Annonce
Annonce
Internationalt

Donald Trump står til stor sejr i Las Vegas

Donald Trumps fokus på illegale indvandre gør ham til storfavorit i Nevada, hvor konkurrenterne kæmper om andenpladsen.

Amerikansk præsidentvalg

USA's næste præsident bliver valgt 8. november 2016.

Det er praktisk at have sit eget hotel stående, når man fører valgkamp langt væk fra hjemmet i New York.

Donald J. Trump er tjekket ind på det imposante Trump Hotel i Las Vegas, hvor vælgerne i dag afgør det næste slag om den republikanske nominering. Den republikanske favorit får næppe tid at spise middag i michelin-restauranten DJT – navngivet efter entreprenørens initialer -– i det guldbelagte tårn med 64 etager.

Men ifølge meningsmålingerne kunne indehaveren roligt blive i hotellets luksuriøse spa, til valgmøderne er overstået. Trump fører ifølge den seneste måling fra Gravis stort med 39 procent af stemmerne, mens de to senatorer Ted Cruz og Marco Rubio står til henholdsvis 23 og 19 procent af stemmerne

LÆS OGSÅTrump tryner igen rivalerne - Jeb Bush er ude

Det vil derfor være en stor overraskelse, hvis ikke Trump gentager sejren fra de to seneste opgør i New Hampshire og South Carolina.

Opvaskere og stuepiger til lav løn

Nøglen til Trumps succes i Nevada skal findes i kældre og køkkener på luksushoteller og casinoer langs Las Vegas’ berømte hovedgade, The Strip. Her slider latinamerikanske arbejdere uden lovlig arbejdstilladelse som opvaskere, kuffertslæbere og stuepiger til minimale lønninger.

Han siger sandheden, ingen andre tør sige

Clive, håndværker

De mange lavtlønsjobs i turistbranchen, har gjort Nevada til den delstat i USA, der menes at have flest illegale indvandre i forhold til indbyggertallet. Det har udløst en modreaktion fra den hvide arbejderklasse, der føler, at de er ofre for løntrykkeri.

LÆS OGSÅDonald Trump er den racistiske kandidat

Uden for Trump-hotellets storladne indgangsparti går den 36-årige håndværker Clive, der ikke vil have sit efternavn i avisen, på vej mod sit arbejde lidt længere nede ad The Strip. Han ved ikke, om han når frem til vælgermødet i dag – han har aldrig stemt før. Men hvis han stemmer, er der ingen tvivl, så bliver det på Trump.

»Han siger sandheden, ingen andre tør sige«, siger han. »Der er brug for en, der har styr på tingene og kan få kontrol over problemerne med immigration«, siger han og haster videre med sin snavsede blå arbejdshjelm i hånden.

Den hvide arbejderklasse er kernen i Donald Trumps vælgerkorps, og hans krav om sikring af grænsen mod Mexico med en mur og deportering af illegale indvandrere og deres børn er uhyre populære. I Trumps følelsesladede reklame på Nevadas tv-kanaler fortæller en mand, hvordan han støtter Trump, fordi hans søn blev dræbt af en illegal immigrant.

Udfordrere slås om andenpladsen

Det tæller også til Trumps fordel, at de to senatorer har mere travlt med at angribe hinanden i kampen om andenpladsen end at flå den førende kandidat ned fra piedestalen. Ted Cruz kalder hånligt Marco Rubio for »republikanernes svar på Obama« og tordner mod sin rival for at have været en del af et politisk kompromisforslag i 2013, der skulle legalisere 11 millioner immigranters ophold i landet.

Rubio skyder tilbage, at modstanderen er lige så røget, som han er speget.

»Ted Cruz sagde, at han ønskede at finde et kompromis. Han sagde, at han ville bringe 11 millioner mennesker ud af skyggen, og at han ville have en immigrationsreform vedtaget«, siger Marco Rubio til NBC News.

Imens smiler Donald Trump bredt fra penthouselejligheden i sit gyldne tårn.

LÆS OGSÅ Trump begyndte som en vittighed - nu kan han drømme stort

Både Cruz og Rubio havde håbet at kunne vinde i Nevada, hvor de hver især har deres naturlige bagland.

Rubio, der har boet i Las Vegas som barn, har opbakning fra delstatens mange mormoner. Den 45-årige senator var som barn medlem af mormonkirken, før han konverterede til katolicismen.

Ted Cruz henter sine stemmer i ørkenstatens landområder, hvor hans budskab om inddæmning af den føderale regeringsmagt vinder genklang. Nevada er hjemstat for bevægelsen ledet af den oprørske landmand Cliven Bundy, der holdt et stort føderalt område i Oregon besat, indtil forbundspolitiet FBI ryddede stedet. Bevægelsen er utilfreds med, at regeringen i Washington ejer 85 procent af Nevadas arealer og derfor regulerer adgangen til kvægopdræt på områderne.

»Hvis du giver mig din stemme, vil jeg kæmpe dag og nat for at give den fulde kontrol med Nevadas land tilbage til de retmæssige ejere – Nevadas borgere«, lover Cruz i sine tv-reklamer borgerne,

Kampen om andenpladsen er væsentlig frem mod den såkaldte supertirsdag om en uge, hvor 14 delstater stemmer samtidig. Den af de to senatorer, der i dag trækker sig ud af Nevada med sølvmedaljen om halsen, vil kunne hævde at være partiets eneste redning fra det, der mere og mere ligner dets skæbne: Donald Trump.

For abonnenter
Redaktionen anbefaler

Hvem kan stoppe Trump?

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce