Minder. Selv om Courtney Griffin løj og stjal fra forældrene, har faderen, Doug, ladet datterens soveværelse stå uberørt, siden hun i 2014 bare 20 år gammel døde af en overdosis heroin i Newton, New Hampshire.
Foto: Katherine Taylor/NYTimes/Scanpix

Minder. Selv om Courtney Griffin løj og stjal fra forældrene, har faderen, Doug, ladet datterens soveværelse stå uberørt, siden hun i 2014 bare 20 år gammel døde af en overdosis heroin i Newton, New Hampshire.

Glem jobs, økonomi og Islamisk Stat: Heroin er New Hampshires store tema

En eksplosion i antallet af heroindødsfald er braget ind i valgkampen i USA. Kandidater fortæller om deres egne erfaringer.

Amerikansk præsidentvalg 2016

I onsdags måtte kriminalassistent Eric Adams rykke ud til årets første heroindødsfald. En 42-årig mand vågnede aldrig op fra sin rus, og dermed begyndte endnu en bjælke i det uhyggelige søjlediagram, som den forebyggelsesansvarlige ved Laconias politi i New Hampshire har liggende foran sig. I den søvnige by med knap 16.000 indbyggere var der i 2015 hele 83 heroinoverdoser – 9 af dem med dødelige udgang.

»Det begyndte i 2013 og eksploderede for alvor året efter«, fortæller Eric Adams.

»Det er overalt, og det er det, hele byen taler om på cafeer og i supermarkedet. Alle kender nogen, der er påvirket af det, og alle frygter, at deres børn bliver de næste«.

USA’s ekstreme forbrug af stærke smertestillende piller, de såkaldte opiater, har for mange helt almindelige mennesker på kort tid udviklet sig til et heroinmisbrug. De smertestillende piller er blevet vanskeligere at få fat i, og det har drevet prisen op på det sorte marked. I stedet kaster misbrugerne sig ud i heroin, der giver samme effekt for færre penge.

Cruz’ søster døde af overdosis

Den lille delstat New Hampshire er en af de hårdest ramte i den heroinepidemi, der i øjeblikket skyller hen over USA’s landområder. I 2014 døde 326 mennesker af heroinoverdoser, og tallene for 2015, der er ved at blive endeligt opgjort, lander på over 400.

Eric Adams, der blev udpeget til at koordinere den præventive indsats i byen, da problemet eskalerede, vurderer, at et sted mellem 1.000 og 3.000 borgere i Laconia har et misbrug.

VALGKAMP

Annonce

New Hampshire er også vært for tirsdagens vigtige primærvalg, hvor præsidentkandidaterne kæmper om vælgerens gunst på cafeer og til små vælgermøder. Heroinproblematikken dukker op igen og igen, når kandidaterne åbner for spørgsmål fra salen. En meningsmåling fra University of New Hampshire viste i oktober, at 25 procent af vælgerne i delstaten anser heroinkrisen for det vigtigste politiske spørgsmål, og det har dermed overhalet gængse temaer som økonomi og udenrigspolitik som valgets vigtigste.

Flere kandidater har fortalt om deres personlige erfaringer med misbrug i familien. Det blev en stor sag, da Jeb Bushs datter i 2002 blev arresteret for at forsøge at købe piller med en forfalsket recept, mens faderen var guvernør i Florida. Den lidt stive Bush bliver pludselig menneskelig, når han taler om familiens kamp for at redde datteren ud af afhængighed – hun har nu været stoffri i 10 år.

Alle kender nogen, der er påvirket af det, og alle frygter, at deres børn bliver de næste

Carly Fiorina har berettet om sin steddatter, der døde af sit misbrug, og i lørdagens tv-debat mellem de republikanske kandidater fortalte Ted Cruz om sin halvsøster Myriam.

»Jeg kan stadig huske, de gange min far og jeg kørte op for at hente Myriam ud af en pusherrede for at forsøge at overbevise hende om, at hun var nødt til at komme hjem og være mor for min nevø, Joey«, sagde en synligt bevæget Cruz.

»For 5-6 år siden døde hun af en overdosis. Retsmedicinerne sagde, at det var et uheld. En aften havde hun taget for mange piller, og Joey fandt hende død«.

Kandidater opsøger sygeplejerske

Susan McKeown sætter sig træt i sin stue med en kop te. Hun har travlt under primærvalget og er netop kommet hjem fra et vælgermøde med Ted Cruz. Hun er sygeplejerske og arbejder for organisationen New Futures med at starte støttegrupper i New Hampshire for forældre, der har mistet deres børn til stofferne. Foreløbig er der 15 grupper spredt i alle hjørner af den lille delstat.

Som en af delstatens mest kendte stemmer i den nye kamp mod heroinen trækker adskillige kandidater på hendes ekspertise og inviterer hende til deres vælgermøder. Hun skeler ikke til partifarven, så længe kandidaterne lover at ville gøre noget ved problemet.

Annonce

Annonce

Annonce

Den første opringning kom fra Hillary Clintons lejr allerede efter kandidatens første valgmøde i delstaten sidste år.

»Hun havde været til et vælgerforum, der egentlig handlede om forholdene for små virksomheder, men alle spørgsmålene handlede om heroin. Det var hun ikke forberedt på«, fortæller Susan McKeown.

Da Clinton senere holdt vælgermøde i byen Keene, blev McKeown inviteret med som gæst og holdt møde kun med Clinton og hendes politiske toprådgiver.

»Hun sagde: »Okay, I er eksperterne. Fortæl mig om problemet, og hvad vi skal gøre ved det««, husker McKeown.

Obama har hjulpet misbrugere

Heroinproblemet er også en af forklaringerne på, at Donald Trump står stærkt her i New Hampshire. Han var den første, der tog sagen op, da han beskyldte mexicanske indvandrere for at have stort set fri adgang til at smugle stoffer over grænsen, som han vil sikre med en mur.

Men for praktikere som McKeown handler løsningerne især om bedre adgang til behandling, bedre procedurer til at opfange misbrugere tidligt i forløbet og om en begrænsning af de receptpligtige smertestillende piller, der for mange er første skidt på vejen mod heroinen.

Kriminalassistent Eric Adams peger på, at Obamas sundhedsreform, ObamaCare, som republikanerne ønsker afskaffet, har flere muligheder for behandling. I USA er afvænning ikke en offentlig opgave, men dækket af den enkeltes forsikring. Reformen har givet forsikring til flere og fjernet forsikringsselskabernes mulighed for at afvise stofmisbrugere som kunder.

»Hvis de fjerner ObamaCare, håber jeg, de sætter noget i stedet på det her område. Ellers vil det få konsekvenser for vores muligheder for at hjælpe«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce