Nasa har indkaldt til et pressemøde mandag, hvor de vil offentliggøre, hvad de selv kalder en »stor videnskabelig opdagelse«. Kilde: NASA / Ritzau

Nasa finder flydende vand på Mars

En stor nyhed og et spændende resultat, siger dansk forsker.

Viden og tech

Under visse omstændigheder findes der flydende vand på Mars.

Det har Nasa »stærke beviser« på, fortæller rumagenturets chef for udforskning af planeter, Jim Green, på et pressemøde i Washington.

Billeder fra planeten, taget af en ubemandet rummission, viser, at der er dannet mørke striber på planetens overflade. Striberne bliver smallere og bredere alt efter temperatur, og det tyder på, at der er tale om spor af vand. Derudover har et spektrometer, som er et instrument, der viser, hvordan det infrarøde lys fra solen reflekteres fra Mars, identificeret, at striberne er vandrige saltforbindelser.

Allerede i torsdags varslede Nasa i en pressemeddelelse, at man havde gjort en »stor videnskabelig opdagelse« og havde løst et Mars-mysterium.

Nasa har tidligere erklæret, at betingelserne for liv på Mars er opfyldt, og meldingen førte lynhurtigt til spekulationer om, hvorvidt dagens pressemøde kunne involvere nyt om liv eller vand på den røde planet.

Nyheder fra Mars handler altid om vand

Kjartan Kinch, der har Mars som sit primære forskningsområde på Niels Bohr Institutet, er ikke overrasket over Nasas store nyhed.

»Hver gang der kommer en nyhed fra Mars, handler den næsten altid om vand. Det er en stor nyhed og et spændende resultat, for det er første gang, at Nasa dokumenterer flydende vand på Mars, men min verden er ikke vendt op og ned«, siger han.

»Der er fundet mere og mere vand som is på Mars, og samtidig har der været flere og flere spor, der tyder på, at der i fortiden, for flere millioner år siden, har været store mængder vand på planeten«.

Under pressemødet pointerede Nasa, at opdagelsen baner vejen for udforskningen af det helt store mysterium, nemlig om der er liv på Mars, for nu ved man mere om, hvor på planeten, det giver mening at lede.

»De steder, hvor der er vand, er selvfølgelig topkandidater, når det handler om at lede efter liv på Mars. Det er her, mikroorganismer i en eller anden form vil have den største mulighed for at være tilstede og overleve«, siger Kjartan Kinch.

Derfor er dagens nyhed med til at bekræfte, at betingelserne for liv er opfyldt på planeten.

»Det er absolut stadig muligt, at der overhovedet ikke er noget liv på Mars, men det her understøtter, at det giver mening at kigge efter det«, siger han.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce