Ankomst. Alle taler fortsat om at flygte, siger Ram Hiramic fra Damaskus. Her er en gruppe ankommet til den øde græske ø Pasas og venter på at blive samlet op af kystvagten.
Foto: Petros Giannakouris (Arkiv)

Ankomst. Alle taler fortsat om at flygte, siger Ram Hiramic fra Damaskus. Her er en gruppe ankommet til den øde græske ø Pasas og venter på at blive samlet op af kystvagten.

Mellemøsten

Dagbogsskribent fra Damaskus: Europas lukkede grænser er umenneskelige

Ram Hiramic forstår Europas bekymringer over flygtninge, men håber, europæerne forstår, at syrerne slet ikke ønsker at flygte.

Mellemøsten

Der er kun spørgsmålet ’flugt eller ikke flugt’ på læberne, når 25-årige Ram Hiramic i Damaskus mødes med sine venner eller få tilbageværende familiemedlemmer.

»I enhver samling af venner, kolleger eller familiemedlemmer er det eneste emne, der tales om, hvorvidt vi skal blive eller rejse, lade os smugle ud eller ej«, siger kvinden, der under pseudonymet Ram Hiramic, for to år siden løbende skrev dagbogsindlæg i Politiken om livet og hverdagen midt i krigen.

Mange af hendes venner og hendes mor er siden rejst, men hun og hendes far har valgt at blive i den syriske hovedstad. Indtil videre i hvert fald.

Men mens de på cafeer og i private hjem taler og tænker, kan de i nyhedsstrømmen fra Europa læse ikke bare om de flygtendes livsfarlige sejladser mellem Tyrkiet og Grækenland, men også om et stigende antal landegrænser, der lukkes eller snævres ind.

Flugtruterne bliver mere besværlige, mere bekostelige og mere farlige, og de vilkår, der tilbydes, hvis man kommer frem, forringes.

RAM HIRAMIC:

»Jeg ved ikke, om jeg må sige ’frastødende’ om de lukkede grænser? Jeg har oplevet bombebeskydning, frygt, rædsler og mange forfærdelige dage, og jeg har set de fleste af mine familiemedlemmer flygte. Ikke fordi de er ivrige for at komme til EU, men fordi de ikke kan leve med frygten her«, siger hun.

»Da Europa besluttede at lukke grænserne i hovedet på mennesker uden håb, brød illusionen om medmenneskelighed og menneskerettigheder sammen i små stykker. Europa har magten over de nyankomne, men siden de nu er så stærke, hvorfor bruger de så ikke den magt til at finde kompromiser med det syriske regime, så antallet af asylansøgere blev halveret? For eksempel ved at få stoppet de russiske luftangreb på civile«.

Syrere vil tilbage til Syrien

Ram Hiramic har en søster i Sverige og to brødre, der på dramatisk vis sejlede i en overfyldt flygtningebåd fra Alexandria i Egypten til Sicilien. De har siden fået asyl i Tyskland, hvor deres mor efterfølgende har sluttet sig til dem. Fra dem og fra hendes venner andre steder strømmer det ind med rapporter om, hvordan det så er at være flygtning i Europa. Det korte svar er ’nedslående’.

Ikke fordi lommepengene er for få, men fordi de med flugten fra et liv i frygt til et liv i sikkerhed også har mistet værdighed og selvbestemmelse.

»75 procent af dem, der er kommet til Europa, har uddannelse eller karriere bag sig og er ivrige efter at arbejde og tjene deres egne penge uden overførselsindkomster. Da de kom til Europa, troede de, de ville blive aktivt involverede i livet der, men jeg kan høre fortrydelsen i deres ord nogle gange. Nogle venner siger, at hvis deres sikkerhed kunne garanteres, ville de vende tilbage til Syrien med det første fly. Problemet er bare, at de fleste mænd er bange for at blive anholdt, i det øjeblik de nærmer sig Syrien«, siger hun.

For hende er en af de mest skuffende grænselukninger den, Tyrkiet så småt er gået i gang med under pres fra EU. Langs de to landes grænse opføres flere og flere hegn og mure, og mens det stadig er muligt at komme ind i Tyrkiet, er det ikke muligt med fly og skib, da Tyrkiet nu har indført visumpligt for syrere, der ankommer der. Langs kyster tæt på græske øer har tyrkiske gendarmer skruet op for razziaer, der skal forhindre flygtningene i at sejle ud.

Det skuffende er, at det kommer fra et land, der har tjent milliarder på syrerne. Før krigen var syriske basarer fulde af tyrkiske varer, og på hovedgader overalt i landet åbnede tyrkiske tøjbutikker, tyrkiske møbelkæder, og på vejen kørte tyrkiske lastbiler. Syrere kørte over grænsen på shoppeture, som danskere kører til Tyskland, og tyrkiske grænseprovinser tjente godt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Siden er de glade turister blevet til desperate flygtninge, og selv om de koster Tyrkiet dyrt, tjener tyrkere også på at udleje boliger, sælge mad eller hyre arbejdskraft til under halvdelen af mindstelønnen. Af de anslået 2,5 millioner syriske og irakiske flygtninge i Tyrkiet er det kun cirka 300.000, der lever i flygtningelejre, hvor de får mad, skolegang og sundhedspleje. Resten bor for egne midler uden for flygtningelejre og får kun i begrænset omfang skolegang og basal sundhedspleje.

Jeg har oplevet bombebeskydning, frygt, rædsler

Ingen af syrerne og irakerne har asyl i Tyrkiet, da landet har en undtagelse fra flygtningekonventionen, så Tyrkiet ikke skal give dem asyl, og hvad dertil hører af muligheder og rettigheder.

»Det undrer mig, at et land som Tyrkiet, der sympatiserer med den syriske oprørsbevægelse, vil lukke sine grænser selv for de mest velhavende syriske forretningsfolk, der har flyttet deres virksomhed til Tyrkiet. De fleste af mine venner der arbejder i gode jobs, og hvis de bare rejser videre, hvordan kan de så blive set som en byrde for et stort land som Tyrkiet?«, siger hun.

EU har god grund til frygt

Selv om hun hører, ser og lugter krigen hver eneste dag og til tider må droppe at gå på arbejde, fordi den kommer for tæt på, forstår hun godt europæiske bekymringer over de mange flygtninge. Ikke fordi hun nødvendigvis er enig i alle bekymringerne, men fordi hun godt kan se, hvor de stammer fra.

»Jeg havde regnet med en bølge af afvisninger fra europæerne. De er med god grund bange på grund af alt det, de har hørt om islam og arabere, og nu er de så nødt til at dele deres land med dem«, siger hun.

LÆS LEDEREN

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Sidste sommer kom der et uventet højt antal nye flygtninge, og grænserne fra Grækenland og opefter stod alle åbne uden overvågning, og det var farligt. For jeg er sikker på, at det var en vej, ikke kun flygtninge tog, men også dem, der har kæmpet i krigen i Syrien, og som udsøger sig EU-lande for at skabe kaos«.

Krig og alle udfordringer til trods har Ram Hiramic svært ved at finde sig til rette både med beslutningen om at blive i Damaskus og en eventuel beslutning om at rejse.

»Til folk, der spørger mig til råds, siger jeg: Hvis du stadig har tag over hovedet og et job, der betaler, så du kan få mad på bordet, så hold ud! Vi kan snart se lyset for enden af tunnelen. Men jeg kan ikke selv beslutte mig«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce