Øde. Der er ikke mange civile – eller militante – tilbage i Aleppos hærgede gader.
Foto: Karam Almasri/Zuma

Øde. Der er ikke mange civile – eller militante – tilbage i Aleppos hærgede gader.

Borgerkrigen i Syrien

Abu Rahmo fra ruinerne: »For mig er Aleppo verdens smukkeste by«

Nye kampe sender i disse dage tusinder på flugt fra Aleppo i Syrien. Journalist Nagieb Khaja har fulgt livet i den bombede by indefra.

Borgerkrigen i Syrien

Hvor er terroristerne?«, spørger ambulanceføreren Abu Rahmo, mens han viser rundt i Syriens største by, Aleppo.

»Hvor er IS? Hvor er Den Frie Syriske Hær?«, spørger han vredt og frustreret.

Spørgsmålene er rettet mod Rusland, som ifølge Abu Rahmo har forværret situationen for de civile. Rusland, som i efteråret valgte at bistå Syriens præsident, Bashar al-Assads, kamp mod oprørsstyrker med vedvarende luftangreb. Lokale observationsgrupper, USA og EU siger, at bomberne har kostet utallige civile livet.

»Rusland siger, de er gået i krig mod Daesh (Islamisk Stat, red.), men Daesh har ikke været her i to år«, siger Abu Rahmo.

Gaderne, vi går rundt i, er almindelige boligområder, påpeger ambulanceføreren og fremviser flere smadrede bygninger og kvarterer, som angiveligt er blevet bombet af russiske fly.

Den lyshårede og blåøjede Abu Rahmo bærer en blå arbejdsvest og en kasket med den engelske fodboldklub Liverpools logo. Det meste af tiden griner han. Det er svært at forstå, at en mand, som ser død og ødelæggelse hver dag, kan have så let til latter.

Men det gode humør er den eneste måde at overleve på, siger han.

Tusinder på flugt

Jeg har tilbragt 12 dage i Aleppo, og her kan døden fra luften komme når som helst. Store dele af Aleppo er lagt øde på grund af de massive luftangreb mod den oprørskontrollerede del af byen.

Alligevel går indbyggerne på arbejde, sender deres børn i skole og nyder mad på gaderestauranterne, når de har fri. De gør det på trods af visheden om, at de kan dø hvert et øjeblik.

Imens i Genève er fredsforhandlingerne imellem de krigsførende parter brudt sammen, og efter måneders kampe er dele af Aleppo ved at blive omringet og belejret af regimets styrker. Byen kan falde til Assads styrker i løbet af få uger, og udsigten til intensiverede kampe i byen driver lige nu mellem 50.000 og 100.000 civile på flugt.

Guvernøren i den tyrkiske grænseby Kilis siger til Reuters, at den tyrkiske grænse på bare 48 timer har modtaget 35.000 syriske flygtninge. Og den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, og den britiske, Philip Hammond, antyder, at russerne begår krigsforbrydelser.

Selv afviser russerne beskyldningerne og siger, at Rusland er blevet et offer for en propagandakrig fra navnlig briternes side.

Et lille lyspunkt i elendighederne er en international donorkonference i London, der skal øge den økonomiske støtte til den nødstedte syriske befolkning. Der skulle være blevet rejst op mod 70 milliarder kroner. Ikke at det ændrer ved, at den syriske befolkning er fanget i en tilsyneladende endeløs og altødelæggende krig.

»Verdens smukkeste by«

I de ødelagte gader i midten af Aleppo er der umiddelbart ingen militante at se. Ganske vist holder oprørskoalitionen – en bred alliance af forskellige grupper – til i Aleppo. Men grupperne er ikke til at få øje på i de områder, som er blevet angrebet af fly fra Rusland eller det syriske regime. De opholder sig i stedet ved fronten lige op ad regimekontrollerede områder som det forladte Sheikh Najjar-distrikt. Det er dér, de vigtige kampe foregår.

Abu Rahmo er en af de ukuelige civile, der er tilbage. Hans to børn blev dræbt af regimets luftbombardementer, og nu har han gjort det til sin livsopgave at redde andre menneskers børn efter angrebene.

»For mig er Aleppo verdens smukkeste by. Jeg forlader den aldrig. Jeg blev født her, og jeg kommer til at dø her«.

Mens Abu Rahmo viser rundt, hører vi et brag i det fjerne. Det er et luftangreb.

» Harbi Russi. Harbi Russi«. »Russiske kampfly«, lyder en stemme i ambulanceførerens radiomodtager.

Han sender et opgivende smil:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Alle kan se forskel på de syriske og russiske fly. Vi er blevet bombet så tit, at selv vores børn kan se forskellen«.

På en gade i Ferdaus-bydelen, som ligger i bymidten, drikker en butiksejer en kop kaffe på gaden, men bliver afbrudt af et nyt brag. Han kigger mod en røgsky.

»Hvor skal vi tage hen?«, spørger han.

»Skal vi flygte? Forlade vores land? Det bliver over vores lig. Her er kun civile. Intet andet. Vis mig bare én kriger, én militant på denne gade! Flere gange hver dag bliver vi udsat for terroraktioner fra regimet. Kan du forestille dig det? Hver dag!«.

Midt i dette kaos, i et Syrien, der er blevet en slagmark for militante grupper og en strategisk brik for omverdenens stormagter, skiller en gruppe sig ud. De kalder sig White Helmets. En gruppe af frivillige syrere, som hver dag risikerer deres liv og lemmer for at redde civile efter kamphandlinger og luftbombardementer.

I 12 dage har Politiken fulgt White Helmets i aktion i verdens måske farligste by. Læs historien om de hvide hjelme i Politiken og politiken.dk søndag.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce