Ødelagt. I andet kapitel af sin dagbog fra Syrien befinder Nagieb Khaja sig i den bombarderede Idlib-provins. På billedet er en af de mange boligblokke i Syrien, som er blevet smadret af angreb fra luften.
Foto: Khalil Hamra (arkiv)/AP

Ødelagt. I andet kapitel af sin dagbog fra Syrien befinder Nagieb Khaja sig i den bombarderede Idlib-provins. På billedet er en af de mange boligblokke i Syrien, som er blevet smadret af angreb fra luften.

Mellemøsten

Dagbog fra Syrien: Da jeg fulgte sporet af de russiske bombardementer

Kapitel 2: På rundtur i Idlib-provinsen, hvor russiske kampfly har spredt død og ødelæggelse.

Mellemøsten

Selv om jeg sidder bag på en motorcykel, som bliver kørt af en al-Qaeda-kriger fra den syriske gren Jabhat al-Nusra, er jeg ikke så nervøs. Modsat størstedelen af mine journalistkolleger har jeg helt unikt både mødt og interviewet ledende figurer fra bevægelsen i Syrien og er sikker på, at jeg kan snakke mig ud af en i værste fald truende situation. På vejen mod Harem fortæller jeg, at jeg kender en af deres lokale ledere i Idlib, hvilket han reagerer positivt på. Jeg har et bredt netværk af mennesker i Syrien, der kender de rigtige personer, som jeg stoler på, og omvendt. Jeg har underrettet dem om min planer, og de har sørget for, at indflydelsesrige militante ledere giver mig beskyttelse mod kidnapninger. Det er ikke en 100 procent garanti mod, at det skulle ske, men det minimerer risikoen betydeligt.

NAGIEB KHAJA:

I Harem kører han mig direkte på hospitalet, hvor jeg bliver undersøgt af en syrisk læge. Ingen hjerterystelse eller andre indre kvæstelser, konstaterer han. Jabhat al-Nusra-krigeren kører mig hen til bevægelsens kontor i byen og beder om navnet på den person, som jeg har en aftale med. Så går han ud for at lede efter ham. Imens kigger de andre Nusra-folk på mig med medfølende øjne og sviner de tyrkiske grænsevagter til for deres brutalitet. Nogle gange er grænsen mellem at blive kidnappet og få en empatisk behandling kun en smule ’namedropping’, tænker jeg.

I sidste ende er det min grundige forberedelse og sikkerhedsforanstaltninger, der sørger for, at jeg ikke ender i vanskeligheder. Efterfølgende bliver jeg hentet af min kontakt og bliver kørt til den lille by Kafr Takhreem. Tæskene, som jeg fik af de tyrkiske grænsevagter, kan stadig mærkes. Jeg har buler i hovedet og ondt i kroppen efter de mange spark – og slapper af det første døgn, før jeg går i gang med mit arbejde.

Mange civile tab

Det nordlige Syrien er, modsat hvad folk tænker om et område, som der er krig i, ikke ét stort kaos. I de oprørskontrollerede områder er der en form for orden med de forskellige militser, der koordinerer sikkerheden i området. Der er mange checkpoints, og de militante grupper i de områder, jeg besøger, generer ikke de lokale unødigt. Deres fjender er både IS og det syriske regime.

De næste tre dage besøger jeg flere områder i Idlib-provinsen, hvor IS ikke har været til stede i næsten to år, men som alligevel ifølge lokale kilder er blevet bombarderet af russiske kampfly. Her besøger jeg flere byer, hvor jeg forsøger at danne mig et overblik over den russiske bomberegn i det nordlige Syrien. På Rifiya-skolen i Sarmin var sølle 15 minutter forskellen på liv og død for hundredvis af børn, som heldigvis fik tidligere fri, end de plejede. Ifølge lokale øjenvidner blev 13 forbipasserende civile dræbt af et angivelig russisk luftangreb.

SE GRAFIK

På hospitalet tæt på den tyrkiske grænse i Bab el-Hawa besøger jeg en familie fra den lille by Kafr Takhrim for at spørge ind til et angreb, som angiveligt også blev udført af et russisk fly. 16-årige Yussuf, som ligger med bandager om sin svært forbrændte krop, fortæller mig, at han var ved at spise aftensmad med sin 1-årige lillebror, da deres hjem blev bombet, og de begge blev hårdt såret. Faderen tog dem begge med til den tyrkiske grænse, hvor det kun var den yngste, som fik lov til at komme ind i nabolandet for at få behandling. På grund af de tyrkiske stramninger ved grænsen måtte det lille barns far ikke engang rejse med ind i Tyrkiet. Heldigvis for familien har de slægtninge, der er flygtninge i Tyrkiet, og som er sammen med barnet.

Jeg har aldrig haft lyst til at slutte mig til væbnede militser og dræbe nogen

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Flere flygtningelejre

Jeg besøger også den meget større by Ariha, hvor over 60 civile blev dræbt og over 100 såret – angiveligt i et russisk angreb. Senere samme dag møder jeg en kriger fra den islamistiske gruppe Ajnad al-Sham, som er IS’ dødsfjender, og som var med til at bekæmpe og smide dem ud fra Idlib for næsten 2 år siden.

»Jeg har aldrig haft lyst til at slutte mig til væbnede militser og dræbe nogen«, siger han for at understrege, at han aldrig har haft eller vil få ekstremistiske holdninger. »Menneskerne på den anden side er også vores brødre og søstre. Der var ikke nogen barrierer imellem os tidligere. Kristne, druser, shiamuslimer eller alawitter. Vi var fuldstændig ligeglade med, hvilken sekt vores naboer tilhørte«.

Nu ønsker han, at krigen stopper, og at alle sunnierne og minoriteterne kan leve sammen igen i fred og fordragelighed.

Siden mit besøg i samme område året før er antallet af teltlejre tæt på den tyrkiske grænse eksploderet, og byerne i Idlib-provinsen er fyldt med desperate mennesker, der er tvunget til at tigge på gaderne.

På en køretur i byen Idlib henvender en ældre dame, sig til mig og beder om hjælp. Jeg fisker nogle syriske penge op af min lomme og giver dem til hende. Da hun ser pengene, bryder hun sammen i gråd. Det er glædestårer. Hun hiver i min hånd og forsøger at kysse den, men jeg standser hende. »Må Allah velsigne og beskytte dig og din familie«, siger hun med tårerne løbende ned ad kinderne. »Jeg vil huske dig resten af mit liv og aldrig glemme dig i mine bønner«, siger hun med et hjerteligt smil.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce