Annonce
Annonce
Flygtningestrøm

Far, mor og tre flygtningebørn kan beholde 50.000 kroner med ny lov

Hver asylansøger i en familie må medbringe 10.000 kroner uden at få konfiskeret en krone. Det gælder også for forældrenes børn, oplyser udlændingeminister Inger Støjberg.

Annonce

Flugten til Europa

Europa oplever den største strøm af flygtninge og immigranter siden Anden Verdenskrig.

Overblik: Migrant? Flygtning? Indvandrer?

En børnefamilie, der søger om asyl i Danmark, kan medbringe et ganske stort beløb i kontanter, uden at en eneste pengeseddel vil blive beslaglagt af de danske myndigheder.

Det vil være situationen, når Folketinget har vedtaget den nye udlændingelov, der blandt andet lægger op til at konfiskere visse værdier fra asylansøgere.

Det skyldes, at hvert enkelt familiemedlem kan medbringe op til 10.000 kroner i kontanter, uden at pengene bliver inddraget. Det gælder også børn, og det betyder i praksis, at en familie med far, mor og tre børn tilsammen kan medbringe 50.000 kroner eller et tilsvarende beløb i udenlandsk valuta uden at miste noget. Det bekræfter integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg (V) i et svar til Folketinget.

Stramningen nåede store internationale medier

Spørgsmålet er stillet af Johanne Schmidt-Nielsen (Enh.) og drejer sig om den ændring af udlændingeloven, der er på vej gennem Folketinget med et solidt politisk flertal bag sig. Enhedslistens politiske leder spørger direkte til, om en familie bestående af far, mor og tre mindreårige børn, som ved ankomsten til Danmark medbringer 50.000 kroner, får lov at beholde dette beløb, uanset at også børnenes penge ved ankomsten opbevares af en eller begge de voksne familiemedlemmer?

»Den foreslåede beløbsgrænse på 10.000 kroner for beslaglæggelse af kontanter vil skulle gælde for den enkelte. Er der således tale om et ægtepar med børn, vil hvert enkelt familiemedlem kunne beholde kontante beløb på indtil 10.000 kroner«, bekræfter Inger Støjberg i svaret til Folketinget.

LÆS ARTIKELDokumentation: Forstå regeringens forslag om flygtninges værdier

Regeringen har fået voldsom kritik for sit forslag om at beslaglægge værdier fra asylansøgere, siden den præsenterede forslaget i december. Lynhurtigt blev stramningen døbt 'smykkeforslaget' af kritikere, der pegede på, at regeringen ville pille vielsesringe af personer, der var flygtet fra krig og ødelæggelse. Også internationale medier som blandt andet New York Times har fundet anledning til at beskrive den danske regerings forslag.

Først var beløbsgrænsen 3.000 kroner. Siden ændrede regeringen den til 10.000 kroner. Altså må en asylansøger beholde et beløb svarende til 10.000 kroner ved ankomsten til Danmark. Og svaret til Folketinget uddyber altså med den oplysning, at grænsen også gælder for børn. De 10.000 kroner er per familiemedlem.

Genstande til en værdi af under 10.000 kroner kan ansøgeren altid beholde. Regeringen har også undtaget genstande til en værdi af over 10.000 kroner, der har en »særlig personlig betydning« for asylansøgeren. Den nævner i lovforslaget som eksempler på sådanne genstande vielsesringe, forlovelsesringe, familieportrætter, hæderstegn og erindringsgaver.

Dermed er det kun kontante beløb over 10.000 kroner per person samt genstande med en værdi over 10.000 kroner og uden særlig affektionsværdi, som kan beslaglægges med henblik på at dække asylansøgerens udgifter til for eksempel lægebehandling og indkvartering.

Vi kender ingen med en kuffert fuld af diamanter

Justitsminister Søren Pind (V) har undervejs i den ophedede debat forsøgt at nedtone rækkevidden af forslaget. Han sagde, at lovforslaget rettede sig mod situationer, hvor en mand kommer til Danmark med en kuffert fuld af diamanter og søger beskyttelse. Lige netop den udtalelse har fået Johanne Schmidt-Nielsen til at spørge regeringen, om den kan henvise til konkrete sager af den type, Pind beskriver, inden for de seneste 50 år.

»Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet kan ikke henvise til konkrete sager, hvor asylansøgere inden for de seneste 50 år er ankommet til Danmark med en kuffert fuld af diamanter eller andre ædelstene«, svarer Inger Støjberg.

LÆS ARTIKELTo ministre skal forsvare smykkeloven i Bruxelles

Folketinget skal stemme om forslaget i den kommende uge. Der tegner sig et klart politisk flertal for det, da de øvrige borgerlige partier samt Socialdemokraterne har sagt, at de vil stemme for. Enhedslisten, Alternativet, de radikale og SF er imod.

Punktet om beslaglæggelse af visse værdier er kun en mindre del af lovforslaget, der rummer en lang række stramninger af udlændingepolitikken. Blandt andet skal reglerne for familiesammenføring ændres, så flygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus skal have tre års lovligt ophold i Danmark, før de kan få ægtefælle og børn til landet.

Redaktionen anbefaler

Nogle vil dø: Her er ti citater om børn fra høring om udlændingelov

Del link
Relaterede artikler
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce