Foto: Karim Kadim (arkiv)/AP

Soldaterne skal undgå at tage fanger eller hurtigst muligt slippe dem fri

'Fangespøgelset' fra Irak har fået regeringen til at lave en særlig task force, så danske specialstyrker ikke selv skal afgøre fangers skæbne.

Kampen mod Islamisk Stat

En arbejdsgruppe i København med jurister og folkeretseksperter skal tage stilling til, hvilken skæbne der skal overgå krigere fra IS, som danske soldater i Irak eller Syrien har taget til fange.

Formålet med den helt usædvanlige ordning er, at det ikke bliver soldaterne på jorden, der træffer afgørelser om fanger, men at det endelige ansvar ligger i København, hvor det juridisk og politiske ansvar kan placeres.

Men i første række skal soldaterne undgå at skulle tage fange, og hvis det sker alligevel så slippe dem løs hurtigst muligt. Hvis det heller ikke er muligt, så bliver soldaterne fritaget for ansvaret for, hvad der så skal ske med fangerne. Ordningen betyder, at soldaterne reelt kan komme i situationer, hvor de skal slippe terrorister fri kort efter, at de har angrebet danskerne.

Det er efter vores vurdering en usandsynlig situation, at danske soldater tager fanger. Skulle det ske, skal task forcen tage stilling til den konkrete situation

»Men vi regner ikke med, at de kommer i situationer, hvor de bliver nødt til at tage fanger. Hvis det skulle ske, så vil der være et regelsæt for, hvordan de skal agerer og i sidste ende bliver det denne task force i København, der træffer afgørelsen«, forklarer udenrigsminister Kristian Jensen (V) efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn.

På kant med folkeretten

Baggrunden for det usædvanlige system er, at danske soldater i Irak fra 2003 til 2007 i en stribe tilfælde kom på kant med folkeretten. Forsvaret var ikke forberedt på, at skulle tage fanger, ordningerne var uklare og da soldaterne overleverede fanger til det irakiske politi blev fangesagerne en varm politisk sag, der siden har forfulgt forsvaret og den daværende VK-regering.

Forsvarets egne undersøgelser har vist, at i mindst 12 tilfælde blev fangerne udleveret til myndighederne i situationer, hvor de risikerede dødsstraf, hvilket var en overtrædelse af de internationale konventioner, som Danmark har tilsluttet sig.

Kristian Jensen ville ikke gå i detaljer med, hvad, der skal blive af fanger, som soldaterne i Irak eller Syrien ikke kan slippe fri.

»Det bliver i den sidste ende task forcens ansvar«, siger Kristian Jensen,

Kan Danmark overlevere fanger til den irakiske stat, der har dødsstraf og hvor der forekommer tortur?

»Vi udleverer ikke fanger til lande, hvor der er risiko for tortur og den slags behandling«.

Annonce

Terrorister, der har skudt på danske soldater, skal i stedet løslades?

»Sagen er, at styrken kan komme i en situation, hvor de er nødt til at tilbageholde folk, og de ikke umiddelbart kan løslades. Så er det, at soldaterne overlader afgørelsen til task forcen i København, der tager konkret stilling fra sag til sag. Men de operationer specialstyrkerne indsættes i, gør situationen usandsynlig«, forklarer Kristian Jensen.

Samme procedure skal også følges, hvis det er en dansk IS-frivillig, der bliver fanget af de danske soldater, men heller ikke den situation ville Kristian Jensen gå dybere ind i.

»Det er efter vores vurdering en usandsynlig situation, at danske soldater tager fanger. Skulle det ske, skal task forcen tage stilling til den konkrete situation.

Og hvis det er danske statsborgere fra IS?

Så tager man stilling konkret«, siger udenrigsministeren.

Ekspert: Positivt med bedre kontrol

Peter Vedel Kessing fra Dansk Institut for Menneskerettigheder kender ikke detaljerne i den særlige løsning på fangespørgsmålet.

»Men det er positivt, at danske myndigheder nu vil sikre bedre kontrol med, hvilke fanger der tages og eventuelt skal overdrages. Det er godt, at myndigheder nu overvejer, hvordan der kan indføres en ’effektiv og upartisk’ prøvelse af problemet, så spørgsmålet om frihedsberøvelse og måske senere overdragelse ikke blot foretages af de involverede danske styrker«, skriver Peter Vedel Kessing i en mail.

Han peger derudover på, at der folkeretligt og ifølge konventionerne gælder andre regler for danske soldaters krigsdeltagelse i Syrien i forhold til i Irak. I Syrien vil det i folkeretslig forstand være en international væbnet konflikt med meget vide juridiske rammer, mens indsatsen i Irak er mere kompliceret, fordi der ikke i juridisk forstand er tale om en folkeretslig international konflikt.

Tidligere udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) tror ikke på, at regeringens nye konstruktion kan løse det tilbagevendende problem med håndtering af fanger.

»Forskellige embedsmænd i København flere tusinde kilometer væk skal sidde og bestemme, om man skal frigive en eller anden mand eller ej. Det er jo fuldstændigt absurd, at man vil håndtere det på den måde. Det viser meget om, at det her er ufatteligt uklart«, siger Holger K. Nielsen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

    #FootballLeaks

    Jakob Sorgenfri Kjær

    Journalist

    Jeg havde måske en ide om det. Men efter måneders arbejde med materialet i #FootballLeaks har det alligevel overrasket mig, hvor meget pengene styrer fodbolden. I mange ligaer er spillere reduceret til spekulationsobjekter, klubber ser stort på regler for at fremme kortsigtede kapitalinteresser, mens agenter får dukkerne til at danse i jagten på at maksimere deres profit.

    Det er på høje tid, at fodboldindustriens dybe hemmeligheder kommer frem i lyset blandt dem, der betaler for det hele.

    Læs alle artikler om #FootballLeaks her, eller se denne video for at forstå, hvordan mere end 18 mio. hemmelige dokumenter fra fodboldens verden er havnet hos os.

Annonce