Annonce
Annonce
Flygtningestrøm

Iransk familie stoppet af id-kontrol: »Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre«

En 35 minutter togtur over Øresund skulle i dag være enden på en 18 dage lang flugt gennem Europa for en iransk familie. I stedet strandede de i Københavns Lufthavn. Men de vil til Sverige.

Annonce

Flugten til Europa

Europa oplever den største strøm af flygtninge og immigranter siden Anden Verdenskrig.

Overblik: Migrant? Flygtning? Indvandrer?

En 31-årig iransk kvinde og en 39-årig iransk mand står og kigger beklemt på deres 12-årige søn, der sidder på sin lille rygsæk med hætten fra den blå og bordeauxrøde dunjakke trukket helt ned over hovedet.

Klokken er 05.45 i Kastrup Lufthavn, og den tydeligt trætte familie er netop blevet sendt op ad det lange rullebånd og tilbage til Terminal 3 igen. De fik ikke adgang til toget til Sverige, da de ikke har gyldig legitimation.

»No, Denmark. No, Denmark«, siger den 31-årige kvinde højt, mens en ung svensk fyr forsøger at forklare familien, at der for seks timer siden er trådt en id-kontrol i kraft for at bremse flygtningestrømmen, der gør, at familien ikke kan rejse ind i Sverige uden pas eller kørekort.

Den iranske familie er pakket ind i vintertøj. Foruden to små rygsække har de intet med sig.

De sidste 18 dage har de rejst fra Iran til Tyrkiet og op gennem Østeuropa, inden de for få timer siden ankom til København. Og til hvad de troede, ville være det sidste stop inden turens slutmål. Malmø.

Men familien kom som bekendt for sent, hvis de skulle have været over den svenske grænse med tog uden at vise id. Og det kan de ikke. Familien er nemlig ikke i besiddelse af deres pas. Dem har menneskesmuglerne, der har hjulpet dem på vej.

»Dem får vi aldrig tilbage«, siger faren.

Alt, hvad han ved om Europa, er baseret på rygter. Han fortæller blandt andet, at han har fået fortalt, at hvis de bliver stoppet af politiet i Europa og har id-papirer på sig, vil de blive sendt tilbage til deres hjemland.

»Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre«, siger han og trækker på skuldrene.

Samtalen foregår mestendels via store armbevægelser og ansigtsmimik, når ikke tolken er med på en telefonlinje. Alt imens kigger sønnen og konen i jorden.

Eromo Abebe strandede i Danmark- nu flyver han til Norge

Efter at den unge svenske fyr i en halv times tid forgæves har forsøgt at finde ud af, om nogen kan hjælpe familien, tager han toget hjem til Malmø. Ingen kunne farsi. Og ingen kunne fortælle ham, hvor eller hvem den iranske familie kunne henvende sig til for at få information. Uden at blive registreret.

Stilhed i et inferno af rullekufferter

Den iranske familie sætter sig på en af lufthavnens sorte bænke. Her sidder de stille de næste seks timer. Alt imens rejsende myldrer forbi i tusindvis med larmende rullekufferter på vej til check in.

De vil til Sverige, fordi de har bekendte i Malmø. Og så har de hørt, at det vil være lettere for dem at få asyl her.

»Alle siger, det er umuligt for mig at få asyl i Danmark. Men jeg risikerer dødsstraffen, hvis jeg tvinges retur til Iran. Vil den danske stat tro mig? Hvis de ikke gør, hvad skal der blive af min familie? Jeg har en søn på 12 år og har en kone - hvad skal der blive af dem, hvis vi bliver sendt tilbage til Iran?«, siger han.

LÆS OGSÅRegeringen indfører øjeblikkeligt grænsekontrol ved dansk-tysk grænse

Derfor overvejer han, om de måske skal tage toget tilbage til Tyskland.

»Måske vi kan komme med en færge derfra til Sverige«, siger han.

»Og ellers kan vi blive der eller tage videre til Belgien«.

Videre ud i vinterkulden

Da klokken passerer 14.00 rejser familien sig og tager taskerne på ryggen. De har via tolken hørt, at Danmark netop har indført øjeblikkelig grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse.

De går lidt rundt i lufthavnens terminaler, inden de forsvinder ud af svingdøren i Terminal 3.

TV:Følg med arkitekten til Sverige gennem den nye grænsekontrol

Uden for tænder faren en cigaret og får fat i en bekendt på mobiltelefonen. Inden de trasker videre ud i den danske vinterkulde.

Den iranske kvinde vender sig om og sender et forsigtigt farvelsmil.

Den iranske families navne er redaktionen bekendt.

Redaktionen anbefaler

Eromo Abebe strandede i Danmark - nu flyver han til Norge

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce