Ny forskning viser, at hjernen undertrykker mere end lige dét, du ønsker

»Mange af mine patienter kan ikke huske noget som helst«, siger psykolog.

Viden

Forestil dig, at du sidder og lytter til en gammel LP.

Du ved, du hader verset i den næste sang, så du skubber lidt til afspilleren. Får nålen til at hoppe.

Men i stedet for kun at hoppe over verset, så hopper den over hele sangen.

Sådan billedliggør Albert Gjedde, der er professor i neurobiologi ved Københavns Universitet, resultatet af ny forskning fra University of Cambridge.

Nogle mennesker undertrykker episoder fra deres liv, fordi de har været traumatiserende, men den nye undersøgelse viser, at hjernen ikke kan kontrollere at undertrykke helt specifikke minder.

Derfor hopper hjernen også over en masse andre urelaterede minder fra både før og efter det faktiske traume.

Resultaterne beviser, at der er en årsag til, at traumatiserede patienter ofte glemmer alt muligt andet fra deres liv.

Patienter i choktilstand

Annalise Rust er psykolog og har 30 års erfaring med traumepatienter. Hun genkender forskningsresulateterne fra sine patienter.

»Det er klart også min erfaring. Det er der ingen tvivl om. Mange af mine patienter kan ikke huske noget som helst«, siger hun.

Hun mener hovedsagligt, at hukommelsestabene opstår, fordi patienterne er i en choktilstand.

»Jeg oplever det især i den akutte fase lige efter traumet, men det er et kompliceret felt, der griber ind på mange andre områder end hukommelsen«, siger Annalise Rust.

Vi kan kontrollere hukommelsen

Hippocampus er hjernens pladeaf- og indspiller. Ved hjælp af et center i pandelappen kan man mere eller mindre bevidst vælge, hvad hippocampus skal afspille.

Når man forsøger at undertrykke et minde, så fortæller pandelappen hippocampus, at den skal afspille langsommere, afspille noget andet eller helt stoppe.

Når man således påvirker hukommelsen omkring et specifikt emne, forstyrrer det evnen til stabilt at lagre episoder og hændelser generelt.

Dermed efterlader traumet det, man i undersøgelsen kalder en amnesiaskygge, der skygger over både traumet, men uheldigvis også episoder, der tidligt ligger tæt på traumet, uanset om de er oplevet som gode eller dårlige.

»Man har således stadig al hukommelsen. Man glemmer ikke noget«, siger professor Albert Gjedde.

Han forklarer, at det man oplever rent fysisk, manifisterer sig som små knopper på hjernens nerveceller, og de forsvinder ikke.

»Det er altså mere den mekanisme, der skal afspille de forskellige dele af hukommelsen, der åbenbart ikke kan være helt specifik og derfor overser en masse«, siger han.

Patienter husker kun »glimtvis«

Annalise Rust oplever også, at patienter, der er udsat for traumer gennem en længere periode, fortrænger meget store dele af deres hukommelse.

»Hvis børn for eksempel er omsorgssvigtet mere generelt, så husker de slet ikke deres barndom. De lever i en uforudsigelig verden, og det gør, at de ikke lagrer erindringerne på samme måde som andre«, siger hun.

Dermed bekræfter hun også rapportens hypotese om, at personer med traumer ikke kan lagre hukommelse episodisk.

»Jeg har haft patienter, der skulle gengive episoder, men kun har kunnet huske sporadiske elementer. De husker glimtvis«.

Som rapporten også antager, siger hun dog, at man kan genoptræne meget af hukommelsen.

»Det kræver et arbejde med mere end blot de fortrængte minder, men det kan næsten altid lade sig gøre«, siger hun.

»Heldigvis«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce