Nationalikon. Koalaen er symbol på Australien. Den er en kræsen herre- eller dame og spiser kun den giftige plante eukalyptus.
Foto: RICK RYCROFT/AP

Nationalikon. Koalaen er symbol på Australien. Den er en kræsen herre- eller dame og spiser kun den giftige plante eukalyptus.

Viden og tech

Koalaen kan lære os om klimaændringer

Dansk-australsk forskningsprojekt vil give værdifuld viden om klimaets menneskeskabte forandringer, som koalaen selv er yderst følsom overfor.

Viden og tech

Kvalme, diarré, opkast og generel utilpashed. Det er nogle af symptomerne, man ville opleve, hvis menneskers kost bestod af blade fra eukalyptus-planten.

Plantens blade er trods deres velduft med andre ord yderst giftige for mennesker. Men hvordan kan det så være, at det lille australske pungdyr koalaen kan spise - ja, faktisk leve udelukkende af eukalyptus?

Det er lidt af en gåde, og derfor er danske og australske forskere gået sammen for at forsøge at kortlægge den 'giftige' forbindelse mellem koalaen og eukalyptussen.

Men hvorfor er det overhovedet interessant for danske forskere? Koalaen lever jo kun i i Australien, og eukalyptus vokser ikke naturligt i Danmark.

SE GRAFIKKEN OM KOALAER

Det er der flere grunde til. Koalaen er en såkaldt 'indikator-art', fordi den reagerer meget hurtigt på ændringer i miljøet. Den anses ifølge ngo'en International Union for Conservation of Nature som en ud af ti arter på verdensplan, der er meget sårbare over for klimaændringer.

Sammen med dens fødekilde, eukalyptus, kan det nuttede lille dyr faktisk være med til at kaste lys over konsekvenserne af klimaændringerne for nogle planter og dyr.

Det forklarer en af forskerne bag projektet, professor Birger Lindberg Møller fra Plantebiokemisk Laboratorium på Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet.

»I stedet for at spekulere i, hvad effekterne bliver, vil vores forskning kunne bruges til at forudsige det. Derfra må man så beslutte, om man vil gøre noget ved det«, siger han.

Koalaen bevæger sig så lidt som muligt

Der findes cirka 700 arter af eukalyptus, og koalaen spiser kun omkring 20 af dem. Resten er alt for giftige. For overhovedet at kunne fordøje de giftige blade, bruger den 80 procent af døgnet på at hvile. Dels for at fordøje føden, og dels fordi den ikke har ’råd’ til at bruge den sparsomme energi på at bevæge sig.

Større bladstykker af eukalyptus tager typisk fire dage for koalaen at fordøje, men den kan sagtens bruge op til ni dage på det. Det er altså ikke sådan lige at nedbryde planten.

»Koalaen er unik, fordi den har skabt sig en økologisk niche og stort set ikke skal konkurrere med andre dyrearter om føden. Omvendt kan man sige, at den ved kun at spise eukalyptus har manet sig selv op i et hjørne. Det er fint - hvis bare ikke eukalyptussen ændrer sig på grund af klimaændringer«, lyder det fra Birger Lindberg Møller.

Men det mener forskerne, at planten vil.

Koalaen er unik, fordi den stort set ikke skal konkurrere med andre dyrearter om føden.

De klimaforandringer, som forskere forudser vil påvirke kloden mærkbart fremover, rammer nemlig også Australien. Det giver blandt andet ekstrem tørke samt højere temperaturer og CO2-udledninger. Præcist hvordan alt dette påvirker eukalyptusplanten, er forskerne ved at undersøge.

Men der er via tidligere forskning klare indikationer på, at planten bliver mere giftig, vil miste næringsværdi, og bladene tørre ind og dermed indeholde mindre vand.

Alt dette er katastrofalt dårlige nyheder for koalaen.

Overstressede dyr

Pungdyret får simpelthen ikke vand nok ved at æde bladene. Dermed risikerer den at tørste og blive dehydreret. Den drikker nemlig ikke anden væske end det, den får via eukalyptus-bladene. Hvis planten bliver mere giftig som en konsekvens af klimaændringerne, risikerer den desuden slet ikke at kunne spise dem - og dermed sulte.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»I perioder med lang tørke i Australien viser det sig, at et højere antal koalaer dør, at de bliver mere syge og mindre fertile. De bliver med andre ord totalt overstressede«, siger Elizabeth Neilson, der er australier og som er central forsker på projektet. Også hun er ansat på Plantebiokemisk Laboratorium.

Koalaen anses af de australske myndigheder for at være sårbar, men ikke uddøende.

»Men i yderste konsekvens overlever de ikke klimaændringerne«, vurderer Elizabeth Neilson.

For at blive klogere på det skrøbelige dyr undersøger forskerne som en del af projektet de bakterier, der lever i koalaernes tarme og deres evne til at nedbryde de giftige stoffer i eukalyptus-bladene. Det er forskernes hypotese, at bakteriefloraen i koalaens mave-tarm-system er meget specialiseret og fintunet.

»Vi vil gerne have en fornemmelse for, hvad der sker i maven på koalaen. Den spiser kun 20 ud af 700 eukalyptus-arter. Typisk vil en koala vælge ét træ frem for et andet. Bladene på én gren frem for en anden. Og så vil de vælge bestemte blade. Nogle vil være de nye og bløde blade. Koalaer i andre træer vil vælge de ældre blade. Hvordan kan det være?«, forklarer Elizabeth Neilson.

Hvordan kommer koalaen af med plantegiften?

I den forbindelse undersøger forskerne, hvilke bakterier der lever i koalernes tarme, og som kan nedbryde plantens giftstoffer. De indledende analyser af fire han-koalaer viser, at de bakterie-samfund, der lever i koalaens mave-tarm system varierer meget fra koala til koala.

»Den viden kan bruges til at gøre os klogere på, om at nogle koalaer er egnet til at blive flyttet fra et område med eukalyptus-blade til et andet, mens det ikke vil være hensigtsmæssigt at flytte andre, fordi de ikke vil kunne afgifte og fordøje de blade, der findes på det pågældende det sted«, forklarer Birger Lindberg Møller om en af de mulige tiltag for at sikre koalaens fremtid.

Ikke mindst håber forskerne også at få viden nok til at forstå, hvordan de er i stand til at fordøje og afgifte de giftige blade og optage den sparsomme næring, der er i bladene.

»Hvis vi ved, hvilken rolle de forskellige mikroorganismer i koalaens tarmsystem spiller, kan det give os en ide om hvilke af plantens naturstoffer, de kan nedbryde og dermed gøre det muligt for koalaen at leve af bladene«, tilføjer Birger Lindberg Møller.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For et år siden plantede forskerne 30 forskellige eukalyptus-arter i et drivhus bag universitet på Frederiksberg Campus. Her bliver planterne dagligt passet, men de udsættes også for forskellige klimatiske ændringer som tørke og større mængder CO2.

Men forskningen i sameksistensen mellem planten og pattedyret kan bredes ud og sige noget generelt om de langsigtede konsekvenser ved klimaændringer påpeger forskerne. For i dag, når der tales om klimaændringer, handler det stort set altid om, hvordan de kan aflæses i havets temperatur-stigninger, tørke, orkaner og havstigninger.

»Men det er et meget lille problem sammenlignet med klimaændringernes effekt på den fremtidige fødevareproduktion. For vi vil se planter, der ikke kan tilpasse sig klimaændringerne, blive angrebet af sygdomme eller nye typer af insekter og som vi dermed ikke længere kan få det forventede udbytte fra. Den kobling er der bare ikke mange, der laver«, siger Birger Lindberg Møller.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce