Idealister. Piratpartiets tre frontfigurer er Birgitta Jónsdóttir (tv.). Ásta Guðrún Helgadóttir (i midten) og Helgi Hrafn Gunnarsson (th.).
Foto: Birgir Thor Hardarson

Idealister. Piratpartiets tre frontfigurer er Birgitta Jónsdóttir (tv.). Ásta Guðrún Helgadóttir (i midten) og Helgi Hrafn Gunnarsson (th.).

Elbæk: Piratpartiet er del af en progressiv bevægelse

Piratpartiets succes er en del af en bredere tendens i Europa og USA, hvor flere går imod det etablerede system, mener Alternativets leder, Uffe Elbæk.

Europa

Uanset om Piratpartiet vinder dagens valg i Island eller ej, er det allerede en stor sejr, at partiet har fået så meget opmærksomhed, understreger Uffe Elbæk, leder af Alternativet i Danmark.

Alternativet og Piratpartiet er tæt ideologisk beslægtet – bl.a. i deres ønske om et mere borgernært og direkte demokrati.

Der er en meget stor mistillid til det etablerede system

De to partier har også arbejdet sammen i tværnationale initiativer om at styrke miljø- og klimakampen.

»Blandt det, jeg kalder progressive kræfter rundtomkring i verden, betød det meget, at det lykkedes Alternativet i Danmark at blive valgt ind i Folketinget. Piratpartiets succes i Island har en lige så stor betydning, for det viser, hvor langt man allerede nu kan komme«, siger Uffe Elbæk, der selv er taget til Island for at overvære valget.

Han mener, at Alternativets og Piratpartiets fremgang er et resultat af en meget bredere tendens, man ser i både Europa og USA.

»Den tid, vi befinder os i, minder i høj grad om tiden mellem Første og Anden Verdenskrig. Der er en meget stor mistillid til det etablerede system, og det har både en negativ og en positiv side. Den negative side er i mine øjne den øgede nationalisme og populisme, mens den positive er en fremvoksende progressiv bevægelse«, siger Uffe Elbæk.

Tættere samarbejde

I USA er denne bevægelse repræsenteret ved Bernie Sanders, mens den i Europa ud over Alternativet i Danmark og Piratpartiet i Island bl.a. tæller partierne Podemos og Syriza i henholdsvis Spanien og Grækenland og i en vis udstrækning også det, som den britiske Labour-leder, Jeremy Corbyn, står for.

Uffe Elbæk ser for sig, at de såkaldt progressive partier går sammen i et endnu tættere samarbejde for at få en stærk stemme i blandt andet globale klimaspørgsmål.

DET SKETE PÅ 10 ÅR i ISLAND

Alligevel mener han ikke, at det islandske Piratpartis succes får umiddelbar betydning for Alternativet i Danmark.

»Alternativets politik er mere udfoldet end Piratpartiets. Vi har et meget bredere fundament og har lavet en mere grundig samfundsanalyse end den, som Piratpartiet er vokset ud fra, hvilket betyder, at Piratpartiets dagsorden godt kan fremstå mere snæver end vores. Jeg mener, at vi er længere med en ny økonomisk forståelse og tænkning og en dybere analyse af klimaspørgsmålet«, siger han.

Manglende erfaring

Desuden peger han på, at mens han selv er tidligere minister, har Piratpartiet ikke den store parlamentariske erfaring.

»Det er selvfølgelig her, det bliver interessant. Hvis Piratpartiet bliver det største parti, forpligter det, og så skal de til at finde ud af, hvordan man rydder op i økonomien. Det kræver, at man træffer nogle ubehagelige beslutninger«.

Men både for jer og dem gælder det vel, at de høje idealer kan støde ind i virkeligheden?

»Man risikerer altid noget. Men fordelen for os er den erfaring, mange af os allerede har med at skulle tage svære beslutninger«, siger Uffe Elbæk.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce