Grafik: Claus Nørregaard og MFC

Grafik: Claus Nørregaard og MFC

Mellemøsten

Syrien er ophørt med at eksistere

Præsident Bashar al-Assad indrømmer at han ikke kan generobre landet og trækker sine styrker tilbage. Landet er nu opdelt i en række ministater med hver deres krigherrer.

Mellemøsten

Flaget var ikke på halv, og der blev ikke spillet nogen sørgemarch.

Men da Syriens præsident Bashar al-Assad gik på talerstolen i Damaskus den sidste søndag i juli for at tale til folket, var det ikke desto mindre reelt for at lægge Syrien i graven.

Det var første gang siden maj, at Assad henvendte sig offentligt til folket og mens han hidtil igen og igen har fastholdt at hæren var på nippet til at få knust de ’terrorister’, der plagede landet, erkendte den syriske diktator nu for første gang siden oprøret mod ham begyndte i marts 2011 åbent, at hæren er presset til det yderste og ikke på nuværende tidspunkt kan generobre de oprørskontrollerede områder.

Tværtimod faktisk.

»Vi må definere de vigtige regioner, som de væbnede styrker holder fast i så det ikke kollapser«, sagde en sjældent ærlig og sober Assad, der dermed reelt erklærede, at hans styrker i den kommende tid vil trække sig tilbage til et kerneområde, der er lettere at forsvare.

»Ved at sige at hæren ikke længere vil forsvare - eller bare forsøge at forsvare - hele landet abdicerer Assad jo reelt som Syriens præsident«

Allerede nu kontrollerer den syriske hær ifølge militærmagasinet Janes Defence reelt kun omkring en sjettedel af Syriens territorium centreret omkring hovedstaden Damaskus, grænsen til Libanon og områderne ved kysten, hvor det alevitiske mindretal, som han er en del af, er centreret.

Antallet af soldater i den syriske hær falder konstant. Kun omkring en fjerdedel af de som indkaldes til at aftjene værnepligt møder ifølge diplomater rent faktisk op og regimet rekrutterer derfor nu soldater helt ned til 14års alderen – og har samtidigt hævet den maksimale alder for rekrutter til 40 år.

Så sent sidste år var Assad så selvsikker, at han fortalte Ruslands daværende premierminister Sergei Stepashin, at han forventede at borgerkrigen reelt ville være overstået ved juletid og hans regering på det tidspunkt havde genvundet kontrollen over landet.

Men i det sidste halve år er Assads styrker blevet trængt tilbage på stort set alle fronter.

I den nordlige del af Syrien har regimet mistet stort set alle sine støttepunkter i Idlib-provinsen, i midten af landet erobrede terrorgruppen Islamisk Stat den strategisk og historisk vigtige ørkenby Palmyra. Sydpå har Assads styrker mistet kontrollen over samtlige grænseovergange til Jordan.

En ny æra i krigen

Men selv om den militære realitet længe har været åbenbar er Assads indrømmelse af, at han ikke kan generobre kontrollen over landet uhyre vigtigt.

»Det er en anerkendelse af virkeligheden. Før eller side måtte han indrømme det overfor syrerne, at han ikke kan genindtage hele landet, men at han gør det på denne måde er klart et meget centralt vendepunkt i hele konflikten«, siger den libanesiske kommentator og analytiker Michael Young.

»Ved at sige at hæren ikke længere vil forsvare – eller bare forsøge at forsvare – hele landet abdicerer Assad jo reelt som Syriens præsident. Han er nu præsident for et lille område, ligesom andre styrer andre områder Syrien. Det er selve landet Syrien, det er et farvel til. Nu er der ministater og krigsherrer – ikke noget samlet land. Vi kan nu tale om det område, der tidligere var Syrien«, siger han.

Hvis det lykkes Assad at trække sine styrker tilbage i nogenlunde ro og orden til sine kerneområder, kan vil det efter al sandsynlighed føre til en slags stabilisering

Også Yezid Sayigh, der er senioranalytiker ved tænketanken Carnegie Middle East Center i Beirut, ser Assads tale den 26 juli som begyndelsen på en ny æra.

»Det er meget, meget markant, at Assad langt om længe anerkender virkeligheden og at landet reelt er opdelt – og vil forblive det indtil videre«, siger Sayigh.

Efter hans vurdering kan Assads nye erkendelse og strategien med at trække sig tilbage i al fald i en periode føre til en slags ustabil stabilitet i det krigshærgede område.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Hvis det lykkes Assad at trække sine styrker tilbage i nogenlunde ro og orden til sine kerneområder, kan vil det efter al sandsynlighed føre til en slags stabilisering. Så er landet opdelt i en slags kantoner – der er Assads område, Islamisk Stat, kurderne, Nusra-fronten og de andre. Alle er udmattede af krigen så, der kan meget vel komme en slags uformel stilstand, hvor kampene i al fald i en periode stilner af i store dele af landet«, siger han.

Sayigh understreger dog, at der er en lang række usikkerhedselementer.

»Vil det lykkes Assad at trække sig tilbage uden at soldaterne helt mister moralen, hvordan går det med krigen mod IS og hvor alvorligt mener Tyrkiet og USA det med ideen om en slags sikkerhedszone ved grænsen? Alt det er svært at sige«, siger han.

Sidstnævnte er den plan om etableringen af en ’IS-fri zone’ mod grænsen til Tyrkiet, som Tyrkiet og USA for et par uger siden blev enige om at oprette. Det præcise omfang af denne nye zone – og om den rent faktisk bliver etableret er dog stadig uhyre uklart.

Assad under pres

Selvom Syrien reelt er opdelt vil det dog næppe føre til en række nye selvstændige stater – i al fald ikke på kort sigt. Det er generelt en ekstrem stor modvilje i det internationale samfund mod at anerkende nye stater.

Selv om Somalia reelt ikke har haft en samlet regering siden begyndelsen af 1990erne er Somaliland ikke blevet anerkendt som en selvstændig stat. Og særligt i Mellemøsten er der ikke meget appetit på nye stater.

»Ingen af de andre arabiske lande ønsker at se Syrien formelt opløst i en masse sekteriske ministater. Ikke bare bliver det rodet og besværligt – de er dødsensangst for at deres egne lande smelter sammen«, siger Michael Young, den libanesiske kommentator.

Når Assad indrømmer at landet de fakto er opdelt, er det ikke da klart heller ikke med hans gode vilje, men tvunget af bitter nødvendighed.

For det er ikke bare på slagmarken, at han er i knibe.

Iran – og den libanesiske Hizbollah-milits, der er deres forlængede arm – har sendt tusinder af krigere og milliarder af dollar til Syrien og de har længe presset på for, at Assad skal samle styrkerne i sine kerneområder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Samtidigt er selv hans mest loyale støtter i Syrien, det alevitiske mindretal ved at miste tålmodigheden. Da hans grandnevø Suleiman Hilal al-Assad i sidste uge skød og dræbte en oberst efter at han lavede en bule i hans bil førte det til store demonstrationer i Latakia, det alevitiske kerneland.

Mere end 1.000 alevitter gik på gaden og krævede at Suleiman blev henrettet. Helt så galt gik det ikke, men i går blev kunne det syriske statslige nyhedsbureau at grandnevøen var blevet anholdt – noget der tidligere ville være stort set uhørt for et medlem af Assad-klanen.

Selv sin egen familie har Assad nu svært ved at beskytte.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce