Annonce
Annonce
Internationalt

Styrket Cameron kan være gode nyheder for EU

Med David Cameron på vej til Downing Street kan resten af unionen godt forberede sig på, at den britiske premierminister vil forsøge at få afviklet en hurtig afstemning om briternes fremtid i unionen.

SNP får det yngste parlamentsmedlem siden 1667. Kilde: Ritzau

Britisk valg 2015

Storbritannien gik til valg torsdag 7. maj. Efter at de konservative og Labour i hele valgkampen lå side om side i meningsmålingerne, endte det med en klar sejr til de konservative.

Valgresultat: Cameron generobrer magten

Overblik: Lynguide til det britiske valg

Overblik: Her er valgets hovedpersoner

Der er ikke mange europæiske regeringer, der har sagt det lige ud. Men uofficielt har flere diplomatiske kilder givet udtryk for, at man i hovedstæder som Berlin, Paris og København heppede på Ed Miliband i det britiske valg, fordi Labour-lederen på forhånd havde afvist en britisk folkeafstemning.

Men det vil være kortsigtet af EU's politiske ledere at ærgre sig over, at det nu stedet bliver den konservative David Cameron, som fortsætter på posten som Storbritannien premierminister. Det mener professor i politik og institutleder ved London School of Economics, Simon Hix.

»En styrket David Cameron vil kunne få en EU-afstemning ud af verden hurtigt. Hvis han havde tabt valget, ville han være blevet afløst af en langt mere EU-skeptisk partileder, og det ville have været et langt værre alternativ«, mener Simon Hix.

RESULTAT Cameron tog alle på sengen - nu er det kun et spørgsmål om sejrens størrelse

David Cameron har garanteret vælgerne, at han vil afvikle en afstemning inden 2017, men ifølge professor Patrick Dunleavy fra London School of Economics vil David Cameron formentlig gå efter at få en hurtig afstemning.

»Jeg tror, vi vil få en afstemning i maj 2016 allerede. Det giver mening at forsøge at få lagt låg på den økonomiske usikkerhed, hele situationen vil bringe i Storbritannien, og få det afsluttet så hurtigt som muligt«.

De er begge enige om, at David Cameron vil gå langt for at få et ja igennem.

OVERBLIK Sådan har Storbritannien forandret sig under Cameron

Men Alan Sked, der var en af medstifterne af det EU-skeptiske parti UKIP og i dag har brudt med partiet, vurderer, at det vil blive svært for David Cameron at få overbevist den britiske befolkning om, at han overhovedet ville kunne opnå nogen som helst indrømmelser fra EU.

»Det vil alt sammen være kosmetisk og uden nogen reelle ændringer for Storbritannien. Jeg er sikker på, at de britiske vælgere vil se lige igennem det«, mener Alan Sked.

Eksistentiel krise i partiet

Utrygheden i resten af EU baserer sig især på, at det ikke står helt klart endnu, hvad David Cameron vil kræve som en et led i genforhandling af det britiske medlemskab, som han lovet sine vælgere.

»Hvis det er en traktatændring, bliver det meget, meget vanskeligt. Hvis det er ting, der kan ordnes på anden vis og med andre former for aftaler. Jeg vurderer, at det især vil handle om immigration og adgangen til sociale ydelser. Og her beder Storbritannien faktisk ikke om noget, som ikke både Danmark, Holland og Tyskland har ønsket«, siger Simon Hix.

Meningsmålingerne viser i øjeblikket, at et flertal i den britiske befolkning ønsker at blive i unionen, men det er inden EU-debatten er gået i gang i Storbritannien.

EUROPA ANALYSETre grunde til at afvise Cameron, og tre grunde til at hjælpe ham

Under det meste af valgkampen blev emnet mere eller mindre fortiet af begge de to store partier. Især David Cameron kommer til at stå et potentielt gigantisk internt problem i det konservative parti, der er dybt splittet over spørgsmålet om EU.

»Der er en del, der er midtsøgende og funderet i forretningslivet, og så er der en mere hardcore nationalistisk fløj i partiet. Og jeg spår, at de konservative vil blive kastet ud i en eksistentiel krise når EU-debatten skal tages«, siger professor ved European Institute i London, Maurice Fraser.

»Partiet risikerer at splitte op, men sker det, så risikerer de konservative at blive så små, at de ikke længere har nogen chance for at komme i regering, og det vil formentlig få den mest rabiate højrefløj til at besinde sig«, mener han og understreger, at meget afhænger af, hvor dygtig Cameron er til at håndtere situationen både internationalt og i sit parti.

»Han kan blive manden, der en gang for alle får renset luften og afklaret EU-spørgsmålet. I hvert tilfælde for en generation. Eller han kan være med til at splitte partiet«, siger Maurice Fraser.

Del link
Annonce
Dit politiken
Annonce