Grænser. Flygtninge og migranter går i land på den græske ø Lesbos. Et nyt EU-forslag vil give grænseagenturet Frontex bemyndigelse til at skrive ind, når landenes grænsekontrol halter.
Foto: JACOB EHRBAHN (arkiv)

Grænser. Flygtninge og migranter går i land på den græske ø Lesbos. Et nyt EU-forslag vil give grænseagenturet Frontex bemyndigelse til at skrive ind, når landenes grænsekontrol halter.

EU vil overtage kontrollen med de ydre grænser

Grænsekorps med op til 2.000 mand skal kunne rykke ud og overtage kontrollen, om nødvendigt mod medlemslandes vilje, foreslår EU-kommissionen.

Europa

På dagen, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kommer til Bruxelles for at bede om særaftaler, der stiller Danmark på sidelinjen af EU’s retslige samarbejde, lækker kommissionen det måske mest ambitiøse forslag på området til dato.

I et sidste, næsten desperat forsøg på at redde grænsesamarbejdet Schengen, vil kommissærerne have de europæiske regeringer til at give EU vidtrækkende myndighed over kontrollen med Europas ydre grænser.

Det mest revolutionerende og kontroversielle er, at EU skal kunne overtage grænsekontrollen i et medlemsland imod det pågældende lands egen vilje

En kilde i kommissionen bekræfter over for Politiken, at forslaget skal vedtages af den samlede kommission på tirsdag, hvorefter der ventes svære forhandlinger om det blandt medlemslandene.

Forslaget har som ambition at omdanne EU’s grænseagentur, Frontex, til en regulær myndighed for grænsekontrol og kystbevogtning.

Agenturet beliggende i Warszawa, som hidtil har haft en rent koordinerende rolle, skal ifølge forslaget kunne indkalde op til 2.000 grænsevagter fra medlemslandene med 2-3 dages varsel, når en ydre grænse er i krise.

Men det mest revolutionerende og kontroversielle er, at EU skal kunne overtage grænsekontrollen i et medlemsland imod det pågældende lands egen vilje.

Lande får ingen vetoret over egne grænser

Ifølge et udkast til forslaget, som Politiken er i besiddelse af, skal kommissionen næsten enevældigt kunne beslutte at gribe ind efter anbefaling fra Frontex.

Ganske vist vil det ske gradvist efter advarsler til det pågældende medlemsland, og beslutningen vil også skulle forbi de 28 landes regeringer i ministerrådet. Men forslaget lægger op til, at aktiveringen af den europæiske grænsekontrol kun skal kunne bremses, hvis der er et kvalificeret flertal imod det i ministerrådet.

Dette negative flertal vil i praksis være svært at opnå, og det udelukker i hvert fald, at et enkelt medlemsland kan nedlægge veto imod at få kontrollen med dets egne grænser sat under administration af EU.

»Vi ved, at det er et meget, meget ambitiøst forslag. Men flygtningekrisen har bevist, at der ikke er andet at gøre, hvis vi skal redde Schengen. De eksisterende redskaber er ikke nok«, siger en kilde i kommissionen.

Forslaget kommer på bordet som optakt til et EU-topmøde torsdag og fredag i næste uge, hvor de europæiske ledere endnu en gang skal diskutere håndteringen af både flygtningekrisen og den forøgede terrortrussel mod Europa.

Det sker samtidig med, at Danmarks fremtidige tilknytning til hele det retslige samarbejde er kastet ud i uvished, efter at et flertal af danskerne 3. december stemte nej til at ændre retsforbeholdet til en tilvalgsordning.

Grækenland er kernen i problemet

Både Italien og Grækenland har haft meget svært ved at gennemføre den nødvendige kontrol af de over 1 million flygtninge og indvandrere, der er strømmet til EU i år – primært fra Syrien, Irak, Afghanistan og andre krisezoner.

Det har skabt et dybt skadeligt slagsmål blandt Schengen-landene om, hvordan flygtningene skal håndteres. Ungarn, Slovenien og Østrig har opført pigtrådshegn ved deres grænser, og flere andre lande har også midlertidigt genindført kontrol ved de indre grænser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi ved, at det er et meget, meget ambitiøst forslag. Men flygtningekrisen har bevist, at der ikke er andet at gøre, hvis vi skal redde Schengen

Ganske som under eurokrisen er det i virkeligheden Grækenland, der udgør det største problem. Over 700.000 flygtninge og indvandrere er i år kommet ind i EU via Tyrkiet og de græske øer, og kun omkring hver femte af dem menes ifølge Frontex at blive registreret af de græske myndigheder.

I sidste uge accepterede den græske regering modvilligt en større indblanding fra EU. Men det skete efter mange måneders modstand, og først efter voksende trusler om at smide landet ud af Schengen.

I en situation, hvor kontrollen med de ydre grænser er så usikker, virker det helt urealistisk at få gennemført den omfordeling af flygtningene mellem de europæiske lande, som kommissionen foreslog tidligere på året.

Forslag vil splitte medlemslandene igen

Der er derfor en vis logik i det nye forslag om at skabe en europæisk myndighed for grænsekontrol og kystbevogtning, fulgt af et hurtigt udrykningskorps af grænsevagter.

Det betyder imidlertid ikke, at det bliver nemt at få medlemslandene til at godkende det nye system.

Hvis Frontex sporer svagheder, og hvis vi kan se et kommende behov, så kan jeg høfligt foreslå et land, at vi laver en operation. Men hvis medlemslandet siger: 'Nej, det klarer vi selv, vi har ikke brug for Frontex', ja så er der ikke nogen operation

Netop Grækenland og andre sydeuropæiske lande som Spanien, Cypern og Malta er meget skeptiske over udsigten til at få frataget den suveræne kontrol over deres egne grænser. Men situationen er så alvorlig, at en række andre lande anført af stormagterne Tyskland og Frankrig presser på for en europæisk løsning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Også Holland, som overtager EU's roterende formandskab til nytår, har lovet at presse på for at få de nye tiltag igennem.

Flygtningekrisen har nemlig en gang for alle udstillet, at grænseagenturet Frontex i den grad mangler beføjelser til at gribe ind, når Europas ydre grænser bliver løbet over ende.

»Hvis Frontex sporer svagheder, og hvis vi kan se et kommende behov, så kan jeg høfligt foreslå et land, at vi laver en operation. Men hvis medlemslandet siger: ’Nej, det klarer vi selv, vi har ikke brug for Frontex’, ja så er der ikke nogen operation«, sagde direktøren for Frontex, Fabrice Leggeri, da Politiken interviewede ham i sidste måned.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce