Annonce
Annonce
Viden

»Det her åbner et nyt vindue til universet«

Den danske fysiker Alex Nielsen var med i maskinrummet, da det i dag endelig lykkedes forskere at bevise, at tyngdebølger findes.

I dag præsenterede forskerne bag eksperimentet Advanced Laser Interferometer Gravitational Wave Observatory (Ligo) et videnskabeligt gennembrud af dimensioner. De kunne nemlig – efter mange årtiers forsøg – bevise, at tyngdebølger findes.

En formodning man har haft, siden Albert Einstein præsenterede sin berømte relativitetsteori, men som altså ikke er blevet bekræftet før nu.

Dansk islæt

For danske Alex Nielsen, der er videnskabelig medarbejder på Albert Einstein Instituttet i Tyskland og medlem af forskergruppen omkring Ligo, er gennembruddet en kæmpe forløsning.

»Der er en utrolig stemning her – det er jo et stykke pionerarbejde inden for videnskaben. Omkring mig står folk og drikker champagne og klapper hinanden på ryggen. Det her har været en drøm for mange. Noget, som folk har arbejdet med i årtier, uden at kunne fremvise noget, og nu er det så endelig muligt«, fortæller han til Politiken.

For 100 år siden

  • Albert Einstein forudsagde eksistensen af tyngdebølger - der er svingninger i tid og rum.
  • De opstår ifølge den generelle relativitetsteori, når store masser acceleres hurtigt. For eksempel når to neutronstjerner eller to sorte huller kolliderer.

Kilde: LIGO

LÆS OGSÅJagten er slut: Einsteins tyngdebølger findes

Rygterne om, at astrofysikere havde observeret tyngdebølger i forbindelse med sammenstød mellem to gigantiske sorte huller, har floreret et stykke tid, men torsdag eftermiddag blev det videnskabelige gennembrud så endelig officielt.

Bare begyndelsen

EINSTEIN I ORD

Albert Einstein blev en af det seneste århundredes fremmeste videnkabsmænd.

Han blev født i Ulm i Tyskland i marts 1879 og døde i april 1955.

Han er ophavsmanden til relativitetsteorien og bidrog til bl.a. statistisk kvantemekanik.

Og så var han til tider ganske kvik i replikken:

  • Hvis min relativitetsteori viser sig at være korrekt, så vil Tyskland hævde, at jeg er tysker og Frankrig at jeg er en verdensborger. Holder den ikke, så vil Frankrig sige, at jeg er tysker og Tyskland erklære, at jeg er jøde.
  • Verdens evindelige mysterium er dens begribelighed. Den omstændighed, at den kan forstås, er et mirakel.
  • Hvis A er et succesfuldt liv, så er A lig med x plus y plus z. Arbejde er x. Y er leg. Og z er at holde mund.
  • Den smukkeste følelse, vi kan opleve, er det mystiske. Det er styrken i al sand kunst og videnskab. Ham, for hvem den følelse er ukendt og som ikke længere kan undres og stå henført i betagelse, er så godt som død.
  • Alt bør gøres så simpelt som muligt, men ikke simplere.
  • Når du bejler til en køn pige, virker en time som et sekund. Når du sidder på glødende kul, virker et sekund som en time. Det er relativitet.

Kilder: Gyldedals Encyklopædi, Oxford Dictionary of Quotations, Chambers Dictionary of Quotations og Columbia Dictionary of Quotations

Forskerne omkring Ligo har arbejdet med projektet i flere årtier, men det var altså først nu, at teknologien var så udviklet, at forskerne kunne observere tyngdebølger. For Alex Nielsen, som har været en del af Ligo de seneste tre år, er gennembruddet stort, men samtidig understreger han, at det bare er begyndelsen.

»Det her åbner et nyt vindue til universet. Til nye grene af astronomien. Det giver os mulighed for at se nogle ting, vi ikke kan se på andre måder. Der er sågar nogle, der sammenligner det med Galileo Galileis brug af teleskopet for 400 år siden, men så langt vil jeg nok ikke gå«, siger han.

De nye opdagelser gør det nu muligt at teste Albert Einsteins relativitetsteori, ligesom det åbner op for en masse ny viden om dannelse af neutronstjerner og sorte huller. Perspektiverne er dog endnu flere, fortæller Alex Nielsen.

»Den teknologi, vi har udviklet, gør os i stand til at måle meget, meget præcise ting, hvilket åbner for en række perspektiver i brugen af laser og lys. Og så har vi udviklet algoritmer, der gør det muligt at identificere meget svage bevægelser i lyd. Og det kan så bruges til mange andre formål – det her er bare begyndelsen«.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce