Hjemmelavet Ignacio Garcia Lenaro og Helga Jóseps står bag en CNC fræser , der ligesom 3D printeren bliver brugt til digital fremstilling, når private værksteder producerer design. Foto: Peter Hove Olesen

Hjemmelavet Ignacio Garcia Lenaro og Helga Jóseps står bag en CNC fræser , der ligesom 3D printeren bliver brugt til digital fremstilling, når private værksteder producerer design. Foto: Peter Hove Olesen

Viden og tech

Møblernes Airbnb vil bane vejen for billigere design

Skræddersyede designmøbler og en robottatovør bliver præsenteret på teknologikonferencen Trailerpark I/O i denne uge.

Viden og tech

Maskinlarm og ledninger i sirlige bunker fylder kælderen under Flæsketorvet i København.

Musikfestivalen Trailerpark er i gang med forberedelserne, og to af arrangørerne er i gang med at lave stole og ruminddelere til festivalens teknologikonference. Det sker med et par klik på computeren og en larmende møbelrobot, kaldet en CNC-fræser.

Arbejdstegningerne har de modtaget som filer fra møblernes Airbnb, som firmaet Opendesk kalder sig. Et firma, som ved hjælp af møbelrobotter som CNC-fræseren og ved hjælp af 3D print vil gøre det muligt for flere at købe skræddersyede møbler, der er produceret lokalt.

»Du behøver ikke at passe så meget på den, jeg kan bare skære en ny stol«, siger en af arrangørerne, Ignacio Gracia Lenero, mens han rækker et færdigt eksemplar af en stol frem.

Opendesks forretningside retter sig især mod folk, der ikke har direkte adgang til 3D-printere, CNC-fræsere og laserskærere.

»Vi skaber kontakten mellem lokale værksteder, opfindere og designere«, siger Scarlett Sam Martin. Hun er designer hos det britiske firma Opendesk, som har 20 ansatte og har været med til at bygge et netværk i 64 lande med 850 værksteder og såkaldte makerspaces.

Makerspaces er medborgerhuse for engagerede opfindere og designere – og disse Ole Opfindere kaldes for makere.

I Danmark er der tre københavnske værksteder på Opendesks liste og foreløbig oplyser Opendesk, at de har haft en dansk kunde, der fik lavet 9 møbler.

Scarlett Sam Martin beskriver firmaet som møblernes Airbnb, fordi platformen gør det muligt for private opfindere og købere at finde hinanden. Indtil videre er det firmaer på jagt efter møbler til kontoret, der er kunder hos Opendesk, men målet er at brede sig til det private marked. Og Opendesk oplever interesse: Et bord er f. eks. solgt i 112 eksemplarer siden starten af 2015. Arbejdstegningerne til møblerne ligger frit tilgængelige som en del af konceptet, der bygger på tillid til, at makerne betaler, hvis de bruger en tegning.

Opfindermiljøer inspirerer

De digitale fremstillingsværktøjer er i gang med at ændre industriens vilkår, siger Märtha Rehnberg, der tidligere har arbejdet med 3D-print teknologier for Maersk og i dag arbejder som rådgiver i nye teknologier i virksomheden Dare Disrupt: »Vi ser en bevægelse, hvor prisfaldet for digitale fremstillingsværktøjer har gjort det muligt for mindre virksomheder eller enkeltpersoner at konkurrere med de store virksomheder om at skabe individualiserede varer«.

Trailerparks teknologiprogram tager udgangspunkt i ideer fra opfindermiljøer verden over.

»Målet er at lave en teknologikonference uden alt det kedelige – uden businessoplæg, foredrag om sociale medier og akavede uddelinger af visitkort, men i stedet præsentere spændende ideer og radikale opfindelser. Mange af de ideer, vi præsenterer på Trailerpark I/O, kommer fra makerspaces rundt omkring i verden«, siger Simon Caspersen, der er talsperson for Trailerpark.

Det gælder robotten, som er en 3D-printer, der er konstrueret, så den kan tatovere mennesker, et hjemmelavet aflytningskit og også firmaet Opendesk, som har bygget deres forretningsmodel på makerspaces og på små selvstændige.

»I makerspaces kommer en masse mennesker, der ser på den nye teknologi med friske øjne. Store firmaer risikerer at sige: Hvordan kan vi lave den samme bil, men nu med en 3D-printer? Vi skal jo helst også finde på nye ideer, og der kan opfindertyperne skubbe til udviklingen«, siger teknologirådgiver Märtha Rehnberg.

Individuelle produkter

Møblerne på Opendesks hjemmeside har varierende priser, men de fleste koster flere tusind kroner. Et skrivebord koster fx. knap 3500 kr., mens en skammel koster 600 kroner. De kan altså ikke konkurrere med Ikea i prisleje.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Men det kan ikke sammenlignes med Ikea, for hvert produkt er skabt individuelt og ikke masseproduceret på en fabrik«, forklarer Scarlett Sam Martin.

30 procent af prisen på møblerne går til Opendesk, 60 procent til det lokale værksted, der laver møblet, og 10 procent til designeren, der har lavet arbejdstegningerne.

Opendesk oplyser, at værkstedet eller makeren skal betale skat i det land, de bor i, og at de selv betaler skat i Storbritannien. De beskriver deres forretningsidé som en styrkelse af den lokale økonomi.

Märtha Rehnberg ser Opendesk som et eksempel på deleøkonomi og udnyttelse af faldende priser på digitale fremstillingsværktøjer:

»Jeg er tek-optimist, og derfor er det mit synspunkt, at vi skal understøtte de nye måder at drive forretning på, og så skal politikerne sørge for, at alle kan få noget ud af det – også samfundet«, siger hun.

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce