Annonce
Annonce
Flygtningestrøm

Tyskland: Merkel roses for at gøre sin pligt

Mens medier og politikere bakker forbundskansleren op efter tv-optræden, afviser vælgerne hendes politik før tre vigtige valg.

Annonce

Flugten til Europa

Europa oplever den største strøm af flygtninge og immigranter siden Anden Verdenskrig.

Overblik: Migrant? Flygtning? Indvandrer?

Roser i bundter fra de sociale mediers blomsterbed, Twitter, daler ned over den tyske forbundskansler, Angela Merkel, efter at hun i et langt tv-interview stod fast på sin flygtningepolitik – »min forbandede pligt og opgave«, som hun selv kaldte det søndag aften.

Men selv om politikere, medier og kulturpersonligheder som skuespilleren Til Schweiger, der på Twitter er »stolt over vores kansler«, roser Merkel efter hendes standhaftige optræden, har hun tilsyneladende stadig vælgerne imod sig.

Kun små 2 uger før de vigtige valg i 3 delstater viser en ny meningsmåling, at 9 ud af 10 tyskere går ind for den øvre grænse for flygtninge, Merkel pure afviser.

Kun 11 procent af tyskerne går ifølge målingen fra Infratest ind for, at der ikke skal være begrænsninger, mens 38 procent mener, at grænsen skal trækkes ved 200.000 nye asylansøgere hvert år, sådan som Angela Merkers søsterparti og regeringspartner, CSU, har foreslået.

Tyskland lukker ikke grænserne

I det timelange interview hos Anne Will, hvis populære talkshow er opkaldt efter værtinden, afslog Merkel at ændre på den politik, hun ikke ser alternativer til, eller at indføre et øvre antal for tilstrømningen.

»Jeg har lovet mig selv, at jeg ikke lover noget, jeg ikke kan holde. Tror du, det er muligt på forhånd at bestemme, hvor mange mennesker der har brug for at komme hertil«, genspurgte Angela Merkel.

POLITISK OPSKRIFT: Sådan klarer vi flygtningekrisen

Skulle næste uges EU-topmøde ikke føre til løsninger på flygtningekrisen, bliver det tyske svar ikke at lukke grænserne, sådan som senest Østrig har gjort, forklarede Angela Merkel.

»Det er præcis, hvad jeg er bange for. Hvis én lukker grænsen, vil andre lide. Det er ikke mit Europa. Vi må vise sammenhold og humanisme«, sagde Angela Merkel, som også flere gange refererede til »mit Tyskland«.

Merkel under hård kritik i de seneste måneder

I forhold til hendes optræden i samme program i oktober sidste år virkede forbundskansleren denne gang mere selvsikker og kampberedt.

Kommentatorer i Tyskland ser interviewet som Angela Merkels første svar til de modstandere i befolkningen, regeringen og endda hendes parti, CDU, som har kritiseret hende voldsomt i de senere måneder.

»Det kan godt være, at det går for langsomt for nogle mennesker, men tro kan flytte bjerge. Og jeg er sikker på, at den vej, jeg har valgt, er den rigtige«, slog hun fast.

Det er en ære at tjene dette land sammen med Angela Merkel

Peter Tauber, generalsekretær

Dagen derpå kunne kansleren glæde sig over opbakning fra politiske partnere. Næstformanden hos socialdemokraterne i SPD, Ralf Stegner, sagde til tv-stationen ZDF: »Når det drejer sig om nødvendigheden af integration i Europa, er vi på fru Merkels side«.

Generalsekretær Peter Tauber fra hendes eget CDU skrev på Twitter: »Jeg siger ja. Det er en ære at tjene dette land sammen med Angela Merkel«.

End ikke hendes normalt hårdeste kritikere i CSU havde noget at lade kansleren høre. Søsterpartiets parlamentsmedlem Hartmut Koschyk roste tværtimod på Twitter: »Jeg fandt forbundskansleren suveræn, kompetent og overbevisende«.

LÆS OGSÅ »Grækenland vil ikke acceptere at blive Europas Libanon«

Over 6 millioner så Angela Merkels optræden i tv-programmet. Blandt dem var også parlamentsmedlem Dieter Janecek fra De Grønne, som nærmest friede til kansleren på Twitter: »Kampagne til næste års valg må blive: De, der vil have Merkel, må stemme på De Grønne«.

Tilbage til skuespilleren Til Schweiger, som har støttet Merkel hele vejen og selv er initiativtager til et privat asylcenter. På Twitter skrev han: »Mand, hvor var hun god hos Anne Will! Og til jer jammerkommoder: Hold op med at tude, for vi kan være stolte over at blive regeret af hende og ikke af en asocial klovn som Donald Trump!«.

Redaktionen anbefaler

Merkel vil give fordele til lande med flygtninge

Den tyske kansler Angela Merkel vil give lande, der tager syriske flygtninge, handelsfordele.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce