Annonce
Annonce
Internationalt

Jeg levede to døgn som syrisk flygtning

Kapitel 4. Med hjælp fra menneskesmuglere kom gruppen af desperate flygtninge over bjerget og ind i Tyrkiet.

Nagieb Khaja

øjenvidne

Nagieb Khaja er journalist og dokumentarist. Han har tilrettelagt en række dokumentarudsendelser for DR og TV 2 og har i flere omgange dækket krigene i Afghanistan og

Syrien.

I 2008 blev han på en reportagerejse i Afghanistan kidnappet af en oprørsgruppe, men det lykkedes ham at flygte.

I slutningen af 2015 var han i Syrien for at følge den civile redningsgruppe White Helmets i Aleppo. På turen har han skrevet dagbog, og optegnelserne bringes nu i Politiken. Dette er sidste kapitel i dagbogen.

Jeg går op ad et bjerg i nattens mulm og mørke. Jeg bærer en lille pige, som holder en bamse i armen. Hun er 2 år. Hun hulker lavt. Jeg kan mærke hendes lille hjerte, som banker hurtigt. Jeg holder også en ældre dame i hånden. Hun er forpustet og har svært ved at følge med os andre i kolonnen af desperate mennesker, der forsøger at komme væk fra Syrien. »Vent, vent«, siger hun og hiver efter vejret.

Jeg er i Kharbat Al Jawz. Det går op for mig, at jeg deler skæbne med syrerne. Ligesom dem er jeg spærret inde i et krigsramt land. Eneste vej ud er med hjælp fra kyniske menneskesmuglere.

Indrejseforbud

2 døgn tidligere var jeg ankommet til den syriske grænseby Azaz, hvor jeg forsøgte at få fri passage til Tyrkiet. Selv om både Journalistforbundet og Udenrigsministeriet havde taget kontakt til de tyrkiske myndigheder, lykkedes det ikke. De tyrkiske myndigheder havde givet mig indrejseforbud, fordi jeg var rejst illegalt ind i Syrien 3 uger tidligere. Efter mange timer på grænsen kørte tyrkerne mig tilbage til Syrien og efterlod mig midt om natten på en vej i Azaz, en af de farligste byer i verden for vestlige journalister.

NAGIEB KHAJA:Syriens hvide hjelme

Heldigvis fik jeg hjælp af sympatiske oprørere fra gruppen Jabhat Al Shamia, der gav mig husly, indtil jeg blev hentet af mine kontakter.

Nu er jeg på vej op ad et bjerg i Kharbat Al Jawz i et smukt grønt område. En gruppe menneskesmuglere forsøger at smugle mig og en masse flygtningefamilier ind i Tyrkiet. Syrerne har kun få ejendele. De har efterladt næsten alt og bærer på små poser og rygsække. Jeg kan ikke lade være med at tænke på diskussionen om smykker i Danmark.

Syrerne har kun få ejendele. De har efterladt næsten alt og bærer på små poser og rygsække. Jeg kan ikke lade være med at tænke på diskussionen om smykker i Danmark.

Højst overraskende er langt størstedelen kvinder, børn og ældre mennesker. Det lader til, at den nye strøm af flygtninge har en anden sammensætning end sommerens, hvor flertallet var mænd.

En ung kvinde bliver træt, og jeg tilbyder at bære hendes barn. Kort tid efter rækker en ældre dame tryglende ud efter min hånd, fordi den stejle strækning har udmattet hende. Jeg har heldigvis kun en tung taske på ryggen, fordi min ’guide’, som jeg har betalt for, bærer den anden taske. Jeg er en luksusflygtning.

Jeg bliver træt i armen. Jeg kan se, at den lille pige er bange for mørket og lyden af skud, som indimellem bliver affyret af tyrkiske grænsevagter. Det er højst sandsynligt varselsskud, men alle ved, at der er flere flygtninge, som er blevet såret og dræbt de seneste måneder.

LÆS OGSÅAbu Rahmo fra ruinerne: »For mig er Aleppo verdens smukkeste by«

Det giver et gib i flygtningenes krop, hver gang der bliver skudt. En baby græder, og hendes desperate mor holder hende for munden. En af menneskesmuglerne truer med at sende dem tilbage. Moren forsikrer ham om, at barnet nok skal stoppe sin gråd. Det lykkes utroligt nok.

Afmægtig

Omsider bliver stien flad og giver mig mulighed for at sætte den lille pige ned, så hun selv kan gå sammen med sin mor igen. Den ældre dame kan også klare sig selv igen. Jeg fortsætter alene med min guide ved min side. Pludselig kommer en panisk ung fyr løbende mod os.

»Jandarma!« (grænsevagter), råber han og spæner forbi os. Alle går i panik og løber ned ad bjerget. Folk omkring mig snubler over sten, forhøjninger, grene og hinanden. Der er kaos, og jeg frygter, at folk kommer til at trampe på hinanden. Jeg tænker på det lille barn, den ældre dame og alle de andre kvinder og børn, som umuligt kan nå væk fra vagterne. Jeg føler mig afmægtig, fordi jeg ikke kan gøre noget. Min guide hiver i min hånd.

Kattens leg med musen

Efter flere minutter kan vi skimte nogle bål. Vi er nået tilbage til basen. Stedet, hvor flygtningene venter, indtil menneskesmuglerne får koordineret med deres partnere på den anden side af grænsen. Når grænsevagterne flytter sig fra et sted, forsøger smuglerne at få flygtninge ind lige præcis det sted, før de vender tilbage. Det er kattens leg med musen.

SE GRAFIK 92.000 prikker. En for hver civile syrer, der er dræbt siden 2011

Efter et par timers ventetid rykker vi igen. Denne gang får jeg at vide, at det er en mere sikker rute. »De har betalt nogle af vagterne«, siger min guide.

Vi går op ad bjerget, men denne gang er ruten ikke så stejl. Der er små bække og forhøjninger, hvilket gør det svært for børnene. Jeg ser en mor, som har et spædbarn i armene og to små børn, der har svært ved at følge med. Jeg bærer dem et stykke af vejen. De små purke er rædselsslagne, især fordi grænsevagterne fortsætter med at affyre varselsskud.

Vi får øje på et bål på stien 50 meter fra os. »Jandarma«, siger min guide.

Børnene larmer, og jeg bliver nervøs, men de tyrkiske grænsevagter kigger den anden vej. »Flus« (penge), siger min guide og griner skælmsk. Det er åbenbart de vagter, der har fået bestikkelse.

En time efter er vi i Tyrkiet. Flygtningene ser lykkelige ud, fordi det lykkedes. Min guide og jeg bliver samlet op af hans kammerat, der kører mig til lufthavnen.

Som den luksusflygtning jeg er, køber jeg billet til København. Jeg tænker på alle de syrere, jeg krydsede grænsen med. De så lykkelige ud. De aner ikke, hvad der venter dem i gummibådene i det græsk-tyrkiske farvand.

Redaktionen anbefaler

EU erkender: Der er stadig ikke styr på flygtningestrømmen

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce