Annonce
Annonce
Viden

Gulistan Ibrahim var frihedskæmper i de kurdiske bjerge - nu er hun mor

En fortid som kurdisk soldat har givet Gulistan Ibrahim PTSD. Hendes depression og angst har sat sig i de to døtre.

Gulistan Ibrahims ene fod rørte noget, der føltes som poser fyldt med jord. Da hendes øjne gled op, kunne hun se, at hun lå i et rum med jordvægge med godt 100 andre mennesker. Et såkaldt xendeq – et rum, der delvist ligger under jorden, camoufleret med træ og blade.

Hun befandt sig oppe i de kurdiske bjerge, lige der hvor Tyrkiet, Iran og Irak møder hinanden. Gulistan blev rullet ind i et tæppe, og i takt med at hun kom til bevidsthed, begyndte smerterne at overfalde hendes krop. Hun fik at vide, at hun havde været bevidstløs i over 7 timer.

»Hvor er skorstenen?«. Lyden af Gulistan Ibrahims to piger, der leger med et dukkehus i rummet ved siden af, slynger os 12 år frem i tiden – tilbage til nutiden i Gulistans hvide stue i Vejle.

37-årige Gulistan Ibrahim sidder i sofaen, mens hun fortæller den historie fra hendes ungdom, der har betydet, at hun i dag lider af posttraumatisk stress, PTSD. En lidelse, som ifølge en ny ph.d.-afhandling kan have stor negativ effekt på de børn, som vokser op med forældre, der lider af krigstraumerne – selv om børnene er født og opvokset i Danmark.

Gulistan Ibrahim og hendes to piger var en af de 30 familier, som blev undersøgt i forbindelse med ph.d.-afhandlingen, der blandt andet konkluderede, at Inanna – dengang for små 3 år siden, hvor undersøgelsen fandt sted – viste symptomer på angst og depression.

NYHED Børn, der aldrig har oplevet krig, arver deres forældres traumer

Også børnenes far, som Gulistan i dag er skilt fra, lider af PTSD som følge af tortur i et syrisk fængsel.

De to kæmpede for at bevare deres forhold ved siden af kampen mod krigslidelserne og kampen for at give deres førstefødte pige, Inanna, et godt liv. Og imens Gulistan ammede Inanna, begyndte hendes mave pludselig at vokse for anden gang. 13 måneder efter den første fødsel fødte hun Lælun.

»Det var rigtig hårdt«, siger Gulistan Ibrahim.

Hendes flashbacks til krigen betød, at hun levede i et konstant spændingsfelt mellem krig og familieliv. Hun glemte pigernes tandlægeaftaler og blev væk fra møder i deres børnehave og skole. Hun vil ikke ind på de nærmere detaljer for hendes og børnenes tilstand, men hun fik angstanfald og flashbacks og endte med at lukke sig inde med en depression, fortæller hun.

Leger krigsscener

Når andre familiemedlemmer var på besøg i lejligheden, blev der ofte set nyheder eller YouTube-film om krigen i Syrien, og selv om Gulistan forsøgte at undgå det, kom de to piger nogle gange til at se med. Gulistan kunne se, hvordan pigernes store bevidsthed om krigen blev afspejlet i deres leg, hvor de ofte genspillede krigens ødelæggelser.

De har de samme problemer, som deres far og jeg har

Gulistan Ibrahim

»Må jeg så gerne tage den anden på?«. Det er 7-årige Lælun, der kommer ud fra sit værelse med en ny trøje på og afbryder sin mors fortælling. Hun har lige spildt vand på den trøje, hun havde på før – ifølge Gulistan med fuldt overlæg, fordi hun hellere vil have en anden trøje på til de billeder, som Politikens fotograf er ved at tage inde ved siden af.

»Hun er en bandit«, siger Gulistan smilende, da Lælun igen er ude af hørevidde, og hun fortæller videre:

Gulistan kunne se, hvordan også hendes problemer med manden påvirkede børnene, og for tre år siden lod hun sig derfor skille.

»De har de samme problemer, som deres far og jeg har«, siger Gulistan.

Hun har i dag afsluttet den behandling, hun de seneste år har modtaget for sin PTSD, og selv om hun stadig kan blive overrumplet af for store forsamlinger, er depressionen forsvundet og erstattet med ordet »positiv«, som hun gentager flere gange i løbet af interviewet.

Hun kan tydeligt se, hvordan hendes markant bedre helbred og humør også smitter af på børnene. De har stadig problemer som »langsomhed« og »koncentrationsbesvær«, men de har ifølge Gulistan ikke store problemer i skolen. Begge piger går til spejder og svømning, Lælun går til violin og Inanna til kor.

ANDERLEDES METODE Psykolog med dukkehus under armen

Imens kommer Lælun tilbage fra sit værelse – nu med en tredje trøje på. Gulistan retter på undertrøjen og spørger, om hun må få ét eller to kys.

»Mhm, ét«, svarer Lælun, inden hun løber tilbage til sin søster og fotografen ved siden af.

Gulistan Ibrahim var 18 år gammel, da hun forlod hjemmet i den kurdiske del af Syrien – eller den syriske del af Kurdistan, som hun selv kalder sit hjemland – for at drage op i bjergene på den tyrkiske side af grænsen og kæmpe mod tyrkerne. De første 18 år af sit liv tilbragte hun sammen med en far, der selv havde været frihedskæmper i 70’erne, en »intelligent« og politisk aktiv mor og otte småsøskende.

Det var den brændende nationalfølelse, der trods forældrenes advarsler fik Gulistan til at tilslutte sig det militante kurdiske arbejderparti PKK’s kamp for kurdisk selvstændighed.

I de kurdiske bjerge

I bjergene fik hun kamptræning, men i de seks til syv år, hun nåede at tilbringe i huler på en kost af muggent brød og dyr, »man ikke spiser i et normalt liv«, var der våbenhvile mellem kurderne og Tyrkiet.

Det meste af tiden brugte hun derfor på at få undervisning i mellemøstlig og europæisk historie, sprog, filosofi og verdens religioner.

I dag er Gulistan glad for, at hun aldrig kom ud i at »slå andre mennesker ihjel«, men da jeg spørger mere ind til, hvad hun lavede i bjergene, er der alligevel detaljer, hun ikke vil komme nærmere ind på.

I legeværelset i Vejle sidder de to piger oven på et biltæppe og leger med dukkehuset, mens Gulistan fortæller sin historie i stuen ved siden af. Legen er startet med, at onklen er faldet ned fra taget og omkommet, og nu har den ældste pige, otteårige Inanna, indrettet det ene af rummene, hvor familie og venner sidder og hygger sig efter begravelsen.

Trods våbenhvilen kom der ifølge Gulistan flere tyrkiske flyangreb mod PKK, og en dag gik det galt. Et fly angreb Gulistan Ibrahims enhed, og Gulistan blev ramt »over hele kroppen« af noget, hun ikke ved, hvad var. Over syv timer senere vågnede hun op i xendeq’en, med sin højre side fyldt med granatsplinter og delvis lammet.

Windows-undervisning i flygtningelejr

Efter at have fået behandling i Bagdad flyttede Gulistan til en flygtningelejr i den nordirakiske by Mosul. I de to år, hun boede her, gik hun blandt andet til musikkurser, arbejdede i en kvindeorganisation, som hjalp enker af afdøde soldater, og underviste flygtninge i Windows.

I 2005 flygtede hun med fly via Egypten til Danmark på et falsk pas. Her fik hun behandling og blev indkvarteret på tre skiftende asylcentre, indtil hun efter seks måneder fik asyl.

Hun blev tilkendt revalideringsydelse på grund af sine krigstraumer, og det hjalp hende til at kæmpe sig igennem både sprogskole, 9. og 10. klasse og VUC. I dag er hun på sit sidste semester af hf. Hun drømmer om at blive psykolog, men hun er også realistisk. Derfor håber hun at uddanne sig til socialrådgiver.

SOLDAT Krigen forlader os aldrig

Det var også her i Danmark, hun mødte den mand, hun to år senere fik børn med.

Hvad fik dig til at få børn, når du havde det så dårligt?

»Det var ikke planlagt. Men det var en gave fra himlen«, siger Gulistan.

Hun begynder at fortælle om, hvordan hendes lammelser i ansigtet kom tilbage under den første graviditet, da den yngste, Lælun, råber ude fra toilettet:

»Moar! Har du noget toiletpapir?«.

Redaktionen anbefaler

Flerfarvet dukkehus afslører børns tragiske historier

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce