Annonce
Annonce
Internationalt

Hele Clinton-dynastiet går i kamp for Hillary

USA's præsidentkandidater ruller familien ind i Iowa til den sidste desperate slutspurt i valget

Amerikansk præsidentvalg

USA's næste præsident bliver valgt 8. november 2016.

Clinton-dynastiet stillede i nat dansk tid i stærkeste opstilling på Abraham Lincoln skolen i Des Moines for at sikre de sidste stemmer, før demokraterne i Iowa i dag afgør Hillary Clintons politiske fremtid i opgøret mod Bernie Sanders.

»Det er det første valg, hvor jeg skal stemme, efter at jeg selv er blevet mor«, siger 35-årige Chelsea Clinton, der i 2014 fik datteren Charlotte og i øjeblikket venter sit andet barn.

LÆS OGSÅ Vredens stemmer lander i Iowa

»Jeg kan ikke forestille mig en bedre bedstemor og en bedre præsident end hende til at tage vare på deres opvækst«, siger Chelsea Clinton.

Fru Trump i sjælden optræden

Det er måske ikke overraskende, at Chelsea Clinton bakker op om sin mor. Men det er et symbol på, at amerikansk politik i stigende grad er blevet et familieforetagende.

Mens Donald Trump holder sig til stormøder, turnerer hans to sønner Donald jr. og Eric i Iowas landområder og går på jagt med politikere og journalister for at dække faderens ikke-eksisterende akkreditiver som friluftsmenneske. Datteren Ivanka underviser i online-videoer vælgerne i, hvordan de stemmer til de komplicerede caucus-møder. Selv den slovenskfødte kone Melania, der på grund af sin tidligere modelkarriere er kontroversiel blandt USA’s konservative, fik i går en sjælden optræden ved siden af sin mand.

LÆS OGSÅUbehageligt deja-vu rammer Clinton

»Hej Iowa. Han bliver fantastisk. Han er verdens bedste forhandler«, sagde den 45-årige fru Trump til publikum og pegede på sin mand.

Både Ted Cruz og Rand Paul har trukket deres fædre af stalden som karaktervidner, og selv den upopulære George W. Bush ventes, når valgene senere på måneden kommer til sydstaterne, at få et comeback som sin bror, Jeb Bushs, fortaler.

Chelsea: Frustrende at ende som sine forældre

Men få har så central en placering som Chelsea Clinton, der sidste år blev en mere fast del af familieforetagendet, som leder af dynastiets velgørende fond.

Clinton-parrets eneste barn havde ellers forsøgt sig som bl.a. journalist og børsmægler på Wall Street, inden hun gik ind i den politiske arena.

LÆS OGSÅTrump har udløst en republikansk revolte

»Da jeg var på Wall Street, måtte jeg erkende, at de ting, jeg var mest engageret i, er de samme ting, som mine forældre er engagerede i, hvilket var ret frustrende«, sagde Chelsea til karriere-websitet Levo-league.

Derfor står hun nu og introducerer sin far, der skal introducere hendes mor.

Den skrøbelige Bill

»Hillary er den klogeste af alle de mennesker, jeg har arbejdet sammen med i politik«, siger Clinton og kniber øjnene sammen, som for at understrege oprigtigheden. Den 69-årige ekspræsident er blevet gammel. Hans drengede charme fra velmagtsdagene er ved at sive, og han er blevet så tynd, at han næsten ser skrøbelig ud.

Men han har stadig et greb om demokratiske kernevælgere som få.

LÆS OGSÅSorte vælgere giver Hillary Clinton et sikkerhedsnet

»Hun har det bedste temeperament til jobbet, den største erfaring og alt hvad hun rører ved bliver bedre«, siger Bill inden Hillary går på scenen.

Hillary Clinton takker sin familien inden de forlader scenen for ikke at stjæle rampelyset.

»Jeg er så glad for at være her sammen med min mand og min datter – og ikke mindst mit barnebarn, der er hjemme på hotellet«, siger Hillary Clinton, der har gjort sin nye status som bedstemor til en fast del af sine valgtaler for at slibe kanterne af hendes lidt stridbare image.

Hillary fik tvivler i hus

I publikum lytter 60-årige Deborah intenst sammen med sin søster Becky. Det er hendes første vælgermøde, selvom hun har boet i Iowa hele sit liv. I 2008 stemte Deborah på Obama i stedet for Hillary, og hun var inden mødet i tvivl om stemmen denne gang skulle gå til Clinton.

»Jeg er i tvivl om hendes oprigtighed«, siger hun til et tv-hold, da vi står frysende sammen står i en kø, der bevæger sig i sneglefart gennem sikkerhedskontrollen.

LÆS OGSÅBerømt måling viser føring til Trump og Clinton - og katastrofe for Bush

Men efter aftenens møde er sagen afgjort. »Det bliver Hillary«, siger Deborah, mens søsteren nikker anerkendende.

Hun understreger, at det var Clintons 45-minutter lange tale, der gjorde udslaget.

»Jeg synes, at hun viser, at hun er den, der har erfaringen og grebet om tingene. Hun er klar på en måde, hun ikke var dengang«.

Men det har også gjort indtryk at se Bill Clinton igen, som hun stemte på to gange.

»Jeg har stor respekt for den familie. Og når man ser dem sammen, så husker man også pludselig, hvor meget de egentlig har gjort for vores land«, siger Deborah.

Redaktionen anbefaler

Portrætter: Mød alle kandidaterne

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce