USA

I USA er 36 mennesker dræbt af skydevåben i 2015. Hver dag

Staterne har oplevet flere masseskyderier i 2015 end der har været kalenderdage.

USA

I aftes dansk tid blev 14 dræbt og 18 såret ved et masseskyderi på et handikapcenter i San Bernardino øst for Los Angeles.

Denne tragiske episode har fået de fleste amerikanske – og en hel del udenlandske – medier til at rydde forsiderne.

Igen er USA ramt af et masseskyderi. I år har staterne oplevet flere masseskyderier end der har været kalenderdage. Ifølge sitet Shootingtracker har der i USA i 2015 været 354 masseskyderier fordelt på 220 byer i 47 forskellige stater.

I alt er 462 mennesker blevet dræbt ved masseskyderierne. 1.314 er blevet såret. Mange af masseskyderierne er sket på gader eller andre offentlige steder, skriver avisen The New York Times.

Aftenens hændelser i San Bernardino endte med, at to formodede gerningsmænd, en mand og hans kone, blev dræbt af politiet efter en biljagt og en skudveksling.

Obama gentager sig selv

De mange dræbte i Californien i går har straks fået debatten om våbenrestriktioner i USA til at blusse op. Igen.

Præsident Barack Obama gik kort efter skyderiet på talerstolen og udtalte – igen - på et pressemøde, at landet er nødt til at ændre sine våbenlove, hvis tragedier som denne skal undgås i fremtiden.

Flere gange tidligere i år har Obama stået på talerstolen og sagt nogenlunde de samme ord. Faktisk har præsidenten så ofte i 2015 ytret sin holdning i denne sag, at han for et par måneder siden, efter endnu et masseskyderi, udtalte, at han »var træt af at gentage sig selv«.

Barack Obama har i begge sine regeringsperioder i Det Hvide Hus kæmpet indædt for at få Kongressen til at skærpe den amerikanske våbenlovgivning. Hidtil uden at noget er sket.

»Som jeg siger hver gang, vi oplever et af disse masseskyderier: Amerika vil bede for ofrene og deres familier. Men tanker og bønner er bare ikke nok. Det gør intet for at forhindre disse massakrer i USA - i næste uge eller om nogle måneder«, sagde præsidenten efter en lignende voldsom episode på et college i Oregon, hvor ti personer blev dræbt af en bevæbnet mand.

Det virker da også som om, at antallet af masseskyderier i staterne bare bliver ved og ved med at eskalere. Sidste år blev 383 mennesker dræbt i masseskyderier i USA, mens 1.239 blev såret. Det samlede antal dræbte af skydevåben i USA i år er nu oppe på 12.219. I nogle af optællingerne over masseskyderier i USA, indbefattes kun episoder, hvor mindst fire mennesker har mistet livet.

Forsker: Attentatmænd higer efter berømmelse

En undersøgelse som tænketanken Pew Research Center fremlagde i december 2014, viste, at et flertal af amerikanerne for første gang i to årtier var af den overbevisning, at det var vigtigere at sikre retten til at bære våben end at stramme våbenlovgivningen.

Tænketankens undersøgelse viste også, at 48 procent af amerikanerne i december 2012 opfattede våben som et middel til at beskytte sig selv mod forbrydelser og ikke en sikkerhedsrisiko i sig selv. To år senere, altså i december sidste år, var det tal steget til 57 procent.

I den sammenhæng er det værd at bemærke, at USA blot er hjemsted for fem procent af verdens befolkning, men at 31 procent af verdens masseskyderier finder sted i netop USA.

En forsker, Adam Lankford fra University of Alabama, fremviste tidligere i år et studie, hvori han argumenterede for, at det især er den amerikanske higen efter berømmelse og den store tilgængelighed af våben, der bærer skylden for de mange masseskyderier i landet.

»Vi ved, at mange attentatmænd ved massekyderier, særligt når de er unge, har indrømmet, at de virkelig gerne vil være berømte, og at dræbe er måden, de vil gøre det på«, sagde Adam Lankford, der også er professor i strafferet, da han fremlagde sine resultater ved det årlige møde for American Sociologial Association i Chicago.

To voldsomme skudepisoder i går

Alene i år har der i landet været adskillige skyderier med et højt antal dræbte til følge.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I juni blev ni personer, der var samlet til bønnemøde i en kirke i Charleston, dræbt. En måned senere blev to personer dræbt og ni såret, da en gerningsmand en aften skød løs i en biograf i Lafayette i delstaten Louisiana.

Skyderiet i aftes i San Bernardino, hvor 14 altså døde, er dog den værste af sin slags, siden den 20-årige Adam Lanza kort før jul i 2012 stod bag en af de værste skoleskyderier i amerikansk historie.

Lanza gik her ind på skolen Sandy Hook i Connecticut. Han skød og dræbte 20 børn og seks voksne, herblandt sin egen mor, før gerningsmanden selv blev dræbt.

Og blot for at sætte en tyk streg under, at USA nok ikke lige foreløbig får sat en stopper for de voldsomme skuddrab, så var var masseskyderiet på handikapcenteret i Californien i aftes ikke det eneste, USA oplevede i går.

Tidligt på dagen blev en person nemlig dræbt og tre såret ved en lignende skudepisode i Savannah i Georgia.

I år har mere end 12.000 amerikanere indtil videre mistet livet i skuddrab. Det svarer til 36 mennesker om dagen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce