Millioner tons plastik forsvinder i havet

Forskere jagter løsningen på de miljøproblemer, plastforureningen skaber for os.

Viden

I 1997 sejlede kaptajn og oceanograf Charles Moore time efter time igennem et gigantisk bælte af flydende affald. Det kunne man læse i det amerikanske Natural History Magazine i 2003.

Siden er historien blevet gengivet af mange medier, og affaldet bliver kaldt for The Great Pacific garbage patch eller Plastikøerne.

Men kilden, Charles Moore, kan ikke genkende spektakulære detaljer fra sin egen historie.

»Jeg har aldrig sagt, at der er en affaldsø derude«, siger han på en telefon fra Californien, hvor han i dag er forskningsdirektør for havmiljøorganisationen Algalita.

LÆS MERE

Han kender artiklen, som også ligger i uddrag på Wikipedia og formodentlig derfra har spredt sig til medier fra New Scientist til fagmediet Ingeniøren.dk og til interesseorganisationer.

»Den korrekte beskrivelse er, at jeg ikke kom op på dækket uden at se affald sejle forbi. Men det var kun en ting ad gangen, og måske var der ti minutter imellem, at jeg så noget – der var ikke tale om en ø«, fortæller Charles Moore.

Historien er ændret, så den skulle være mere spændende for læserne, af den redaktør, der redigerede artiklen på Natural History, siger Charles Moore.

Han har ikke selv forsøgt at udrede misforståelsen, for den »bekymrer ham ikke«.

Plastikøerne skulle findes i de fem hvirvelstrømme, der kaldes for gyrer. De fem områder ligger spredt i Atlanterhavet, Stillehavet og Det Indiske Ocean.

Studier fra 2013 viser, at koncentrationen af plastik i de områder er noget større, end den er i resten af havet, men øer er der ikke tale om, tyder flere forskeres undersøgelser af områderne på.

De forsvundne plastikøer var en overraskelse for talsmanden for Plastic Change, som er en dansk interesseorganisation, der arbejder for at forhindre, at affaldet griber ødelæggende ind i økosystemerne.

»Det var oprindelig plastikøerne, der motiverede mig til at gå ind i kampen for at forhindre plastikforurening i at brede sig«, fortæller miljøbiolog Henrik Beha Pedersen.

»Men det, at plasten ikke er samlet i øer, gør sådan set bare problemet endnu større, for det gør det endnu sværere at få en klar idé om forureningsproblemet, hvis vi simpelthen ikke aner, hvor plasten bliver af. Derfor er Plastic Change på ekspedition ved Bermuda i i april måned«, siger han.

I 2010 udledte vi på verdensplan 8 millioner tons plastik ifølge de nyeste tal fra det videnskabelige tidsskrift Science. Samme estimering viser, at vi rammer 17,5 millioner tons i 2025.

Et andet tal, som illustrerer udbredelsen af plast i havene, kommer fra ceo Andrew Morlet i organisationen Ellen Mac Arthur Foundation. Han påpeger, at der vil være et tons plastik per tre tons fisk i 2025.

Plastikforureningen har især forskernes opmærksomhed, fordi plaststykkerne ligesom en svamp binder miljøgifte som olierester. Hvis fiskene spiser plasten, i den tro at det er plankton, bliver miljøgiftene ophobet i fødekæden, og foruden at skade dyrelivet ender de i os.

Find forureningen

»Jeg tror ikke, det udgør en risiko for mennesker med de nuværende koncentrationer, men det er klart, at større mængder plast i havene også medfører en større risiko for, at fiskene spiser plasten. På lang sigt kan der være konsekvenser for os«, siger Torkel Gissel Nielsen, der er professor ved DTU Aqua.

Et internationalt hold af forskere undersøgte i et studie fra 2013 mængderne af plast ved at indsamle prøver fra områderne ved de store hvirvelstrømme fem steder på kloden. Hovedforfatteren til studiet hedder Carlos Duarte, og han var på det tidspunkt tilknyttet flere spanske universiteter. Han besøgte selv tre af de fem berygtede gyrer med et forskningsskib:

»Plastikøerne eksisterer ikke. Det er en myte, som er overdrevet af mediehype. Der ligger maksimalt 2,5 kilo per kvadratkilometer, og det vil sige, at der er 2,5 milligram per kvadratmeter – det kan man ikke se med det blotte øje«, fortæller Carlos Duarte. Han har heller aldrig set øerne dokumenteret andetsteds.

»Jeg har set fotos, hvor medier illustrerer plastikøerne, men det ligner kyster i Sydøstasien«, fortæller han.

Langs kyststrækninger ligger der affaldsbjerge, og den største synder inden for affaldshåndteringen er Kina, viser de nye tal fra Science.

»Men det virkelige problem er, hvorfor der ikke er nogen plastikøer? Mængden af plastik i havene er enorm og fortsætter med at stige«, siger Carlos Duarte

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Studiet fra 2013 kunne kun dokumentere 1 procent af den plastik, som estimater viser, at vi udleder i havene.

»1 procent af den plastik, vi regnede med – det ligner på overfladen gode nyheder. Men problemet er, at vi ikke kan gøre rede for de andre 99 procent, vi smider i havene. Det er bekymrende«, siger Carlos Duarte.

Problemet er, at vi ikke kan gøre rede for de andre 99 procent, vi smider i havene. Det er bekymrende

Den danske forsker Torkel Gissel Nielsen, der sammen med to specialestuderende indsamlede prøver fra Danmark til Sargassohavet i 2010, men heller aldrig så plastøer, er enig.

»Jeg tror ikke, at plastøerne eksisterer, og det betyder, at vi ikke ved ret meget om, hvor plasten befinder sig, og hvor meget effekt forureningen har på vores økosystem. Falder plasten ned på havbunden, eller bliver den opløst til meget små stykker, bliver den spist af planktondyr og fisk«, spørger han.

Selv om det ser sort ud med forureningen, er den gode nyhed, at der i industrien og i forskningen bliver udviklet metoder til genanvendelse og udvikling af miljøvenlig plast. Så måske ender vi ikke på de svimlende 17,5 tons affald i havene, som det ellers er estimeret for 2025.

Fremtidens plast

Plastproblemet i havene kommer fra den traditionelle plast, der består af forarbejdede olieprodukter. Olie er udgangspunktet for syv kendte byggesten i plastindustrien. De indgår i plastflasker, som mikroplast i kosmetik eller beklædning og konsistensregulering i fødevarer og spiller på den måde en stor rolle i de fleste menneskers hverdag – også uden at vi tænker så meget over, at det er plast, vi har med at gøre.

Men bevidstheden om at mindske brugen af plast fra olieprodukterne vokser. For eksempel har man i Californien forbudt brug af engangsplastposer, og i Danmark er firmaet Carlsberg i gang med at udvikle en træflaske, som kan bruges i stedet for den kendte grønne plastflaske for at undgå at bidrage negativt til forureningen. Det er især relevant i eksportlande, for i Danmark genanvender vi allerede plastflaskerne i stor stil.

»Pet, som plastflasker er lavet af, er meget velegnet til at genanvendelse«, siger materialeforsker i plast Anders Egede Daugaard, lektor ved DTU Kemiteknik.

I mindre skala inden for genanvendelse finder vi den spirende virksomhed Plastix, der ligger i Lemvig i Midtjylland. Plastix vil genbruge plast fra fiskenet af blandt andet nylon med start i august i år.

Forbedrede udgaver af bionedbrydelig plast kan også komme til at gøre en forskel for miljøet. På DTU samarbejder kemiker Peter Fristrups forskergruppe med firmaerne Novozymes og Haldor Topsøe om at lave nye typer af plast, der ikke bygger på forarbejdet olie, og som er biologisk nedbrydelige:

»Vi er i gang med at forstå og forbedre metoderne til fremstilling af mælkesyre, der er bestanddelen i en af de få bionedbrydelige plasttyper, som allerede er på markedet i dag«, fortæller han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi kender mælkesyrer fra den reaktion i kroppen, hvor musklerne syrer til. Med den nye proces bliver mælkesyren dannet kemisk ud fra sukker og bliver til et materiale, der på mange punkter ligner den traditionelle plast.

»Til gengæld vil plasten blive nedbrudt nemmere, hvis den skulle ende i naturen, og den vil formodentlig heller ikke binde miljøgifte i havet, som den traditionelle plast gør«, forklarer Peter Fristrup, lektor ved DTU Kemiteknik.

Udfordringen i udviklingen af biobaseret plastik er, at fremstillingen stadig er meget energikrævende og gør produkterne for dyre, til at det kan konkurrere med den oliebaserede plast i pris. Peter Fristrups forskergruppe er i gang med at forbedre den kemiske proces, så det bliver nemmere og billigere at producere bioplast.

»Men løsningen på plastproblemet er i første omgang effektiv genanvendelse og lovgivning, der eksempelvis forhindrer, at plasten ryger direkte ud i naturen i nogle af produkterne, der afgiver mikroskopiske stykker plast, såsom skrubbecreme og tandpasta«, siger lektor Anders Egede Daugaard fra DTU.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce