Formand. Mette Frederiksen blev valgt som Socialdemokraternes leder i juni sidste år, efter at partiet tabte regeringsmagten. (arkivfoto)
Foto: MADS NISSEN

Formand. Mette Frederiksen blev valgt som Socialdemokraternes leder i juni sidste år, efter at partiet tabte regeringsmagten. (arkivfoto)

Mette Frederiksen lægger sig fladt ned: Jeg tog fejl om flygtninge og integration

Borgmestre på den københavnske vestegn havde ret i deres kritik, siger S-formanden.

Flygtningestrøm

Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen erkender i et opsigtsvækkende interview med DR Deadline, at hun har taget fejl i spørgsmålet om, hvor store konsekvenser det har for det danske samfund, at tusindvis af indvandrere og flygtninge er kommet til landet gennem de seneste årtier. Også hendes eget parti integrationspolitik har været forfejlet, siger hun.

Hun bliver under interviewet bedt om at forholde sig til det faktum, at borgmestre fra de københavnske vestegnskommuner helt tilbage fra slutningen af 1980'erne og gentagne gange gennem de seneste knap 30 år har advaret om, at det danske samfund ikke kan holde til store mængder af flygtninge og indvandrere, der ikke bliver integreret.

»De fleste af os tog fejl dengang. Det er ikke kun den daværende socialdemokratiske ledelses ansvar. Det er også alle vi andre. Vestegnsborgmestrene havde ret i deres kritik«, siger Mette Frederiksen i interviewet, som Deadline bragte tirsdag aften.

Hun erkender i interviewet, at »grundet vores - på lange stræk - forfejlede integrationspolitik så er der mange med ikke-vestlig baggrund, som ikke bidrager med ret meget desværre«. Dermed er velfærdssamfundet truet. Ikke kun, fordi vores samfundsmodel bygger på, at flertallet skal bidrage, men også fordi sammenhængskraften er truet, hvis ikke vi får integrationen til at lykkes, lyder det fra Mette Frederiksen, der samtig erkender, at antallet af flygtninge har en betydning for, om integrationen kan lykkes.

Væk fra den passive tilgang

Interviewet kommer, efter at partiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, forleden i et andet interview i Jyllands-Posten gjorde sig til talsmand for, at flygtninge fremover skal opholde sig i store vestligt finansierede lejre i nærområderne uden for Europas grænser i stedet for at komme til Danmark og andre europæiske lande og søge asyl. Et udsagn, som Mette Frederiksen over for DR Deadline erklærer sig helt enig i.

Hun fortæller i interviewet, at på baggrund af at integrationen er slået fejl, har hun ændret holdning i den retning, at flygtninge »skal ud at arbejde med det samme«, og at vi skal væk fra »den lidt passive tilgang«, hvor der ikke bliver stillet tilstrækkeligt med krav til nye borgere. Den holdning har nemlig ført til parallelsamfund, ghettodannelse og massive sociale økonomiske problemer i områder med mange flygtninge og indvandrere, lyder det fra Mette Frederiksen.

Til sidst i interviewet med DR Deadline bliver hun spurgt, om hun vil sende et »budskab til de gamle vestegnsborgmestre«. Hun svarer:

»Hvis vi andre - og det er også mig selv i Socialdemokraterne - havde lyttet til dem allerede i 80'erne og 90'erne, så ville vi i Danmark have ført en helt anden flygtninge- og udlændingepolitik, som ville have gavnet den enkelte flygtning og udlænding, fordi vi ville have kunnet etableret en bedre integration, men også havde gavnet Danmark som et hele«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

For abonnenter

Annonce

Mest læste

Annonce

Forsiden