uhyggeligt. Det regner med bomber i Aleppo, og børnene må leve i en hverdag med frygt for de høje brag fra bombenedslag i nærliggende kvarterer.
Foto: AP/AP

uhyggeligt. Det regner med bomber i Aleppo, og børnene må leve i en hverdag med frygt for de høje brag fra bombenedslag i nærliggende kvarterer.

Mellemøsten

Dagbog fra Syrien: Når bomberne regner ned i det daglige

Kapitel 3: Trods bomberne går børn stadig i skole, og man kan stadig få knafe.

Mellemøsten

Allerede flere kilometer fra Hairatan kan jeg se røgskyerne stige op i horisonten fra den tidligere millionby. Selv om Idlib er præget af krigen, er det altid noget helt andet at ankomme til Aleppo, som er den by, der er blevet bombet oftest af det syriske regime og nu også af deres russiske allierede.

Jo tættere vi kommer på Aleppo, des mere hærgede er bygningerne. Dele af byen er totalt smadret, affolket og ser helt apokalyptisk ud. Indimellem dukker der dog gader og kvarterer op med mennesker og forretningsliv.

På trods af de regelmæssige bombeangreb i mere end fire år er der en modig og standhaftig del af indbyggerne, der er blevet tilbage, og som helt utroligt har tilpasset sig den brutale virkelighed.

Vi er nået frem til den centrale del af byen og er i Sukkari, som jeg kender ret godt fra et tidligere ophold i byen. Jeg genkender Bayan-hospitalet, hvor jeg tidligere har fulgt de modige medarbejdere, der forsøgte at redde menneskeliv, på trods af at de hverken havde strøm, nok medicin eller udstyr.

Senere tager jeg forbi Ferdaus-området, som er stedet, der laver den bedste knafe, en arabisk dessert, jeg kan huske at have smagt. Knafe er en varm ostekage, som bliver serveret med sukkersirup. Kagen smager mindst lige så godt, som sidst jeg var i Aleppo. Ude foran bageren kommer der en larmende og glad kolonne af små piger og drenge gående med skoletasker.

De er ikke mere end 7-8 år gamle, og nogle af de små piger i gruppen har farvesprudlende små kjoler og nederdele på, mens flere af dem har tasker med billeder af bamser og tegneseriefigurer.

Pludselig bliver der angrebet hyppigst i de sene aftentimer i stedet for om eftermiddagen

Pludselig lyder der et kæmpebrag, som får børnene til at stoppe brat op.

»Allahu akbar. Tayara russi« (»Gud er stor. Et russisk fly«), siger en ældre mand, som står ved siden af mig foran bageren.

Børnene er rædselsslagne, og enkelte af dem begynder at græde. Deres lærer forsøger at trøste dem. Hun fortæller dem, at de skal være rolige, fordi nedslagsstedet er langt væk. Store dele af Aleppo er affolket, og en del af luftbombardementerne rammer derfor forladte bygninger og kvarterer.

Daglige terrorangreb

Bombardementerne bliver opfattet som en slags terrorangreb af befolkningen i Aleppo.

Assad-regimets tæppebombardement af Aleppo og andre byer som f.eks. Homs, der blev tilbageerobret sidste år, er vilkårlige og indikerer, at hvis præsidenten ikke kan regere i et område, foretrækker han at ødelægge det.

Det er det, der kaldes den den brændte jords taktik. Og hvad er en oprørsbevægelse uden en befolkning, som den kan repræsentere? Områderne i Homs under oprørernes kontrol blev ødelagt af regimet og affolket. Konsekvensen var et isoleret byområde med en flok bevæbnede mænd, der kæmpede for kontrollen over en masse ruiner og ikke mindst deres egen overlevelse.

Hvis luftangrebene blot var rettet direkte mod militært strategiske mål eller grupper af militante, ville de civile kunne gardere sig mod dem ved at holde sig fra de områder og personer, men der er netop ingen systematik i luftangrebene. Systematikken er vilkårligheden.

Kolleger også overfaldet

Næste dag besøger jeg Aleppo Media Centers, hvor en gruppe aktivistiske journalister forsøger at holde verden underrettet om situationen i byen og resten af Syrien. Manden, der åbner døren, har et blåt øje og ser ud til at være ilde tilredt. Da jeg spørger til, hvorfor han ser sådan ud, svarer han, at han blev opdaget af tyrkiske grænsevagter, da han forsøgte at krydse grænsen illegalt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg synes, det er morsomt, og får et grineflip og spørger ham, om jeg må tage et billede sammen med ham, fordi jeg også fik samme omgang af det tyrkiske politi. Han griner og indvilliger i at være med på min selfie. På grund af presset fra omverdenen har Tyrkiet lukket grænsen fuldstændig og næsten gjort det umuligt at rejse frem og tilbage.

Derfor må syriske journalister og aktivister som Muhammed Khatib smugles ind. To andre journalister fra Aleppo Media Center fortæller, at de også er blevet udsat for vold af tyrkiske grænsebetjente, som tilsyneladende har fået frit slag.

NAGIEB KHAJA

Oprørerne i byen er mistænksomme over for alle fremmede, hvilket fører til, at jeg bliver tilbageholdt og afhørt to gange af forskellige væbnede grupper i byen, fordi de får øje på mit kamera og finder ud af, at jeg er udlænding.

Den ene gang er det gruppen Nuriddin Zinki og den anden gang en gruppe tilknyttet Den Frie Syriske Hær. Da de føler sig sikre på, at jeg hverken er en spion fra det syriske regime eller selvmordsbombemand fra IS, får jeg begge gange en undskyldning og lov til at fortsætte mit arbejde.

10 minutter mellem bragene

De første tre-fire dage i Aleppo er uhyggelige. Det regner praktisk talt med bomber, især om eftermiddagen. Den femte dag ændrer mønsteret sig. Pludselig bliver der angrebet hyppigst i de sene aftentimer i stedet for om eftermiddagen. Den værste aften er der et tidsinterval på 10 minutter mellem bragene 3 timer i træk. Bragene lyder højere for hvert angreb, og jeg føler mig sikker på, at det næste angreb vil ramme vores kvarter.

DAGBOG FRA SYRIEN

Det er, som om at piloterne forsøger at ’rense’ et stort område. Ingen områder skal tilsyneladende skånes, og ingen skal føle sig sikre. De heftige bombardementer er stressende, hvilket gør det svært at falde i søvn, men fordi musklerne i min krop er så anspændte i lang tid, ender jeg med at blive enormt udmattet og går på et tidspunkt ud som et lys. Jeg tænker, at dette er hverdag for ikke kun de voksne, men også børnene i Aleppo.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Efter 12 dage i Aleppo rejser jeg mod den syrisk-tyrkiske grænse. På det tidspunkt aner jeg ikke, at det måske var min sidste rejse til byen, mens den er oprørskontrolleret, fordi Aleppo nu, halvanden måned efter, er tæt på at blive omringet.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at mange af de mennesker, jeg har mødt, om meget kort måske bliver afskåret fra både mad, medicin og nødhjælp.

Den kommende belejring af Aleppo bliver sandsynligvis den største humanitære katastrofe, vi har set i Syrien.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Tysk valg: Målinger og sæder

Annonce