Annonce
Annonce
Internationalt

Fem års borgerkrig gennem en syrisk families øjne: Jeg ønskede, at jeg aldrig havde fået børn

Siden borgerkrigen i Syrien brød ud er 11 millioner mennesker flygtet. Familien Haj Mohamad i Jægerspris er fire af dem.

Annonce

Fakta Borgerkrigen i Syrien

Borgerkrigen i Syrien har varet i fem år. 250.000 er blevet dræbt, over en million er kvæstet og halvdelen af befolkningen er flygtet.

Dokumentar: Hvad har de gjort galt?

Historien fortalt i 10 kapitler

Fem års krig på tre minutter

Her udkæmpes krigen

IS på to minutter

Selv da en bombe eksploderede midt i lejligheden, overvejede familien Haj Mohamad ikke at flygte fra Syrien.

Det var en aften for tre år siden, og familiens to børn var lagt i seng. Der var en høj lyd. Og så var der støv. Kun støv.

Faren i familien, Fadi Haj Mohamad, besvimede.

Da han vågnede var halvdelen af lejligheden på fjerde sal i Idlib forsvundet. En bombe havde skåret bygningen midt over få meter fra børnenes værelse.

»Jeg tænkte: nu dør vi. Men vi dør sammen«, siger Fadi Haj Mohamads kone Faten Nassif Haj Mohamad.

Det var først et stykke tid senere, at familien besluttede sig for at forlade Syrien.

Den sværeste beslutning

Nu sidder familien i deres stue i Jægerspris, hvor der er rensdyr på puderne i sofaen og et fuglehus med musvitter i haven.

Fadi og Fatir Nassif Haj Mohamad og deres to drenge Hussin og Anas, er fire ud af de 11 millioner mennesker, som er flygtet fra borgerkrigen i Syrien.

SE NAGIEB KHAJAS DOKUMENTAR FRA SYRIEN:Den Brændte Jord (1:3)

I dag er det fem år siden krigen brød ud. 250.000 er blevet dræbt, over en million er kvæstet, og halvdelen af befolkningen er flygtet.

Hver dag jeg tog på arbejde, vidste jeg ikke, om mine børn ville være i live, når jeg havde fri

Faten Nassif Haj Mohamad, syrer

»Det at flygte var den sværeste beslutning, vi nogensinde har truffet. Men vi blev nødt til at tænke på vores børns fremtid«, siger Fadi Haj Mohamad, mens de to børn sidder i en lænestol og spiller på den samme telefon.

Et godt liv

Før krigen brød ud, havde de, hvad de selv kalder »et godt liv«.

En stor lejlighed, stabile jobs og en stor familie. Fadi Haj Mohamad arbejdede som kok og Faten Nassif Mohamad som revisor.

Lejligheden havde udsigt over Idlib, og Fadi Haj Mohamad siger, at det var det»smukkeste syn«.

Men så ændrede gadebilledet sig. Først kom skudkampene.

»Selvom vi så dem skyde efter hinanden i gaden, troede vi ikke på, at det ville udvikle sig en krig. Syrien var et fredeligt land, så vi var sikre på, at det snart ville stoppe«, forklarer Fadi Haj Mohamad og tilføjer:

»Hvis man vidste konsekvenserne dengang, var der ingen, der havde trukket på aftrækkeren«.

TV: Forstå 5 års krig i Syrien på 3 minutter

Da skudsalverne var blevet hverdag, begyndte bomberne at falde.

»En dag hørte jeg, at der var et bombeangreb ved mine børns skole. Jeg løb derhen. På vejen derhen sprang en bombe foran mig. Den dag stoppede jeg med at være bange for bomberne«, siger Fadi Haj Mohamad.

Fadis Haj Mohameds kone vænnede sig aldrig til bombardamenterne.

»Det var så utilregneligt, hvornår de faldt. Hver dag jeg tog på arbejde, vidste jeg ikke, om mine børn ville være i live, når jeg havde fri«, siger Faten Haj Mohamad.

Fadi flygter til Danmark

Tre år af borgerkrigen boede familien i byen Idlib i Syrien, der har været centrum for mange kampe.

»Byen blev ødelagt, og der var mange mennesker, som omkom. Vi begyndte at miste håbet for fremtiden. Det var os, de civile, som blev slået ihjel«, siger Fadi Haj Mohamad.

Et stykke tid efter deres lejlighed blev bombet, besluttede de sig for at give op.

»Vi havde ikke længere det samme om håb om, at noget ville ændre sig. Krigen stoppede ikke. Så vi måtte flygte for at skabe en fremtid for vores børn«, siger Faten Nassif Haj Mohamad.

LÆS OGSÅ: Psykologer: Syriens børn kommer til at leve med varige mén og traumer

Familien aftalte, at Fadi Haj Mohamad skulle rejse først, så de kunne søge om familiesammenføring. De valgte Danmark, fordi de havde hørt, at familiesammenføringen gik hurtigt der.

Et år gik der fra fra Fadi Haj Mohamad rejse til, at resten af familien kunne følge ham.

Den tid beskriver Faten Nassif Haj Mohamad som det værste år.

»Jeg ønskede, at jeg ikke havde fået børn. Jeg var så bange for, at de skulle dø«.

Hun fortsætter:

»Børnene havde brug for deres far. Det havde jeg også«.

Rækkehuset i Jægerspris

Nu er familien samlet i Jægerspris.

De har ikke mange ting med fra Syrien. Men i vindueskarmen ligger der en koran. Fadi Haj Mojamed begynder at græde, da han tager den frem. Han har købt den i Syrien.

»Islam står for fred og tilgivelse. Det må vi huske«, siger Fadi Haj Mohamad.

Islam står for fred og tilgivelse. Det må vi huske

Fadi Haj Mohamad, syrer

I stuen er der også en køjeseng til drengene, og en kommode hvor deres legetøj står fremme som pyntegenstande. Ovenpå en dansk juledug står familiens fjernsyn.

I sommers viste det billeder fra flygtningestrømmen, som bevægede sig op ad de danske motorveje. Og de seneste måneder har familien set nyhederne om, at lande på striber lukker grænserne for flygtninge.

LÆS OGSÅ: Syrisk redningsarbejder: »Krigen har været min læremester«

»Det er okay, at landene lukker deres grænser. Det er deres ret. Men jeg tror, at hvis alle kunne se, hvad syrerne har oplevet, ville intet land lukke sine grænser«, siger Fadi Haj Mohamad.

Familien vil genopbygge Syrien

Fadi og Faten Haj Mohamad er glade for, de nåede at krydse grænsen. De er begyndt at lære dansk, og deres to drenge er begyndt i skole og børnehave.

»Vi er taknemmelige for Danmark. Vi er blevet taget godt i mod, og folk er søde. Men Syrien er vores hjemland, og det vil aldrig ændre sig«, siger Faten Nassif Haj Mohamad.

Hver morgen inden hun åbner øjnene, ønsker hun sig seks år tilbage i tiden, fortæller hun.

»Der eksisterede vores land. Det var et land med fred og kærlighed. Nu bløder det, og vi bløder med det«, siger Faten Haj Mohamad og tilføjer:

»Når bomberne stopper med at falde, vil vi tage tilbage til Syrien. Vi er ligeglade med, hvor vi skal bo, og hvordan vi skal få mad. Vi vil bo i telt, hvis det skal til, for at vi kan hjælpe med at genopbygge vores land«.

For abonnenter
Redaktionen anbefaler

Syriens hvide hjelme

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce