Annonce
Annonce
Flygtningestrøm

FN-organ uddeler tørre tæsk til regeringens asylstramninger

Regeringen bør droppe stramning for familiesammenføring og opgive planen om at tage værdier fra flygtninge, skriver UNHCR. V afviser kritikken.

Flugten til Europa

Europa oplever den største strøm af flygtninge og immigranter siden Anden Verdenskrig.

Overblik: Migrant? Flygtning? Indvandrer?

FN's flygtningeorgan, UNHCR, retter en sønderlemmende kritik mod den danske regerings udlændingepolitik. Danmark er ved at sætte årtiers indsats for flygtninges rettigheder over styr med et nyt lovforslag, der strammer en række regler med det formål at få færre flygtninge til Danmark. Det skriver UNHCR i sit 18 sider lange høringssvar.

Det er især tre års ventetid på familiesammenføring for visse flygtninge, begrænset adgang til at få permanent ophold, forkortelse af perioden for midlertidigt ophold, udvælgelse af kvoteflygtninge efter særlige integrationskriterier samt konfiskation af flygtninges værdier, der får FN's Flygtningehøjkommissariat op i det røde felt. Organet opfordrer slet og ret regeringen til at tage en stribe stramninger af bordet og i stedet følge Danmarks tradition for at beskytte flygtninge.

Samtidig advarer UNHCR om, at regeringens »bekymrende« forslag kan »antænde frygt, fremmedhad og tilsvarende stramninger i andre lande, som reducerer i stedet for at udvide muligheden for beskyttelse på globalt plan og dermed udsætter nødlidende flygtninge for livstruende farer«.

Børn har ret til familieliv, skriver UNHCR

Hårdest er dommen over de bebudede stramninger af reglerne for familiesammenføring.

Regeringen lægger op til, at en flygtning, der får tildelt midlertidig beskyttelsesstatus, først skal have mulighed for at søge om at få sine børn og ægtefælle til landet, når vedkommende har haft tre års lovligt ophold i Danmark. Det betyder ifølge udlændingeretsadvokaternes forening, at en flygtningefamilie risikerer at være adskilt i fem år på grund af lang sagsbehandlingstid. Så lang tid kan der gå fra det øjeblik, hvor faderen - der ofte rejser alene afsted - tager afsked med sin familie i en krigszone eller i en flygtningelejr i nærområdet, til de ser hinanden igen i Danmark.

Omkring hver femte flygtning får tildelt midlertidig beskyttelsesstatus og vil dermed være omfattet af stramningen.

LÆS ARTIKELStøjberg åbner for præcisering af smykkeforslag

Børn har ifølge Børnekonventionen ret til et familieliv og har ret til at have direkte kontakt til begge sine forældre, skriver UNHCR, der samtidig gør opmærksomhed på, at en given tidsperiode set fra et barns perspektiv opfattes som længere end for en voksen. Stramningen vil have »en skadelig virkning på mange børns velbefindende og sikkerhed«, lyder det.

Udskydelsen af retten til familiesammenføring svækker også integrationen, da det kan kan have »ødelæggende konsekvenser« for flygtninge at være adskilt fra deres nærmeste familie i så lang tid. Det gør det sværere at komme sig over eventuelle traumer fra krigszonen, sværere at søge job, sværere at lære dansk og sværere at vænne sig til det nye land, skriver UNHCR, der mener, at den danske regering bør trække stramningen tilbage og i stedet sikre, at alle flygtninge får adgang til at blive genforenet med deres familie hurtigst muligt, efter at de har fået beskyttelse i Danmark.

De bruger en stærkt overdrevet retorik

Marcus Knuth (V)

Drøje hug er der også til stramninger af muligheden for at få permanent ophold i Danmark, hvor flygtninge ifølge lovforslaget skal have haft lovligt ophold i Danmark i længere tid end tidligere (fremover seks år), ligesom krav til sprogkundskaber, arbejde, selvforsørgelse m.m. er skærpet. Permanent ophold bør gives senest efter tre år, mener UNHCR. Jo sværere det gøres at få permanent ophold, jo længere tid vil flygtninge leve i uvished i Danmark, og det vil direkte modarbejde regeringens erklærede mål om at forbedre integrationen, mener UNHCR.

FN's flygtningeorgan opfordrer også regeringen til at droppe forslaget om at konfiskere visse værdigenstande fra flygtninge. Forslaget er uværdigt og ikke i Flygtningekonventionens ånd, mener UNHCR, der overordnet set peger på, at en lang række punkter i lovforslaget strider imod internationale konventioner, som Danmark har tiltrådt.

Venstre: UNHCR glemmer den anden del af ligningen

Marcus Knuth er udlændingeordfører for regeringspartiet Venstre. Han har endnu ikke læst høringssvaret og går derfor ikke i detaljer med hver enkelt del. Han er dog blevet præsenteret for de overordnede punkter, og svarer, at han er overrasket over kritikken fra UNHCR.

»De bruger en stærkt overdrevet retorik. Det er et lettere ophedet svar fra UNHCR. Vi har hele tiden været meget klare omkring, at vi er villige til at gå til grænsen af konventionerne i forsøget på at begrænse antallet af asylansøgere, der kommer til Danmark. Vi vil tage hånd om situationen nu, så vi kan håndtere de flygtninge, som kommer, i stedet for at Danmark ender som Sverige, der er så presset, at flygtninge sover i gaderne. Det er ikke, fordi vi har lyst til det her, men vi gør det for at beskytte vores velfærdssamfund. Vi er nødt til at holde antallet af asylansøgere nede på et fornuftigt niveau«, siger han og fortsætter:

»Den ene side er, at vi gerne vil beskytte af flygtninge, så godt vi kan. Men kritikken fra UNHCR glemmer helt den anden halvdel af ligningen: At der simpelthen er et maksimum for, hvor mange vi kan modtage. Hvis vi ikke tager de redskaber i brug, som vi har præsenteret i lovforslaget, så risikerer vi, at hele vores asylsystem bryder sammen. Igen, se på Sverige. Så kommer der så mange flygtninge, at vi ikke kan håndtere situationen. Vi må tage nogle forholdsregler, så det ikke løber løbsk

Asylstramningerne førstebehandles i Folketinget i næste uge.

Et rekordhøjt antal på 21.000 personer søgte om asyl i Danmark sidste år. Omkring 40 procent stammer fra Syrien, der i snart fem år har været plaget af en ødelæggende borgerkrig, der har kostet 250.000 mennesker livet og sendt halvdelen af befolkningen på flugt.

Redaktionen anbefaler

»Det er ikke noget, vi gør med glæde, men af nød«

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce