Tævet. "De hiver mig ned på jorden og begynder at sparke og trampe på mig", skriver Nagieb Khaja i første kapitel af sin dagbog fra Syrien.
Foto: Privatfoto

Tævet. "De hiver mig ned på jorden og begynder at sparke og trampe på mig", skriver Nagieb Khaja i første kapitel af sin dagbog fra Syrien.

Mellemøsten

Dagbog fra Syrien: Da jeg fik et lift på motorcykel af en al-Qaeda-kriger

Kapitel 1: Det er farligt at blive smuglet ind i Syrien. For mig endte det med tørre tæsk og et uventet møde med en militant.

Mellemøsten

»Så er det nu! Yallah!«, råber en ung fyr, som vækker os.

Det er tidligt om morgenen, og jeg er åbenbart faldet i søvn, da råbet vækker mig. Jeg griber mine to store rygsække og følger med den unge fyr. Han kører mig hen til en mark og siger, at jeg skal løbe cirka 500 meter ligeud, indtil jeg når et hegn. Det skal jeg kravle ind igennem, derefter klatre over et andet hegn, og vupti, så vil jeg være i Syrien. På den anden side af grænsen vil hans menneskesmuglerkolleger give mig et lift til byen Harem. Det lyder for nemt til at være sandt.

Solen er ved at stå op, og det er relativt lyst. Jeg begynder at løbe. Mine tasker er tunge, og vægten gør mig langsom. Efter godt 500 meter begynder jeg at hive efter vejret. Hegnet er overhovedet ikke inden for synsvidde. Selvfølgelig er der længere. Jeg har prøvet at blive smuglet ind og ud af Syrien masser af gange, og hver gang har jeg fået at vide, at der var en kort og hurtig vej til den anden side. Hver eneste gang har det været løgn.

Til højre for mig kan jeg se en udkigspost, som tårner sig 30-40 meter op over markerne. Jeg håber, at der ikke sidder nogen og betragter mig. Især ikke nu, hvor jeg får øje på grænsehegnet med pigtråd. Jeg er der snart og sætter ekstra fart på, selvom det brænder i mine lunger.

Pludselig lyder der skud.

Risiko for kidnapning

Jeg har været i Syrien mange gange, men denne gang er situationen meget anderledes. Grænseovergangene er blevet sværere at krydse, fordi Tyrkiet har givet efter for presset fra EU. Rusland er også gået ind i krigen og hjælper styret med luftbombardementer i oprørskontrollerede områder. Vestlige journalister rejser stort set ikke mere ind i det nordvestlige Syrien. De begiver sig kun ind i områder kontrolleret af regimet eller af kurderne, hvor der hverken er risiko for kidnapning eller luftbombardementer. Det bestyrker mig yderligere i planen om at rejse ind i Syrien. Jeg føler, at min mangeårige erfaring, mine gode kontakter og min mentale styrke forpligter og giver mig et større ansvar for at tage den tørn, som mine kolleger ikke tager.

Min kone, Karima, har altid støttet mig, når jeg er rejst ind, selvom hun frygter for min sikkerhed. Men denne gang har det været hårdere for hende. Aftenen før min afrejse græd hun og bad mig om at droppe rejsen. Men næste morgen undskyldte hun. Hun sagde, at hun støttede mig, og at jeg ikke skulle bekymre mig om hende. »Du skal koncentrere dig om din opgave. Undskyld, at jeg presser dig«, sagde hun.

Tævet af grænsevagter

På min rejse mod Syrien var jeg først ankommet til den tyrkiske by Hatay. Byen ligger kun få kilometer fra Syrien, men der sidder de lokale ude på gaden og nyder den lokale iskender-kebab med den tyrkiske yoghurtdrik ayran. Inde i barerne fester folk og synger med på tyrkiske popsange.

I Hatay modtog jeg en besked på whatsapp, et chatprogram på min mobiltelefon. »Du bliver hentet i morgen tidligt«, stod der på arabisk. Beskeden var fra en menneskesmugler. Mit arabiske er blevet lidt bedre i takt med mine rejser til Syrien. Jeg forstår de helt basale ord og sætninger. Og jeg bekræftede over for smugleren, at jeg var klar.

NAGIEB KHAJA:

En ældre arabisktalende mand kørte mig til grænsebyen Reyhanli, som ligger et stenkast fra den syriske grænse. Kort tid efter ankomsten til byen sad jeg på en madras med en gruppe unge fyre i begyndelsen af 20’erne og ventede på, at der blev givet grønt lys fra deres samarbejdspartnere, som konstant overvåger de tyrkiske grænsevagter fra deres mobile udkigsposter.

Til sidst blev der givet signal, og nu er jeg på vej over marken, da der lyder skud. Jeg håber, at det er varselsskud, og at de ikke skyder efter mig. Jeg fortsætter med at løbe, mens jeg holder øje med tårnet. Et køretøj nærmer sig.

»Shit«, tænker jeg. »Jeg er færdig«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Selv om hegnet kun er 10 meter foran mig, holder jeg op med at løbe. Jeg kunne måske sagtens nå over, hvis jeg smed bagagen fra mig, men hvad skal jeg gøre i Syrien uden mit kamera og udstyr? Det skal jeg jo bruge i det arbejde, der er hele formålet med min tur. Jeg hører flere skud og rækker begge mine hænder i vejret. To unge grænsevagter hopper ud af bilen og går hen imod mig. Jeg går stille og roligt hen til dem, stadig med hænderne i vejret, mens jeg gentagne gange råber på flere forskellige sprog, at jeg er journalist. »Gazece« på tyrkisk, »sahafi« på arabisk, »journalist« på engelsk og »press« – bare for en sikkerheds skyld.

Jeg kan mærke blodet løbe fra min hævede næse, og jeg har fået flere buler. Samtidig har jeg svært ved at se ud igennem det ene øje

Da den ene betjent når frem til mig, signalerer han, at jeg skal kravle ind igennem et hul i hegnet og komme hen til ham. Jeg gør, som han siger. Men i samme øjeblik jeg rejser mig op, overdænger han mig med knytnæveslag.

»Gøtene sikim« og »Amana qoydum«, siger han, mens hans slår mig.

Jeg er vokset op i Avedøre sammen med unge med tyrkisk baggrund og forstår derfor de mest sjofle udtryk. Selvom sætningerne direkte oversat er trusler om voldtægt, ved jeg udmærket, at det et metaforisk, og at han siger, at han vil gennembanke mig, hvilket han er godt i gang med. Jeg gør ikke modstand, skærmer mit ansigt og gentager, at jeg er journalist. Den aggressive betjent trækker sig væk fra mig, og jeg trækker mit pressekort frem og vifter med det. Han kigger på det og beder mig om at følge med ham over til deres køretøj.

Da vi når frem til hans kollega, begynder de begge at overdænge mig med knytnæveslag. De hiver mig ned på jorden og begynder at sparke og trampe på mig. Jeg ligger på mine knæ med hænderne foldet om mit baghoved og tager imod tæskene. Jeg håber, at det snart stopper, for der er grænser for, hvor mange bank selv en hårdhudet person som mig kan tage. Pludselig stopper de og hiver mig hen til mine tasker og får mig til at åbne dem. Jeg kan mærke blodet løbe fra min hævede næse, og jeg har fået flere buler. Samtidig har jeg svært ved at se ud igennem det ene øje, som næsten er lukket, fordi det er hævet. De kaster med mine ting, finder ikke noget interessant og beder mig om at pakke min taske igen.

»Git«, siger den ene af grænsevagterne. »Suria, git«, gentager han og peger ind i Syrien. Jeg er forvirret og forstår ikke, hvorfor jeg skulle standses og tæskes, hvis jeg alligevel får lov til at rejse ind i Syrien. Jeg samler min bagage op og fortsætter. Jeg er helt groggy og har det, som om jeg har gået 5 runder mod en habil og hårdtslående bokser.

SE GRAFIK

Efter 5 minutters gang når jeg frem til en landevej og hiver mit kamera ud af tasken for at tage et billede af mig selv som dokumentation. Mens jeg står med kameraet, kommer en motorcyklist kørende imod mig. Han har en Kalasjnikov hængende over skulderen og ser spørgende på mig. Jeg forsøger på mit dårlige arabisk at fortælle ham, at jeg er journalist og skulle være samlet op af nogle militante, men at jeg blev forsinket, fordi jeg blev tilbageholdt og tæsket af tyrkiske grænsebetjente.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Han tygger lidt på min historie og ender med at bede mig om at hoppe op bag på hans motorcykel. Vi kører mod Harem, som er min foreløbige destination. Undervejs spørger jeg, hvilken gruppe han kæmper for.

»Jabhat al-Nusra«, svarer han.

Det er al-Qaedas syriske gren.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce