Annonce
Annonce
Internationalt

Putin går fra triumf til triumf

Udenrigspolitikken har flasket sig for Rusland - fra Syrien over Ukraine og Moldova til EU. Men det er langtfra givet, at succesen varer ved.

For mindre end 2 år siden affærdigede USA’s præsident, Barack Obama, Rusland som en »regional magt, der truer nogle af sine umiddelbare naboer – ikke ud fra styrke, men svaghed«.

I dag fremstår Rusland som mere af en global stormagt end på noget tidspunkt siden Sovjetunionens kollaps for 25 år siden.

Aktuelt gælder det Syrien, hvor præsident Bashar al-Assads styrker takket være massive russiske luftbombardementer har formået at afskære oprørernes forsyningslinjer fra Tyrkiet til Aleppo og nu truer med at omringe byen.

LÆS OGSÅSyriens skæbne er nu overladt til Moskva

Hvis Assad igen sikrer sig kontrollen over Aleppo, Syriens største by inden krigen, vil det være den russiske præsident, Vladimir Putins, i særklasse største ’trofæ’, siden han i september sidste år gik åbent og direkte ind i krigen.

Række af politiske succeser

Dengang var eksperternes gængse vurdering, at Assad-regimet stod på randen af sammenbrud. Nu er det snarere de mere eller mindre moderate rebeller, der risikerer at blive udraderet, så måske kun Assad, kurderne og Islamisk Stat står tilbage som virkelige magtfaktorer i Syrien.

»Ruslands militære succeser i Syrien – for åbenlyse til at ignorere – er hovedårsagen til den højrøstede propagandakampagne, der i Vesten er iværksat over for Moskvas deltagelse i antiterror-operationen i Syrien«, hedder det i en fersk analyse på det statslige russiske nyhedsbureau Tass, signeret Ljudmila Aleksandrova.

Men Putins triumfer på udebane handler om mere end Syrien.

For en uges tid siden meddelte Tyrkiet, at landets luftrum på ny var blevet krænket af et russisk kampfly. Men modsat i november skød tyrkerne ikke flyet ned, og Nato nøjedes med at opfordre Rusland til at »handle ansvarligt og fuldt ud respektere Nato’s luftrum«.

LÆS OGSÅErdogan: Rusland og Assad har dræbt 400.000 i Syrien

I Ukraine har den provestlige regerings manglende vilje til dels at gøre op med korruptionen, dels fuldføre sin del af den såkaldte Minsk 2-fredsaftale i form af politisk decentralisering, vakt irritation i vestlige hovedstæder. Det betyder, at det kan blive vanskeligt at nå til enighed i EU om at fortsætte sanktionerne mod Rusland, når spørgsmålet til sommer skal op til fornyet diskussion.

Moldova – et andet af de lande, Moskva betragter som sin naturlige interessesfære – har fået en ny regering, hvis provestlige linje af mange iagttagere ses som magtpolitisk taktik snarere end overbevisning. Og skulle den politiske krise i landet ende med nyvalg, står to partier med nære bånd til Kreml til at blive de store vindere.

Rusland lignede noget mere end en regional aktør, da Obama i fjor mødtes med Putin tre gange og to gange sendte sin udenrigsminister til Rusland for at drøfte Syrien og Ukraine.

Og i forhold til Europa kan Kreml glæde sig over de tegn på opbrud og splittelse, som flygtningekrisen har afstedkommet.

Putin vinder på flygtningekrise

En række europæiske partier på den ydre højrefløj, med hvilke Moskva har venskabelige forhold, har vind i sejlene. Og ligesom i Danmark sidste år kan det ende med ’nej’, når hollænderne i en folkeafstemning i april skal tage stilling til en ny associeringsaftale med Ukraine, og når briterne senere skal stemme om selve EU-medlemskabet.

»At genskabe Assads styre efter Tjetjenien-modellen ville være en enorm succes for Putin«, påpeger den tyske ruslandsekspert Ulrich Speck med henvisning til udbryderrepublikken, der fra 1999 blev bombet tilbage til Moskvas favn.

Som en direkte følge af Ruslands militære offensiv vinder det morderiske Assad-regime terræn

EU-præsident Donald Tusk

»Og som en (for Rusland, red.) velkommen sideeffekt hjælper strømmen af flygtninge med at underminere Angela Merkel, der har vist sig som Putins hovedmodstander i Vesten. At fjerne Merkel ville åbne mulighed for at genvinde Tyskland som en russisk hovedallieret. Et skridt, der ville svække EU’s mulighed for at modstå Rusland«, skriver Speck, seniorforsker ved tænketanken The Transatlantic Academy i Washington, i et indlæg på Facebook.

Assads russiskstøttede offensiv i Aleppo-provinsen formodes at føre til en ny flygtningestrøm til Tyrkiet og derfra videre mod EU.

»Som en direkte følge af Ruslands militære offensiv vinder det morderiske Assad-regime terræn, den moderate syriske opposition taber terræn, og yderligere tusinder af flygtninge rejser mod Tyrkiet og Europa«, sagde EU-præsident Donald Tusk i går.

Tyrkiets udenrigsminister, Mevlüt Cavusoglu, meddelte, at 10.000 af angiveligt omkring 50.000 syrere, der befinder sig ved grænsen til Tyrkiet, vil blive tilladt at krydse over »på en kontrolleret måde«. Samtidig advarede FN-organet Ocha om, at op mod 300.000 mennesker, der stadig menes at befinde sig i Aleppo, kan blive afskåret fra humanitær hjælp, såfremt storbyen helt omringes og belejres.

Ingen strategiske partnere

Det har ikke skortet på kritik af Ruslands metoder i Syrien, men kritikken bliver enten ignoreret eller affærdiget af Moskva, som hævder kun at bekæmpe Islamisk Stat og andre terrorgrupper, og som tilbageviser alle rapporter om civile ofre.

Efter at FN’s generalsekretær Ban Ki-moon i et interview med Financial Times gav de russiske bombninger nær Aleppo skylden for, at de nylige fredsforhandlinger i Genève måtte afbrydes, beskyldte Ruslands udenrigsministerium ham mandag aften for »frivilligt eller ufrivilligt« at have ladet sig udnytte i en vestlig mediekampagne mod Rusland.

»Vi har altid ment, at kommentarer fra verdensorganisationens chefembedsmand skal være objektive og upartiske. Det skete ikke denne gang«, erklærede ministeriets talsmand, Marija Sakharova.

LÆS OGSÅ13-årige Lisa er blevet et våben i propagandakrigen i Tyskland

Skønt meget har flasket sig for Putin, advarer mange iagttagere mod at overvurdere Ruslands styrke. Landet befinder sig i dyb økonomisk krise, bl.a. som følge af de lave oliepriser, og Putins offensive udenrigspolitik har ikke givet ham nye venner, højst mere varsomme modstandere.

»Rusland har ingen magtfulde strategiske partnere. Alle dets alliancer er midlertidige og kan når som helst vendes til fjendskab«, noterede det semiuafhængige russiske dagblad Nesavisimaja Gaseta i en nylig lederkommentar.

Tilsvarende vurderer en af Ruslands mest respekterede politiske analytikere, Dmitrij Trenin, at betydelige hjemlige reformer kræves, hvis Rusland skal gøre sig håb om at blive en verdensmagt.

»Rusland må entydigt prioritere hjemlig udvikling – ikke kun for at have en international rolle, men for at give sig selv nogen som helst fremtid. Ruslands nuværende politiske og økonomiske orden vil, hvis den fortsætter, før eller siden gøre landet til en tragisk fiasko som stat«, skrev Trenin, chef for tænketanken Carnegie Moscow Center, i en analyse i december.

Redaktionen anbefaler

Nato gør klar til at polstre østlandene

Ny plan skal sikre, at der fra næste år altid er vestlige kamptropper i Østeuropa. Moskva taler om løftebrud.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce