Flygtningestrøm

Trods en dag med id-kontrol søger flere asyl i Sverige

Id-kontrol af rejsende til Sverige har endnu ikke nedbragt antallet af personer, der søger asyl.

Flygtningestrøm

Id-kontrollen og det såkaldte transportøransvar, som Sverige indførte natten til mandag, har ikke haft en synderlig effekt.

I hvert fald ikke indtil videre.

Tværtimod var der i løbet af mandagen flere, der søgte asyl, end i dagene op til, at id-kontrollen blev indført. Det viser tal den svenske udlændingestyrelse, Migrationsverket, som netop er blevet offentliggjort.

Her fremgår det, at 331 personer søgte asyl i Sverige i går. Til sammenligning lød tallet i søndags på 236 personer. Og dagen forinden igen på 215.

Effekten stadig usynlig

Knap 163.000 mennesker har søgt asyl i Sverige i 2015.

I et forsøg på at dæmme op for antallet af migranter og flygtninge har de svenske myndigheder indført grænsekontrol og et krav til de danske myndigheder om at tjekke id på alle de rejsende, der ønsker at krydse Øresund.

Dem, der ikke kan fremvise gyldig billedlegitimation, er fra klokken 0.00 natten mellem søndag og mandag blevet afholdt fra at rejse videre. Blandt andet i Kastrup, hvor en lang række vagter i gule veste står klar til at skanne passagerers id.

Den svenske avis Aftonbladet berettede i går, at det allerede der viste sig tegn på, at id-kontrollen var effektiv og mindskede antallet af asylansøgere »kraftigt«.

Kun omkring 20 personer havde søgt asyl i løbet af mandagen, skrev avisen. Den oplysning afkræftes dog med den nye opgørelse fra Migrationsverket, hvor det fremgår, at affekten, som den svenske regering håbede på med sit nye tiltag, endnu ikke afspejler sig i statistikkerne.

Skal regne i promiller

Tony Bispeskov, informationschef i DSB, vurderer, at det på den første dag med id-kontrol i Kastrup kun gjaldt »for under én procent« af passagerne, at de ikke kunne fremvise gyldig legitimation og rejse videre mod Sverige.

»Der var tale om et meget lavt antal af passagerer. Af de flere tusinde, der rejser over broen med tog, kan man roligt sige, at vi skal regne i promiller«, siger informationschefen.

»Af dem, der så ikke gik igennem kontrollen, gjaldt det for størstedelen, at de bare ikke havde de rigtige slags papirer på sig eller havde glemt dem. Der var altså tale om få, som vi vil vurdere er migranter eller asylansøgere«, siger Tony Bispeskov.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce