Annonce
Annonce
Internationalt

Snerrende Sanders: »Hillary Clinton, du er ikke i Det Hvide Hus endnu«

Efter øretæven i New Hampshire, trak Clinton i nattens tv-debat med Bernie Sanders gang på gang Obama ind foran sig.

Dokumentation: Sanders angriber Clinton for sine bånd til Wall Street. Kilde: AP

Amerikansk præsidentvalg

USA's næste præsident bliver valgt 8. november 2016.

Hvis Barack Obama sad med popcornene foran fjernsynet, da demokraternes kandidater i nat tørnede sammen til endnu en tv-debat, må han have smilet fra øre til øre.

Rosen regnede ned over den afgående præsident fra de partifæller, der håber på at afløse ham næste år. Fra Hillary Clinton, der bekæmpede ham indædt, i deres tvekamp for otte år siden. Og fra socialisten Bernie Sanders, der har været en af Obamas hårdeste kritikere fra venstre gennem de sidste syv år.

Clinton angreb Sanders hårdt for at have kritiseret Præsident Obama.

»I dag sagde Sanders, at Obama har dumpet lederskabstesten. Det er ikke første gang. Han har kaldt ham svag, en skuffelse, og skrev forord til en bog, der argumenterer for at vælgerne købte katten i sækken med valget af Obama«, sagde Clinton.

»Jeg synes ikke Obama får den kredit, han fortjener. Jeg forventer den slags kritik fra republikanerne, ikke fra en person, der stiller op for at afløse Obama«.

Clinton klamrer sig til Obama

Efter dødt løb i Iowa og Bernies Sanders storsejr i New Hampshire flytter demokraternes primærvalg nu til Nevada, South Carolina og en stribe andre delstater mod syd, hvor Obama er uhyre populær hos de demokratiske vælgere – ikke mindst de sorte, der udgør meget store dele af disse staters stemmer.

LÆS OGSÅ: Bernie Sanders sikrer sig kæmpesejr over Hillary Clinton

Derfor klamrer Clinton sig til Obama, og iscenesætter sit kandidatur som en naturlig forlængelse af hans præsidenttid.

Sanders afviste kritikken som et »slag under bæltestedet« i sin replik. »Sidst jeg tjekkede levede vi i et demokrati, hvor man kan være uenig med præsidenten«, sagde Sanders og skød tilbage på Clinton. »Der var en af os to på denne scene, der stillede op imod Barack Obama – og det var ikke mig«, sagde Sanders.

LÆS OGSÅ:Til fest hos Sanders: Nu kommer Clintons mudderkastning

Sanders kritiserede også Obama fra venstre i udlændingepolitikken, hvor han angreb præsidentens beslutning om at udvise en stribe uledsagede migrantbørn fra Mellemamerika, mens Clinton igen var på plads med sin fuldtonede opbakning.

Obama fik også fra Wall Street

Sanders’ problem er, at hans kritik af Clinton langt hen ad vejen også er en kritik af Obama. Og Clinton kaster sig ind bag præsidenten, hver gang den 74-årige senator skyder på hende.

Da Sanders gentog kritikken af Clintons valgtilskud fra børsmæglerne på Wall Street, trak hun igen debattens blinde makker ind på scenen.

LÆS OGSÅ:Clinton: Kampen fortsætter over hele landet

»Obama fik flere tilskud fra Wall Street end nogen anden demokratisk kandidat nogensinde. Alligevel gik han hårdt til dem, da det gjaldt. Så lad os ikke antyde, at hverken Obama eller jeg ville undlade at tage et opgør med Wall Street, hvis det var bedst for det amerikanske folk«, sagde Clinton.

»Du er ikke i Det Hvide Hus endnu, Hillary«

Begge kandidater havde sænket tonelejet efter opgøret i New Hampshire i en debat, der sammenlignet med republikanernes opgør var en fredelig affære fokuseret på det politiske.

Bernie Sanders var mindre højtråbende, mens Clinton havde lagt den forurettede mine med anklager om smædekampagne væk.

LÆS OGSÅ:Clinton beskylder Sanders for smædekampagne

I stedet angreb hun Sanders politik, for hverken at hænge økonomisk sammen eller have politisk gang på jorden.

»Vi skal ikke afgive løfter, vi ikke kan holde«, sagde Clinton. »Når det gælder sundhedssystemet, vejen mod universitetsuddannelser, der er til at betale og barselsorlov med løn, så har jeg nøje fortalt, hvor jeg vil finde pengene, hvor meget til vil koste«.

»Jeg tror, at når jeg først er i Det Hvide Hus, så tror jeg, vi har politisk kapital til at gennem føre de ting«, sagde Clinton.

»Hillary Clinton, du er ikke i Det Hvide Hus endnu«, snerrede Sanders tilbage.

Sanders Kissinger er ikke min ven

Udenrigspolitikken var igen Bernie Sanders’ svageste punkt – han vendte igen i aften tilbage til Irak-krigen, men tog endnu et skridt tilbage, da han trak Henry Kissinger, der var Richard Nixons politiske toprådgiver, og en central figur i Vietnamkrigen og Den Kolde Krig ind på scenen.

Clinton har tidligere fremhævet, at Kissinger har rost hende for at køre »det mest effektive udenrigsministerium nogensinde”.

»Jeg synes det er utroligt«, sagde Sanders om Clintons glæde ved Kissingers rosende ord »fordi, jeg mener at Kissinger var en af de mest destruktive udenrigsministre i det her lands moderne historie. Jeg er stolt af at sige, at Henry Kissinger ikke er min ven. Jeg vil ikke tage imod råd fra Henry Kissinger«.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce