Viden

At finde en 'type'

At forske i ingefær er meget andet end at mosle rundt på tropeøer og indsamle planter. Der skal også jages gamle prøver dybt i århundredegamle arkiver i Europas hovedsæder.

Viden

Under en ekspedition, der var plaget af både vilde dyr og sygdom, fandt Johan Gerhard König i 1779 som den første botaniker et eksemplar af ingefærslægten Etlingera, på engelsk kaldet torch ginger (fakkelingefær) på grund af dens karakteristiske blomsterstand. Fundet skete på øen Phuket i det nuværende Thailand, hvor Königs arbejde med indsamling af planter blandt mange andre praktiske problemer også led under, at Etlingera er spiselige. Halvdelen af hans samling blev faktisk spist af de lokale assistenter, som havde hjulpet ham med at indsamle planterne.

Det ved vi fra Königs dagbog. Dermed tegner den baltisk-danske botaniker sig for den første registrerede etnobotaniske anvendelse af slægten, dvs. en registrering af den lokale anvendelse - i dag ville vi også notere de lokale navne, hvis planten har et, og vi får det oplyst under indsamlingen, siger botaniker Axel Dalberg Poulsen.
König skrev på tysk, men dagbogen er oversat til engelsk, og Axel Dalberg har studeret originalen i et videnskabeligt bibliotek i London.

»Dagbogen har jeg haft stor fornøjelse af. Dele af den er ren Indiana Jones«, siger Axel Dalberg om sin fjerne forgængers mange praktiske problemer. Han har ikke kun læst dagbogen for sin fornøjelses skyld. I maj 2005 lykkedes det ham at genfinde netop den art af Etlingera, som König beskriver. Tror han i hvert fald. Den passer med beskrivelsen, og den passer også med en lille skitse, som han har fundet i marginen på Königs optegnelser.

Svaret findes måske i St. Petersborg

Men 'typen' har han ikke kunnet sammenligne med.
'Typen' er det tørrede, pressede og forhåbentligt velbevarede eksemplar af enhver identificeret plante, som den første botaniker, der beskriver planten, skal indlevere til et herbarium som håndgribeligt bevis for det navn, han har givet arten. 'Typen' bruges som reference for senere fund af samme art.

»Ved hjælp af Königs korrespondance og andre breve fra den tid har jeg prøvet at finde ud af, hvor 'typen' er blevet af. Det er et rent detektivarbejde. Det eneste mulige sted, som jeg endnu ikke har besøgt, er den store samling i Skt. Petersborg. König solgte muligvis en del af sine samlinger til den russiske kejserinde Katarina den Store for at skaffe penge til sin alderdom. Men det kan også være, at 'typen' er gået tabt til søs, som nogle mener«, fortæller Axel Dalberg.

Hidtil har han selv stået for at indsamle flere hundrede ingefær, heraf 10 'typer', som nu er anbragt i herbarier forskellige steder i verden. Og han regner med, at hans projekt i forbindelse med Galathea-ekspeditionen også vil skaffe nogle nye 'typer' til veje. Der er mindst 1.600 og måske så mange som 2.000 arter af ingefær, en plantefamilie, som ud over den ingefærrod, vi kender, også omfatter for eksempel gurkemeje, kardemomme og galangarod.
»Det med at finde nye arter er altid lidt spændende, når man er ung«, siger Axel Dalberg (født 1961).
»Men nu synes jeg, at det er lige så spændende at få noget sat på plads, for eksempel at genfinde den art, König fandt«.

DNA fortæller nye historier

Der er meget at sætte på plads med de metoder, botanikere råder over i dag. DNA-prøver af forskellige arter kan give et langt mere præcist billede af deres indbyrdes slægtsskab (inden for botanik er slægter - lidt forvirrende - underafdelinger af familier), som nogle gange afviger fra den klassiske opdeling, der alene bygger på planternes ydre karakteristika.

Og hvilken glæde har vi så af det?

»Det er for eksempel relevant, hvis vi skal vurdere, hvilke områder det er vigtigst at bevare. De molekylære data kan fortælle noget om, hvordan planterne har udviklet sig, og hvordan de geografisk har spredt sig. Nogle områder er måske mere interessante end andre, fordi de arter, der findes der, repræsenterer en særlig udviklingslinje. Det kunne f.eks. være isolerede småøer, som rummer mere 'oprindelige' arter. Det er vigtigt at vide, hvis man skal redde det unikke«, siger Axel Dalberg.

Ingefær findes hovedsagelig i troperne og hovedsagelig i Asien, men der er også ingefærarter i Afrika og Latinamerika og i koldere områder som Japan og Himalaya. Men flest findes i Sydøstasien. Her har Axel Dalberg blandt andet forsket i ingefær på Borneo, hvor han boede i et par år på den malaysiske del af øen i forbindelse med et dansk-finansieret biodiversitetsprojekt.
Hans arbejde i forbindelse med Galathea-ekspeditionen vil derfor koncentrere sig om indsamling af ingefær - planter, DNA-prøver, fotos, lokale navne og anvendelser - i Papua New Guinea og på Salomonøerne.

Berlin-arkivet ødelagt

Her er der stort set ikke blevet indsamlet og registreret ingefær, siden tyske og hollandske botanikere gjorde det for omkring 100 år siden. Efter ekspeditionen venter et nyt detektivarbejde, når arterne skal klassificeres, for det store herbarium i Berlin blev ramt af en bombe under Anden Verdenskrig, så mange 'typer' fra Ny Guinea er gået tabt. Tilbage er de gamle botanikeres i nogle tilfælde mangelfulde beskrivelser.

Axel Dalbergs særlige interesse for ingefær daterer sig fra hans store feltarbejde i 1991 på Borneo.
»Da var mit projekt ikke specielt fokuseret på ingefær. Men det var overvældende, der var mindst 50 forskellige ingefærarter i den skov, jeg arbejdede i. Det er en stor udfordring at få styr på de mange arter, for når de ikke blomstrer, er de næsten umulige at kende forskel på, hvis man ikke kender dem i forvejen«.

Ingefær skaber kontakt til de lokale

Dertil kommer, at mange ingefærarter er flotte planter, at mange af dem kan bruges medicinsk eller kulinarisk, og arbejdet med dem dermed giver et godt udgangspunkt for kontakt med lokalbefolkningen. Omkring halvdelen af ingefærarterne på Borneo har således lokale navne, og anvendelsesgraden er også høj. Den ingefærrod, vi kender, kan for eksempel - ganske relevant i Galathea-sammenhæng - bruges mod søsyge. Og i øvrigt også køresyge. Den er også virksom mod gigt, og en anden art kan måske bruges i kampen mod hiv/aids osv. osv.

Axel Dalberg, der stadig arbejder på at skaffe de nødvendige midler til projektet, vil på ekspeditionen kunne trække på to samarbejdspartneres sprog- og anden lokalkendskab, botanikerne Billy Bau fra Papua New Guinea og Fred Pitisoka fra Salomonøerne

Den danske botaniker har en lang række videnskabelige artikler bag. For øjeblikket arbejder han i Royal Botanic Garden i Edinburgh på et Etlingera-projekt finansieret af Carlsbergfondet. Ledige stunder under feltarbejdet - og dem er der ikke mange af, tropernes daglige 12 lyse timer sluges som oftest af arbejdet med at opgrave og indsamle planter, tørre dem i gamle aviser, tage omhyggelige noter osv. - bruger Axel Dalberg på at fastholde sine indtryk i akvarelform. Prøver kan ses på hans hjemmeside.

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce