en analyse fra august 2007.

Men glæden varede ikke ved. Presset på Brown for at udskrive et valg, der kunne give ham direkte mandat fra det britiske folk, var stigende, men han nægtede.

Meningsmålingerne begyndte at dykke, og Labour har ikke for alvor rejst sig siden.

Hårde anklager og kupforsøg
Brown har sin udstråling at kæmpe med, og hans hårde kanter er med tiden blevet godt kendt i de politiske kredse.

Hvis ikke det var gået op for de britiske borgere, kom det for alvor for offentlighedens øre, da Andrew Rawnsley for få måneder siden i en bog beskrev Browns temperament som intimiderende og hensynsløst overfor sine ansatte i Downing Street.

Partimedlemmer har efter sidste forårs bilagsskandale, som ramte både Labour og Konservative, iværksat flere kupforsøg mod deres leder, men han har reddet sig igennem dem alle.

Spørgsmålet er, om Gordon Brown også kan redde sit parti.