Vættelys findes på de danske strande og især ved Stevns og Møns Klint. De er et vidnesbyrd på, at vættelysblæksprutten forsvandt for 65 millioner år siden.
Foto: Politiken

Vættelys findes på de danske strande og især ved Stevns og Møns Klint. De er et vidnesbyrd på, at vættelysblæksprutten forsvandt for 65 millioner år siden.

Derfor forsvandt vættelys-blæksprutter sammen med fortidens dinosaurer

Et forskerhold har fået styr på blæksprutternes stamtræ og kommer nu med en mulig forklaring på, hvorfor vættelysblæksprutterne forsvandt endegyldigt sammen med dinosaurerne for 65 millioner år siden.

Viden

På de danske strande – især på Stevns og ved Møns Klint – kan man blandt stenene finde vættelys. De kunne godt ligne små stearinlys, men man kan ikke tænde for dem for at skabe en hyggelig stemning.

Vættelys, der måler mellem 1,5 og 20 centimeter, er et forstenet vidnesbyrd om, at der på dinosaurernes tid for 65 til 220 millioner år siden levede blæksprutter i Kridthavet, der bar på et bagkropsskelet, som havde form som et vættelys. Vættelysene er det eneste, der er tilbage fra de forhistoriske vættelysblæksprutter, som også kaldes belemnitter. For resten af dyrets krop bestod af bløddele, og de dele af kroppen er derfor meget sjældent blevet foreviget som forsteninger.

Det har været et mysterium, hvorfor vættelysblæksprutterne forsvandt og blev udkonkurreret og afløst af de mere adrætte, smidige og hurtige moderne blæksprutter, der på evolutionens vej har smidt det indre skelet og svømmer rundt i havet den dag i dag. Nogle forskere har spekuleret på, at det kunne være klimaændringer, sygdom eller det meteornedslag, som også tog livet af dinosaurerne.

Gentestet nulevende blæksprutter

En af grundene til, at man ved ganske lidt om de moderne blæksprutters evolutionshistorie er, at der findes relativt få forsteninger af blæksprutter, fordi de mest består af bløddele.

Den udfordring har et internationalt forskerhold med palæontolog Jakob Vinther fra Bristol University i spidsen nu fundet en løsning på. De har med moderne teknikker kigget 180 gener igennem hos 56 nulevende blækspruttearter og sammenholdt resultaterne med de sparsomme informationer om forstenede blæksprutter.

»Vi har lavet en slægtskabsanalyse ved at tage de 180 gener fra hver enkel blæksprutte og så holdt generne op mod hinanden. Ved at kigge på ændringer i den genetiske kode i form af mutationer, så har vi kunnet rekonstruere deres slægtskabsforhold. På den måde har vi kunnet analysere os frem til, hvilke arter der er nært beslægtet og hvilke arter, der er fjernt beslægtet. Sagt på en anden måde, har vi fået sat skik på blæksprutternes ellers rodede stamtræ og løst gåden om deres fascinerende evolutionshistorie«, siger Jakob Vinter om det videnskabelige arbejde, som netop er blevet offentliggjort i det anerkendte tidsskrift Proceedings of the Royal Society B.

Med rekonstruktionen af blæksprutternes slægtskabsforhold står det pludselig klarere, hvorfor de gamle blæksprutter som vættelysblæksprutterne tabte terræn til de moderne blæksprutter.

»Vi kan dels fra vores dna-analyser og dels fra fossile fund af vættelysblæksprutter se, at diversiteten og antallet af vættelysblæksprutter begyndte at svinde ind for mellem 100-150 millioner år siden. Vættelysblæksprutterne er forfædre til de tiarmede blæksprutter, og forskellen mellem de to var, at vættelysblæksprutterne bar på et tungt skelet i bagkroppen i form af vættelys, som de tiarmede blæksprutter havde smidt fra sig på evolutionens vej«, siger Jakob Vinther.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vættelys bremsede blæksprutten

Den anatomiske forskel kan meget vel være forklaringen på, at de tiarmede blæksprutter har overlevet siden dinosaurernes tid, mens vættelysblæksprutterne måtte vinke farvel. Jakob Vinther er ret overbevist om, at vættelysblæksprutterne tabte et våbenkapløb til fælles fjender dels i form af havkrybdyr som fiskeøgler, svaneøgler og glubske mosasaurere og dels moderne fisk som sild, ørred og tun.

»Det var ren Darwin og ‘survival of the fittest’, og her var det en ulempe for vættelysblæksprutten at slæbe rundt på en tung skal inde i kroppen i form af vættelys. For det har gjort det sværere at trække kroppen helt sammen og sætte gang i en lige så effektiv jetstrøm, som moderne blæksprutter er kendt for, hvor de kan skyde sig selv i en retning på ti meter på ingen tid. Hvis de så samtidig skyder en sky blæk ind i ansigtet på fjenden, så har de store chancer for at overleve angrebet«, siger Jakob Vinther.

At vættelysblæksprutter var for langsomme til at undslippe havmonstres angreb vidner fossile fund om.

»Vi har fundet fiskeøgler her på sydkysten af England, som har maven propfuld med vættelysblæksprutter. Så vi har direkte vidnesbyrd på, at vættelysblæksprutterne tilsyneladende tabte våbenkapløbet til de nye marine krybdyr og moderne fisk, som dukkede op mellem 110-150 millioner år siden og satte dem voldsomt tilbage. Meteornedslaget, der ramte for 65 millioner år siden, var så det, der gav dem det sidste dødsstød og skubbede dem helt ud over kanten«, siger Jakob Vinther.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I kalkfliserne i Operaen i København kan man finde fossile fodspor af de gamle vættelysblæksprutter, der regerede fra 65 til 220 millioner år siden. I Kridt og Jura og altså på dinosaurernes tid. (Foto: Jakob Vinther)

I kalkfliserne i Operaen i København kan man finde fossile fodspor af de gamle vættelysblæksprutter, der regerede fra 65 til 220 millioner år siden. I Kridt og Jura og altså på dinosaurernes tid. (Foto: Jakob Vinther)

Det kan man så tænke over næste gang, man finder et vættelys: Det vidner om et blodigt opgør, hvor blæksprutter som dumboblæksprutten, vampyrblæksprutten og kæmpeblæksprutten trak det længste strå og lever i dag i bedste velgående. De moderne blæksprutter udmærker sig ved at være de mest intelligente hvirvelløse dyr på denne planet. Derudover er de mestre i at parodiere og kamuflere sig ved farveskift. Prikken over i’et er, at de kan narre fjenden med en sky af blæk – og så kan de skrue låget af et syltetøjsglas så let som ingenting.

DOKUMENTATION: Molecular clocks indicate turnover and diversification of modern coleoid cephalopods during the Mesozoic Marine Revolution

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce