Annonce
Annonce
Amerikansk præsidentvalg

Trump bebrejder øresnegl efter Ku Klux Klan-svar

Den republikanske præsidentkandidat kunne ikke høre spørgsmålet, da han afviste at tage afstand fra tidligere Ku Klux Klan leder David Duke.

Amerikansk præsidentvalg

Trump bebrejder en »elendig øresegl«, at han under et interview søndag ikke tog afstand fra Ku Klux Klan og bevægelsens tidligere leder David Duke.

Den republikanske præsidentkandidat kunne ikke høre Jake Tappers spørgsmål, da værten for programmet 'State of the Union' på CNN spurgte, om han ville tage afstand fra Ku Klux Klans tidligere leder, David Duke.

BAGGRUND Trump vækker opsigt med Ku Klux Klan-svar

»Jeg sidder i et hus i Florida med en meget dårlig øresnegl, som de gav mig, og man kunne næppe høre, hvad han sagde. Hvad jeg hørte var, 'forskellige grupper'«, forklarer han til NBC-programmet 'Today' .

Trump har endnu engang fået mediernes opmærksomhed. Denne gang efter at han søndag aften for rullende kameraer ikke ville tage afstand fra David Duke og andre white supremacists - folk der mener, hvide mennesker er sorte mennesker overlegne - som støtter ham.

Tager afstand nu

»Han (Jake Tapper, red.) talte om grupper. Og jeg har ikke noget problem med at tage afstand fra grupper, men jeg vil i det mindste gerne vide, hvem de er. Det ville være meget unfair at tage afstand fra en gruppe, der ikke skulle være taget afstand fra. Men jeg tager afstand fra David Duke«, siger Trump nu ifølge amerikanske Politico .

Trump har også på Facebook og Twitter understreget, at han tager afstand fra David Duke.

Han fastslår endda, at han allerede fredag under en pressekonference »uden besvær« tog afstand fra David Duke, da han blev adspurgt.

Søndagens interview

Vært Jake Tapper forsøgte under interviewet søndag at få Trump til at tage afstand fra den tidligere KKK leder og andre racistiske grupper, der har udtrykt deres støtte til Trump.

»Vil du utvetydigt fordømme David Duke og sige, at du ikke vil have hans stemme eller stemmer fra andre white supremacists?«, spurgte han.

»Jeg ved intet om David Duke. Jeg ved ikke noget om white supremacists«, svarede Trump under interviewet.

»Jeg ved ikke, hvilken gruppe du taler om. Du vil ikke have mig til at tage afstand fra en gruppe, jeg ikke kender«.

Da Jake Tapper i respons hertil indskød, at han henviste til »Ku Klux Klan og David Duke«, svarede Trump: »Ærligt talt, jeg kender ikke David Duke. Jeg tror ikke, jeg nogensinde har mødt ham, og jeg ved ikke noget om ham«.

Duke har indirekte støttet Trump

Den heftigt debat om David Duke er opstået efter han i sit radioprogram 'David Duke Radio Program' indirekte har udtrykt sin støtte til Trump.

»At stemme imod Donald Trump på dette tidspunkt, er virkelig forræderi overfor din arv«, sagde han ifølge Politico.

»Jeg siger ikke, at jeg støtter alt ved Trump. I virkeligheden har jeg ikke formelt tilsluttet mig ham. Men jeg støtter hans kandidatur, og jeg støtter at stemme på ham som en strategisk handling«.

Redaktionen anbefaler

Trump vækker opsigt med Ku Klux Klan-svar

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce