Foto: Scott Kelly, Nasa
Viden og tech

Vægtløs frøkenhat springer ud i rummet

Det er lykkedes at få en prydblomst til at blomstre på Den Internationale Rumstation. Det er et skridt mod, at astronauter kan blive selvforsynende på dybere rumrejser til fremmede planeter.

Viden og tech

Det er sjældent, at mennesker jubler, når en plante går i blomst. Men det sker lige nu på de sociale medier. For det er lykkedes de ’vægtløse’ gartnere – astronauterne på Den Internationale Rumstation (ISS) – at få planten frøkenhat til at springe ud.

Nu står den nyligt udsprungne plante med 13 orange kronblade og knejser foran det store udsigtsvindue ’Cupola’ med den blå planet som baggrund.

Det er ikke første gang, at man får en plante til at blomstre i vægtløs tilstand og i et fravær af naturligt sollys. Men det er første gang, at det er lykkedes for en prydplante. Danske planteforskere synes også, at det er værd at fejre.

»Det er interessant, at det kan lade sig gøre at få prydplanter til at gå i blomst i omgivelser, hvor der ikke findes nogen tyngdekraft. For tyngdekraften betyder meget for blomsters orienteringssans hernede på Jorden. Så man kunne frygte, at prydplanter mistede evnen til at blomstre i rummet, fordi de ikke længere kunne hitte ud af, hvad der var op og ned. Det er nu modbevist, og det smukke billede af frøkenhat med Jorden som baggrund er beviset«, siger professor Carl-Otto Ottosen fra Institut for Fødevarer på Aarhus Universitet, som er specialist i at dyrke planter i kunstigt lys.

Planter orienterer sig efter lys og tyngdekraft

Igennem 200 år har plantevidenskaben lært os, at en plante er afhængig af to ting for at kunne vokse: lys og tyngdekraft.

»Allerede når et frø begynder at spire, ved det, hvad der er op og ned. Stænglen søger op mod lyset, og roden vokser nedad med det samme, fordi den har nogle sensorer, der kan detektere tyngdekraften. Derfor kunne man godt forestille sig, at det ville gå galt, når en plante skulle vokse op i et rum uden tyngdekraft. Men det er under de rette vækstbetingelser ikke noget problem, så længe man forsyner planten med kunstigt lys, som den kan bruge til at vokse og lave fotosyntese. Så den vægtløse frøkenhat fortæller os, at tyngdekraften ikke er så vigtig for en plantes velbefindende, som vi ellers gik og troede«, siger Carl-Otto Ottosen.

Det er Nasa, der har udviklet de små vægtløse drivhuse. Frøkenhatten er ikke blevet dyrket i en potte med muld, som vi kender det her på Jorden, men derimod i en dyrkningspude, der er fyldt med ikke-organisk materiale, som kunne minde lidt om en vandafvisende form for rockwool.

Da der er meget få vinduer på rumstationen, er blomsten blevet badet i kunstigt led-lys bestående af de tre grundfarver. Det har – sammen med lugearbejde fra den vægtløse chefgartner Scott Kelly – gjort det muligt at få frøkenhat til at vokse og blomstre i 400 kilometers højde.

Skridt på vejen til at blive selvforsynende

Blomsten vil ikke kun være en fryd for øjet på rumstationen, der kredser rundt om Jorden 16 gange i døgnet. For det er også et skridt på vejen til, at astronauter med grønne fingre kan blive selvforsynende, når det gælder frugt og grøntsager.

»Blomstringen er jo den første fase, hvis man skal gøre sig håb om at producere grøntsager som tomater, agurker eller chilipeber. Så de seks astronauter på rumstationen vil måske snart kunne producere frugt og grøntsager, hvis de eksempelvis forsøger at dyrke tomat- eller chiliplanter. Hvis det lykkes, vil de kunne supplere den kedelige rummad i form af tørfoder og dåsemad med ægte sprøde grøntsager. Det ville være noget af en revolution«, siger Carl-Otto Ottosen.

Fremskridtet giver også håb for længere rumrejser som for eksempel til Mars. For det vil øge chancen for at kunne blive selvforsynende i et fjendtligt miljø.

Den vægtløse fruehat fortæller os, at tyngdekraften ikke er så vigtig for en plantes velbefindende.

»Med planter kan man producere mange livsnødvendige ting, for eksempel ilt og fødevarer, og de kan også bruges til at lave medicin. Så astronauterne kan lave deres egne ’nødhjælpskasser’, når de når frem til den røde planet, hvor der kan gå længere tid, før man får forsyninger fra Jorden«, siger professor Birger Lindberg Møller fra Carlsberglaboratoriet og Københavns Universitet.

Drivhuse på Mars

Dyrkningen af planter på Mars vil ikke ske ved at så frø direkte ned i den røde jord.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det er meget koldt på Mars med en gennemsnitstemperatur på -80 grader, og atmosfæren er 100 gange tyndere end den, vi kender på Jorden. Så det skal foregå i drivhuse og med kunstigt lys, ligesom man aktuelt forsøger sig med det på rumstationen«, siger Birger Lindberg Møller.

Sidste sommer lykkedes det også at lave rød romainesalat i de vægtløse væksthuse på ISS. Så nu kan astronauterne byde uventede gæster på salat.

Den danske astronaut Andreas Mogensen fik ikke muligheden for at sætte tænderne i salaten, da han opholdt sig på rumstationen i fjor.

»Gartneriet var ikke i brug, mens jeg var på ISS, men det er spændende at følge, fordi det er en meget lav-praktisk ting, der kan få stor betydning for rumfart i fremtiden«, siger Andreas Mogensen

Den næste plante, som det vægtløse gartneri vil sige goddag til, er en dværg tomatplante. Frøene skulle efter planen blive sendt op til ISS i 2018. Professor Carl-Otto Ottosen fik tilbudt en smagsprøve på dværgtomaten fra en kollega, som arbejdede i Nasa.

»Den smagte ad h ... til, for at sige det pænt«, siger Carl-Otto Ottosen.

Planter vil give god karma i Rummet

De to danske professorer er overbeviste om, at evnen til at gro planter og blomster i Rummet også er vigtigt fra en psykologisk synsvinkel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Man ved fra mange undersøgelser, at folk har det psykisk bedre, hvis de arbejder et sted, hvor der er planter. Så grønne planter i rummet kan være vigtigt for astronauternes mentale sundhed«, siger Carl-Otto Ottosen.

Birger Lindberg Møller er enig:

»Det vil give en anden karma i Rummet, hvis man har hjemlige planter at forholde sig til«, siger Birger Lindberg Møller.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce