Foto: Christopher Furlong/AP
Europa

EU’s skilsmisseparagraf får debut i dag

En britisk diplomat vil i dag bære en konvolut over gaden og aflevere den hos EU-præsidenten. Med brevet sættes Brexit formelt i gang. Det bliver en skilsmisse til mange milliarder euro med millioner af delebørn.

Europa

Da den britiske diplomat John Kerr i årene efter årtusindeskiftet var med til at formulere ordlyden af det, der i dag er kendt som artikel 50, EU’s skilsmisseparagraf, havde han nok ikke forestillet sig, at hans eget land skulle blive det første til at gøre brug af den.

Højt på agendaen hos EU’s establishment dengang var Jörg Haider, den fremadstormende stjerne på Østrigs højrefløj, og Sydeuropas uprøvede demokratier. Det er i det lys, man skal forstå Lissabontraktatens artikel 50, fortæller lord Kerr til EU-mediet politico.eu.

Det forekom mig meget sandsynligt, at et diktatorisk regime i stærk fortørnelse ville ønske at storme ud

»Det forekom mig meget sandsynligt, at et diktatorisk regime i stærk fortørnelse ville ønske at storme ud. Det virkede som en fornuftig ting at have en procedure for at storme ud – for at undgå det juridiske kaos ved et exit uden en aftale«, fortæller John Kerr, der anbefalede briterne at stemme for at blive i EU, til politico.eu.

Men sådan gik det som bekendt ikke, da et flertal af briterne i fjor stemte for at forlade EU.

Og derfor vil Storbritanniens permanente repræsentant ved EU, sir Tim Barrow,omkring klokken 12 onsdag bære en konvolut fra den britiske EU-repræsentation i EU-kvarteret over på den modsatte side af Schuman-rundkørslen til Donald Tusk, formanden for Det Europæiske Råd. I konvolutten vil være et brev fra premierminister Theresa May, der formelt iværksætter artikel 50, som efter planen vil føre til Storbritanniens exit om to år.

Artikel 50 om »frivillig udtræden fra unionen« er ganske kort. Blot 227 ord. Formelt handler artiklen alene om rammerne for et lands udtræden af EU, altså selve skilsmissen, men Storbritannien vil insistere på at forhandle om det fremtidige forhold også.

Først skal regningen gøres op

Først selve skilsmissen: Et af de punkter, der skal afklares, er den regning, som Storbritannien skal betale for at forlade EU. 40 til 60 milliarder euro vil kravet fra EU lyde ifølge Financial Times. Storbritanniens Brexit-minister, David Davis, siger til BBC, at man selvfølgelig vil overholde de økonomiske forpligtelser, man har indgået, men at han ikke regner med, at så mange milliarder kommer til at skifte hænder som følge af skilsmissen.

Et andet af de store punkter for skilsmissen er delebørnene. Der bor lidt over 3 millioner EU-borgere i Storbritannien og lidt over 1 million briter i Europa. Hvad deres rettigheder skal være fremover, skal forhandlingerne gerne afgøre.

Forhandlingerne skal desuden finde en formel for, hvordan man håndterer grænsespørgsmål om eksempelvis toldkontrol, når Storbritannien forlader verdens største indre marked.

EU vil insistere på, at den tekniske del af udfasningen, der bliver ekstremt kompliceret efter 40 års integration, skal afklares først. At regningen skal gøres op, før man begynder at tale om fremtiden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Briterne på den anden side vil slet ikke acceptere, at man ikke under skilsmisseforhandlingerne begynder at tale om fremtidens forhold. I artikel 50 står der ganske kort, at EU og den pågældende medlemsstat kan forhandle »under hensyn til rammen for dens fremtidige forbindelser med Unionen«. Det er juridisk uklart, hvad det vil betyde at tage dette hensyn til fremtiden i forhold til handelsaftaler, men Storbritannien vil gøre alt for at tage hul på forhandlingerne så hurtigt som muligt.

Hvis Storbritannien efter Brexit skulle ende som et almindeligt WTO-land, der ikke har en særskilt handelsaftale med EU, ville toldbarriererne være betydelige. Eksempelvis næsten 30 procent told på sukker-, konfektvarer og cirka 20 procent på drikkevarer og tobak. En sådan status kan få store konsekvenser, i og med at EU aftager omkring 45 procent af Storbritanniens eksport.

Men Brexit kan også ramme EU hårdt økonomisk. Så de fleste eksperter regner med, at skilsmisseforhandlingerne munder ud i om ikke en færdig handelsaftale så en overgangsordning, mens den endelige handelsaftale forhandles på plads. Handelsaftaler er yderst komplicerede og tidskrævende at lave. EU’s seneste handelsaftale med Canada tog det for eksempel syv år at færdiggøre.

Blød eller hård skilsmisse

De britiske diplomater kan i det hele taget godt indstille sig på overarbejde i de kommende år. For handelsaftalen med EU er blot en af mange. Med Brexit forsvinder nemlig også adgangen til de over 50 handelsaftale, som EU har forhandlet sig frem til med udenlandske aktører.

I Bruxelles og London taler man ofte om den kommende skilsmisseaftale som enten hård eller blød. Seniorforsker hos Tænketanken Europa Maja Kluger Dionigi forklarer, at den måske blødeste model findes i Norge.

»Et blødt Brexit vil være en lovmodel, hvor man stadig er med i det indre marked. Det kunne være en Norge-model, hvor man forpligter sig til at respektere de fire friheder for bevægelighed: kapital, varer, tjenesteydelser og personer. Modellen betyder, at man skal kopiere EU-regler uden at have indflydelse på reglernes tilblivelse«, siger Maja Kluger Dionigi.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den bløde model er ret urealistisk, i og med at arbejdskraftens frie bevægelighed var et af de fremherskende argumenter hos leave-fløjen op til Brexit-afstemningen. I den anden ende af skalaen ligger det hårde Brexit.

»Et hårdt Brexit er, at Storbritannien fra den ene dag til den anden træder ud af det indre marked; at landet fuldstændig træder ud af EU-regulering på alle områder, og at man ikke længere er underlagt EU-Domstolen. Det vil betyde, at man fra udtrædelsesdagen mødes af toldmure«, siger Maja Kluger og tilføjer:

»Det ender jo nok med noget midtimellem – med en skræddersyet aftale til briterne. At man på visse områder kan være underlagt konkurrenceregler og EU-Domstolen«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce